Her modtages de hjemløse med åbne arme


Tekst: Martha Madsen
Foto: Massimo Fiorentino

Når klokken slår 22 åbner der sig en grøn dør i det københavnske mørke. Varmt lys rammer asfalten. Lyser ansigterne op på dem, der står udenfor, frysende, ventende. 

Medarbejderne tager imod ved døren med åbne arme. Krammer, giver hånd, spørger hvordan det går, husker deres navne. Ser dem – måske som de første og eneste den dag.

- Vi behandler dem som mennesker med respekt og værdighed, forklarer konstitueret leder af Natcaféen i Stengade i København, Heine Iversen.

Som hjemløs i Danmark er du usynlig for de fleste mennesker. De kigger den anden vej, ser igennem dig, hen over hovedet på dig. Dem, der ser dig, vil du ofte helst ikke ses af. For det kan være dem, der slår dig, sparker til dig, stjæler dine ting og håner dig, mens de griner.

Det er ikke ligefrem attraktivt at være hjemløs i et af verdens lykkeligste lande. 

Men i Natcaféen i Stengade dér mødes den hjemløse med glæde, varme og tryghed. Det er som gamle venner, der møder hinanden i døren.

Og der er da også rig mulighed for at blive venner i løbet af den lange nat, der venter.

Her er natten tryg
Nogle af de hjemløse går straks ind til sengene for at gøre klar. Andre starter med maden – den første mad, de får i maven den dag? Nogle kommer slet ikke til at gå i seng. De sidder oppe sammen med personalet, ser fjernsyn, taler sammen.

Hvis den musikalske medarbejder har vagt, bliver der spillet guitar. 

Uden for er der kulsort, men inden for er der varmt, lyset er blødt og dæmpet. På gaden er der hårdt, men i natvarmestuen står der blomster, ligger frugt fremme, og der er puder i sofaerne og lænestolene. Her kan mennesker slappe af, her kan der ikke ske dem noget, her er de trygge, indtil morgenen kommer.

- Vi kan rumme dem, der ikke kan være andre steder, fortæller Heine Iversen.

Varmestuen er nærmeste pårørende
De fleste af de hjemløse, der kommer i Stengade, er ikke Guds nemmeste børn. Mange af dem har enten en fysisk eller en psykisk sygdom – nogle har begge dele – der gør, at de kan være svære at have med at gøre.

Det kan virke håbløst.

Mange af dem lever deres liv i en konstant svingdør, hvor de indlægges på hospital eller et psykiatrisk afsnit, udskrives til gaden, indlægges, udskrives, indlægges…

Nogle bliver udskrevet til Natcaféen, som står opført som nærmeste pårørende. For nogle bliver det sidste tur i svingdøren, for beskeden fra hospitalet er, at de snart ikke er her mere.

Selvom Natcaféen i sagens natur kun har åbent om natten, bliver den hjemløse udskrevet dertil, når hospitalet ikke længere kan behandle vedkommende. 

Derfor ender personalet med at opbevare medicin og hjælpe den syge med at tage den. Det er ikke deres job, varmestuen er ikke et behandlingssted, men der er ikke andre.

- Vi er virkelig dér, hvor ingen andre er, siger Heine Iversen, der sammen med sine medarbejdere hjælper omkring 30 af de mest udsatte mennesker i København hver nat.

Bare vær et medmenneske
Hjælpen kan være alt fra bare at sidde ved siden af mennesket, så de ikke er alene denne nat. Men det kan også være at støtte og vejlede til at kunne komme i behandling, hvis det overhovedet er muligt.

Nogle gange handler det om at få den hjemløse hjem. En tysk statsborger tilbage til hans institution, som han vandrede væk fra en dag og endte i København. En nordjysk udviklingshæmmet mand, der tog på eventyr med toget og ligeledes endte i København. Han hyggede sig udmærket i Natcaféen, indtil nogen købte ham en togbillet, så han kunne sendes tilbage til forældrene igen.

Det meste af tiden handler det ”bare” om at være der. Være et medmenneske for dem, der ingen andre har. Lytte, når de har noget at sige. Hjælpe, hvis de beder om det. Behandle dem som voksne mennesker, der ikke skal tvinges men behandles med værdighed. Så kommer håbet som oftest helt af sig selv.

 

FAKTA om Natcaféen

Der har været Natcafé i Stengade siden 1995. Siden har dørene været åbne for dem, der havde behov for et trygt sted at sove.

I 2016 blev Natcaféen omlagt, så det fortrinsvist var de ”mest udsatte” hjemløse, der skulle have plads. Dem, som ikke har andre steder at gå hen, fordi mange af Københavns overnatningsmuligheder for hjemløse retter sig mod specifikke målgrupper. Misbrugere, arbejdsmigranter, kvinder, unge osv. Det efterlader en restgruppe af især syge hjemløse, som har behov for hjælp, men som ingen har plads til.

Fælles for alle de mennesker, som kommer i Natcaféen er, at de har en fysisk og/eller en psykiatrisk diagnose, som gør dem ude af stand til at kunne klare et liv på gaden i Danmark.