Arresthusmedarbejderen lytter til mennesket – uanset hvad
Cirka 1200 mennesker sidder bag lås og slå i de danske arresthuse, mens de venter på at få deres dom.
23 timer i døgnet sidder de i cellen, med kun deres egne tanker som selskab.
- Der kommer vi så og banker på og spørger, om de vil tale, siger Ove Lauridsen, den ene af Kirkens Korshærs tre arresthusmedarbejdere.
Det er sjældent, at en indsat siger nej. De sidder varetægtsfængslede bag lukkede døre det meste af døgnet og har ingen kontakt til andre mennesker, udover fængselsbetjentene.
Arresthusmedarbejderne lytter, uanset hvad den indsatte er anklaget for.
- Kirkens Korshærs opgave er at gå ind de sværeste steder. Hvis vi ikke skulle være her, hvor skulle vi ellers være?, spørger Ove Lauridsen.
- Her møder jeg virkelig min næste, siger han.
Arresthusmedarbejderen har tavshedspligt, så den indsatte kan tale frit og få luft for sine tanker og følelser. Derfor skal arresthusmedarbejderne have noget ballast, der gør, at de kan bære de ting, som de indsatte fortæller dem.
Som regel er det ikke den verserende sag, de vil tale om med Ove Lauridsen. Det er skyldfølelsen og skammen. Og så er det savnet af familien og livet udenfor, der fylder i samtalerne, men også håbet om at komme ud og blive genforenet med dem.
Arresthusmedarbejderne går ikke på besøg for at ændre på den indsatte, for at få dem til at indse deres skyld eller for at rehabilitere dem. De banker på, fordi det er et menneske på den anden side af døren. Og som Ove Lauridsen siger:
- Vi har alle sammen værdi som mennesker – uanset, hvad vi har gjort.
Det, at Kirkens Korshær må komme og gå i de danske arresthuse, er en gammel aftale fra 1915. Dengang drejede aftalen sig om en enkelt kvindelig medarbejder, der fik lov til at tale med de indsatte i kvindefængslet på Christianshavn i København. Siden blev aftalen udvidet til flere medarbejdere og flere arresthuse. Håbet var at lette overgangen fra fængsel til frihed og dermed forbedre den indsattes chance for at klare sig udenfor.
