Forretningsorden for Korshærsrådene

§ 1. Formål
1.
Korshærsrådet har overfor Kirkens Korshærs Landsstyrelse ansvaret for det lokale korshærsarbejde.

2.
Korshærsrådet skaber kontakt mellem det lokale menighedsarbejde, de sociale myndigheder og korshærsarbejdet.

3.
Korshærsrådet støtter og opmuntrer medarbejderne i deres daglige arbejde.

§ 2 Struktur
1.
Et korshærsråd består af mindst fem til folkekirken hørende medlemmer og af byens korshærsleder(e), dog således at de valgte medlemmer altid er i flertal.

2.
Korshærsrådet konstituerer sig med formand og næstformand.

3.
Korshærslederen, eller i byer med flere korshærsledere den valgte koordinator fungerer som korshærsrådets sekretær.
Denne har ansvar for at korshærsrådets protokol føres, og sender umiddelbart efter hvert møde en protokoludskrift til chefen.

4.
Til at forpligte det lokale korshærsarbejde over for tredie person kræves landsstyrelsens underskrift.

5.
Korshærsrådet kan efter behov nedsætte udvalg for de forskellige arbejdsgrene.

§ 3 Valg
1.
Korshærsrådet supplerer sig selv.

2.
Alle valg til korshærsråd, udvalg og bestyrelser gælder for 4 år, svarende til den kommunale valgperiode. Genvalg kan finde sted.

3.
Valgene tilrettelægges således, at halvdelen er på valg hvert andet år.

4.
Alle valg til korshærsrådene forelægges landsstyrelsen til godkendelse.

§ 4 Møder
1.
Der afholdes mindst 4. korshærsrådsmøder årligt.

2.
Formanden indkalder til korshærsrådsmøde så ofte, det skønnes nødvendigt, eller når mindst tre medlemmer eller een ledende medarbejder ønsker det.

3.
Korshærsrådet kan indbyde andre til at deltage i et eller flere korshærsrådsmøder.

4.
Korshærschefen kan personligt eller ved stedfortræder deltage i korshærsrådsmøderne, hvorfor dagsorden for disse skal tilsendes chefen.

5.
Mindst een gang årligt drøfter korshærsrådet, om korshærsopgaverne i det pågældende område varetages på forsvarlig måde.

§ 5 Udvalg og bestyrelser
1.
De af korshærsrådet nedsatte udvalg fungerer under ansvar over for dette.

2.
De af korshærsrådet udpegede medlemmer af Kirkens Korshærs selvejende institutioners bestyrelser arbejder under ansvar over for korshærsrådet. Mindst et bestyrelsesmedlem skal være medlem af korshærsrådet.

3.
Udvalg og bestyrelser skal bestå af mindst tre medlemmer. I bestyrelser for Kirkens Korshærs selvejende institutioner skal et flertal være udpeget af korshærsrådet.

4.
Forretningsorden for de enkelte arbejdsgrene skal være godkendt af korshærsrådet.

5.
Vedtægter for selvejende institutioner under Kirkens Korshær skal forelægges landsstyrelsen til godkendelse.

§ 6 Ansættelse og afskedigelse
1.
Kirkens Korshærs Landsstyrelse er den ansættende og afskedigende myndighed.

2.
Landsstyrelsen kan bemyndige korshærschefen eller dennes stedfortræder til at ansætte og afskedige korshærsledere i samvirke med det lokale korshærsråd.
Nye korshærsledere introduceres til arbejdet i Kirkens Korshær ved samtale med chefen.

3.
Landsstyrelsen kan bemyndige korshærslederne til at ansætte og afskedige afdelingsledere og assistenter i samvirke med det lokale korshærsråd.

4.
Landsstyrelsens retningslinjer ved ansættelse og afskedigel-se skal følges, ligesom landsstyrelsen skal orienteres om alle ansættelser og afskedigelser.

5.
I forbindelse med et meninghedsråds indstilling til ansættelse af en korshærspræst, udtaler korshærsrådet sig efter samråd med korshærschefen og landsstyrelsen.

§ 7 Budget og regnskab
1.
Regnskabsåret følger kalenderåret.

2.
Regnskabet skal revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor eller af en af landsstyrelsen godkendt revisor.

3.
Korshærsrådet vedtager budget for det kommende regnskabsår. Dette indsendes til godkendelse af landsstyrelsen inden en af denne fastsat frist.

4.
Korshærsrådet påser, at der ikke i regnskabsåret disponeres ud over det godkendte budget.

5.
Korshærsrådet udpeger regnskabsfører eller kasserer til at føre det daglige regnskab samt til at fremlægge økonomiske oversigter mindst en gang i kvartalet.

Korshærsrådene har følgende ansvars- og kompetenceområder:

Den overordnede organisering af Kirkens Korshærs lokale arbejde. Jf. grundreglernes paragraf. 14 og forretningsorden for korshærsråd paragraf 1.

Hensigtsmæssig fordeling af de lokale ressourcer under skyldig hensyntagen til det godkendte budget, indgåede aftaler og medarbejdernes ønsker og trivsel.

Udarbejdelse af lokale samarbejdsstrukturer, ansvars- og kompetenceforhold.

Nedsættelse af udvalg for arbejdsgrenene og indstilling af nye korshærsråds- og bestyrelsesmedlemmer til godkendelse i Kirkens Korshærs landsstyrelse.

Forestå ansættelsesprocedure ved ansættelse af korshærsledere samt deltage i ansættelsesudvalg.

Indstilling til landsstyrelsen om køb og salg af fast ejendom. Ved forpligtelse overfor tredje person indenfor de budgetmæssige rammer, kan der tages administrativ beslutning herom alene ved henvendelse til hovedkontoret.

Fremsættelse af budgetforslag til landsstyrelsen.

Aflæggelse af revideret regnskab.

Valg af koordinator i byer med flere korshærsledere. Koordinatoren varetager sekretariatsfunktion for korshærsrådet og er ansvarlig for at indkalde og afholde lokale ledermøder.

Evt. nedsættelse af et økonomiudvalg med ansvar for koordinering af budgetter og regnskaber i byer med fælles pengekasse for arbejdsgrenene.

Mindst en gang om året drøftelse af status i- og målsætninger for det lokale korshærsarbejde. Jf. korshærslederens forpligtelse til afrapportering herom.

Ansvar for at tegne det samlede lokale korshærsarbejde fx. i forhold til medierne. 

 

 

Nyheder

onsdag den 11. januar 10:09

Kollekt og salg af lodsedler

Kirkens Korshær har kollektdag i kirkerne søndag den 22. januar. Samme dag starter Kirkens Korshærs...

søndag den 01. januar 00:00

Nyt design

2012 er året, hvor Kirkens Korshær har 100 års jubilæum. Et nyt tiltag i jubilæumsåret er et nyt...

onsdag den 28. december 13:02

Bedre at samle flasker

Ifølge Kirkens Korshærs blad, Korshæren, øger en fattig rumæner sin levestandard ved at rejse til...

Kalender - landsdækkende

Ingen begivenheder fundet

Bookmark and Share