Kirkens Korshær er en frivillig, diakonal hjælpeorganisation, der hjælper socialt udsatte medmennesker.
Det var 2. år, Kirkens Korshær havde indbudt til KORSHÆRSVANDRING.
Første år var det over 3 uger fra Viborg til Odense.
I år havde man valgt en kortere rute, i håbet om, at flere kunne være med.
Ruten gik dels ad Den Gamle Vandresti (Silkeborg/Århus) og dels på Den Danske Klosterrute.
Dagsrytmen var på forhånd lagt fast og der var udarbejdet et lille hefte med liturgi for morgen- og aftensang og altergangsgudstjenester samt nogle få salmer samt bønnen af den hellige Birgitta af Vadstena: Herre, vis mig din vej og gør mig villig til at gå den.
Denne bøn blev central på vandringen, idet vandrerne efter hver pause samledes i en rundkreds og bad bønnen. På samme måde kom velsignelsessalmen ”Må din vej gå dig i møde …” også til at være et centralt led, idet den blev sunget hver gang en medvandrer forlod gruppen for at tage videre.
Tidligere landssekretær Viggo Kaspersen havde igen i år skrevet en vandresang.
Der var en ledsagerbil til den tunge del af bagagen ligesom den hentede den varme mad som for de fleste måltiders vedkommende blev købt i Skanderborg.
Ja, så vandrede vi ….. i alt 120 km.
10 vandrere gik med på hele turen og ca. 65 gik med i kortere eller længere tid.
Vi var en broget blanding: Frivillige fra butikkerne, kredsfolk, brugere, ansatte, venner af KK m.fl..
Vi startede med at være til gudstjeneste i Silkeborg. Korshærspræsten Anette Kortegaard sendte os af sted i øsende regnvejr med gode ord. Dagen efter klarede det op og søndagen efter sluttede vandringen i Sct. Pauls Kirke i Århus med korshærsgudstjeneste ved Jørgen Lasgaard. En festlig og varm gudstjeneste og en god afslutning i menighedslokalet med kaffe før alle drog hver til sit.
Vi vandrede gennem den smukkeste natur – hørte masser af fuglesang (incl. nattergalen).
Vi gik stillevandring hver dag – MEN det var også en korshærsvandring, så de der havde brug for at samtale gik foran. Vi andre kom så i en lang række (1½ m. mellem hver) ”mediterende” i vores egen lille ”klostercelle” med et lille skriftord i baghovedet eller på en lille papirlap (i tilfælde af, at huskeren slog fra).
Vi vandrede mellem 22 og 14 km. om dagen.
Vi besøgte 13 kirker/kapeller, vi holdt 6 altergangsgudstjenester med lokale præster, besøgte 6 KK genbrugsbutikker (fællesskab!) og holdt 6 offentlige møder på vor vej (kontakt med ca. 225 personer).
2 af møderne var i samarbejde med menighedsrådene (der i øvrigt også inviterede på mad).
Vi sov på madrasser/senge i genbrugsbutikker, på gulvet i sognegårde, i ungdomslejre og på Diakonhøjskolen.
Om aftenen samledes vi og delte vore indtryk – vi lagde dem i en usynlig skål midt på bordet!
En aften drøftede vi handling og det resulterede i, at vi udsendte en pressemeddelelse over Ritzaus set i lyset af den aktuelle politiske situation.
En af de største oplevelser var besøget hos de katolske søstre ”Jesu Små Søstre” i Em, hvor 5 søstre lever i et lille klosterfællesskab – vi holdt andagt i deres lille kapel. Senere besøgte de os på vort overnatningssted – vi spiste sammen og de fortalte og vi spurgte. Hvor blev vi meget klogere på Guds veje! Det trængte vi til!
Museet Øm Kloster kiggede vi også indenfor – igen blev vi klogere! (tænk samme grundplan som Løgumkloster Kirke).
Vi deltog i grundlovsmødet på Diakonhøjskolen – og var bl.a. sammen med varmestueleder Ove Lauritsen, der delte overvejelser om LIVSFATTIGDOM med os.
Vandringen fra Mindeparken i Århus til Sct.Pauls Kirke blev festlig – der var kommet med-
vandrere fra sidste år i biler fra Viborg og Vejle for at følge os det sidste stykke – vi havde banneret HELE KORSHÆREN VANDRER rullet ud.
Så skiltes vi som sagt efter korshærsgudstjenesten og kaffen (tak til alle jer, der tog så kærligt imod os, havde pyntet kirken, brygget kaffen m.v. og koret, der sang velsignelsessalmen så smukt, at flere af os fældede en tåre) – Vi var kommet fra Brønderslev i Nord og Svendborg i Syd.
Sammen havde vi oplevet et ægte korshærsfællesskab med focusordene i centrum – MEN, vi havde også spist 21 rugbrød, 18 pk. rosiner m.v. og drukket mange spande kaffe.
Ja, så skal I også lige vide, at vandringens budget holdt – vandrerne betalte for at være med og vi har kunnet aflevere 2.500 kroner til Fælleskassen – og det synes vi, er rigtig flot og godt!
Tak for Vandringen 2010.
Kirkens Korshærs årsmøde 2010 er i gang. 500 deltagere med tilknytning til korshæren er samlet på...
Der var spærret af for trafikken på Christianshavn ud for Overgaden oven Vandet 6a i dag, onsdag...
Som optakt til Kirkens Korshærs årsmøde den 3-5 september 2010 på Hotel Nyborg Strand, fortæller...