Præsten: Fattigdom stjæler værdighed
Ingen ønsker at være fattige, at frygte for den næste regning, at sige nej igen og igen til sit barn eller at skulle leve på andres hjælp og nåde.
Tekst: Christel Skousen
At være fattig opleves som udgangspunkt ikke rart for nogen. Man kan dog godt dele de menneskelige reaktioner op i to hovedgrupper. Nogen oplever magtesløshed, og føler sig ekskluderet af fællesskabet, hvilket gør det svært at tage sig sammen til ret meget andet end at overleve hver enkelt dag. Den anden gruppe rammes af en retfærdig harme, som i gode tilfælde kan føre til protest og stor handlekraft – og i dårlige tilfælde kan ende med bitter resignation og apati.
Det siger Pernille Hornum, leder af Sjælesorg på Nettet og tidligere sognepræst.
- Jeg oplever, at mange folk – der ser sig selv som fattige – føler skam. De føler ikke, at de er lige så meget værd som alle andre i samfundet, og de ser ned på sig selv. Mange fortæller, at de føler sig ensomme og ekskluderet, siger Pernille Hornum.
Hyggen slides væk
- Der er selvfølgelig altid nogle med stort menneskeligt overskud, som gør ting for andre, også selvom de er pressede selv. Men for de fleste, sårer fattigdommen dem på deres værdighed, siger Pernille Hornum, som understreger, at det for velstillede mennesker kan være nemt at udtale sig om, at penge jo ikke betyder så meget, og selvom man er fattig og ikke har råd til at købe julegaver f.eks., så kan de jo bare gøre noget, der ikke koster noget.
- Men man kan ikke bare ”hygge sig”, hvis man er bange for den næste regning og føler sig isoleret og udenfor. Så er overskuddet til at skabe hygge ofte helt væk, for man bruger meget af sin tid på at bekymre sig, siger Pernille Hornum.
Det kunne blive én selv
At omgivelserne mangler empati er ikke unormalt. Pernille Hornum henviser til et eksperiment, som er blevet delt flittigt på Facebook i år:
En lille pige, smukt klædt, ren og yndig, står alene på en gade. Alle, der kommer forbi, stopper og spørger, om de kan hjælpe hende. Så sminker man pigen til at se snavset ud og giver hende fattigt udseende tøj på – og straks bliver hun ignoreret af alle, der kommer forbi. Ikke én stopper eller henvender sig til hende. Hun er simpelthen blevet usynlig.
Mennesker hjælper tit der, hvor de kan genkende sig selv.
- Vi skal nok selv have mærket det, før vi for alvor kan føle det. Selvfølgelig er der mange, som giver af et godt hjerte. Men andre har ikke lyst til at blive konfronteret med fattigdom og andres ulykke og tør slet ikke forholde sig til, at fattigdom findes – ved tanken om at det måske kunne blive en selv, siger Pernille Hornum.
Vi kan alle gøre en forskel
Det vigtigste er, at man behandler alle omkring sig med værdighed. Ingen ønsker at være et almisseprojekt for andre. Ingen ønsker at være andres stakkel, så det handler om at møde hinanden med et medmenneskeligt, ikke-dømmende, blik.