Høringssvar

Verdensmålene hænger uløseligt sammen

I arbejdet med at lave en handlingsplan for FN's verdensmål bør regeringen fokusere på en bred række af mål, lyder det fra Kirkens Korshær i et høringssvar. For verdensmålene hænger sammen.

Kirkens Korshær logo

At stoppe sult er også at stoppe fattigdom. At stoppe fattigdom er også at stoppe ulighed. At stoppe ulighed er også at sikre sundhedsydelser og boliger til alle. Derfor giver det i Kirkens Korshærs optik mening at inkludere flere af FN’s verdensmål i regeringens kommende handlingsplan – fremfor de foreslåede to.

For verdensmålene hænger uløseligt sammen, og skal man takle et, bliver man nødt til at takle flere. Men Kirkens Korshær er også klar over, at det giver mange berøringsflader i forskellige ministerier – eksempelvis i forhold til ydelsesniveau, adgang til sundhedsydelser, til en bolig og et grønnere og mere børdygtigt samfund.

Derfor er det også vigtigt, at en kommende handlingsplan går på tværs af ministerier og ressortområder. Så den bliver bredt forankret i regeringens arbejde.

Kirkens Korshær og FN's verdensmål

Kirkens Korshær arbejder med seks ud af FN's 17 verdensmål:

1. Afskaf fattigdom
2. Stop sult
3. Sundhed og trivsel
10. Mindre ulighed
11. Bæredygtigde byer og lokalsamfund
12. Ansvarligt forbrug og produktion

’Stop sult’ bør være fokusområde

Et måltid i varmestuen. En pose madvare til weekenden. En madpakke til resten af dagen. Hver eneste dag hjælper Kirkens Korshær mennesker i Danmark med at få noget at spise. Med at få nok at spise. Kirkens Korshær opfordrer til, at ministeriet og regeringen også inkluderer verdensmål nr. 2 - stop sult – som fokusområde. For selvom det ikke burde være sådan, er der mennesker i Danmark, som mærker sulten.

Da medarbejderne på Børnecaféen tilbage i 2016 begyndte at smøre madpakker til skolebørn, smurte de to til tre om dagen. I dag smører de mindst 15 madpakker om dagen. Behovet er stigende og særligt i coronatiden, har vi mærket sulten hos de udsatte familier, vi arbejder med.  Vi møder forældre, som springer måltider over, går sultne i seng eller undgår at købe vigtig medicin, for at få budgettet til at hænge sammen. Familier, hvor der ikke er råd til vintertøj eller madpakker.

læs også: 'Uden mad og drikke duer børnene ikke'

Øvrige verdensmål skal med

Der er ikke lige adgang til sundhed. Det er hårdt at leve på gaden eller som socialt udsat. Og det tærer på psyken og fysikken. Derfor kæmper mange udsatte mennesker i Danmark med et dårligt helbred. Når gaden er dit hjem, er det desuden svært at komme til læge. Derfor driver Kirkens Korshær sundhedsrum og har udkørende sundhedspersonale.

På samme måde burde alle mennesker i Danmark have adgang til en bolig, som de kan betale. Men sådan er det langt fra. Alt for mange lever uden et hjem. Det skal vi som samfund gøre noget ved – og det bør være et fokus i regeringens arbejde med verdensmålene.

Endeligt bør bæredygtighed og ansvarligt forbrug være en vigtig forudsætning for vores velfærdssamfunds udvikling. Et mål som Kirkens Korshær understøtter gennem vores 240 genbrugsbutikker. Et arbejde, som ikke kun er bæredygtigt for miljøet og klimaet – men også er det socialt. For butikkernes frivillige fællesskaber, mange af dem i mindre byer, er med til at sikre mening i mange menneskers tilværelse, bekæmper ensomhed og skaber sammenhold.

Om høringssvaret

Høringssvaret er givet i forbindelse med, at regeringen arbejder på en ny handlingsplan for FN's verdensmål.

 

Kontakt
Jeanette Bauer, chef for Kirkens Korshær

Jeanette Bauer

Chef for Kirkens Korshær

jb@kirkenskorshaer.dk