Nyhed

For pæn til at være fattig

Det er muligt at være socialt udsat og have fransk manicure alligevel.

Fransk manicure udelukker ikke fattigdom

Vi mennesker lader til at forvente, at andre ligner det, de er. Har du jakkesæt på, har du et kontorjob. Lugter dit slidte tøj, er du psykisk syg og/eller hjemløs. Ser du godt ud, har du det godt. 

- Du kan da ikke have brug for hjælp – du ser jo godt ud! Det bliver de tit mødt med, de mødre, der kommer hos os, fortæller Hanne Okwera, der er leder af Kirkens Korshærs sociale arbejde på Drejervej i København, hvor udsatte og fattige familier bl.a. kan få hjælp.

Umiddelbart lyder det jo rigtigt nok. Har du råd til at få lavet dine negle, kan du da ikke være fattig.

- De ser fantastiske ud! Deres hår og negle sidder, som de skal. Men det er jo netop også dét, de har kontrol over i deres liv. Deres udseende er kittet, der holder sammen på dem og giver dem en snert af værdighed, fordi de netop ikke ser udsatte ud, fortæller Hanne Okwera.

Har du penge kan du slippe afsted med at se slidt ud, men er du sårbar, så bliver udseendet et udtryk for din situation, forklarer hun.

- De ved godt, at de allerede bliver stemplet på grund af deres situation, så de vil ikke også stemples på grund af deres udseende, siger Mette Fink, det familiestøttende arbejde i Herning.

Skamfuldt genbrug
Genbrugstøj kan være et udtryk for overskud – at man er miljøbevidst og har tid og penge til at lede efter det helt rigtige, unikke tøj. Men som fattig bliver det bare endnu et udtryk for at måtte tage til takke. Børnene fra de fattige familier vil egentlig helst bare have tøj fra Hennes, ligesom ”alle de andre”.

- Det sjove er, at de stærke børn, for dem er genbrug hipt, for det er et valg for dem. Noget, de kan bruge energi på at finde. Men for de sårbare børn er det skamfuldt, fortæller Lene Højland Laursen, afdelingsleder i Kirkens Korshærs familiestøttende arbejde i Aalborg.

I Herning oplever Mette Fink præcis det samme. I Kirkens Korshærs familiestøttende arbejder der i byen uddeler de også genbrugstøj og hjemmestrikkede sweatre til de børnefamilier, der kommer hos dem. Genbrugstøjet er i god stand, og de strikkede sweatre er flotte, men de er ikke et valg – de er en nødvendighed.

Og så finder man måder at få råd til nyt tøj eller pæne negle på. De bliver et skjold, så andre ikke kan se ens sårbarheder.

Hjælp os

Støt

Hjælp hjemløse og fattige mennesker