Kendte kokke tilbereder julefrokost for socialt udsatte

Den 24. december stiller mere end 100 Netto-medarbejdere frivilligt op for at køre overskudsmad ud til væresteder for socialt udsatte i hele landet. Herunder hos Kirkens Korshær. Maden skal i de følgende dage komme op mod 1.000 udsatte mennesker til gode i form af en dejlig julefrokost.

- Alle fortjener en god jul – og det håber vi, at vores maddonationer kan være et bidrag til. Derfor mener vi, at det er oplagt, at vi giver vores friske overskudsvarer til socialt udsatte, fortæller Brian Seemann Broe, Landedirektør hos Netto.

En hjertelig indsats
FødevareBanken er med til at finde frivillige til dagene, hvor mere end 250 frivillige forventes at være med til at sprede juleglæde. Der afholdes i alt 12 frokoster landet over, hvor op mod 1.000 mennesker vil få serveret en stor buffet. Julefrokosterne arrangeres i fællesskab mellem frivillige hos Kirkens Korshær, FødevareBanken, Røde Kors Bornholm og Kofoeds Skole i København. En række af Danmarks dygtigste kokke, bl.a. Søren Gericke, Thomas Parry og Michael Miv Pedersen, vil forvandle det potentielle madspild til spændende måltider.  

Søren Gericke er med som kok ved julefrokosten hos Kirkens Korshær i Fedtekælderen på Christianshavn d. 26. december. 

- Projektet giver bare rigtig god mening. Netto får gjort noget ved sit madspild – et problem vi alle burde tage mere seriøst – og vi gør noget for dem, som har brug for ekstra kærlighed i julen. Jeg skal gøre mit til, at vi får en god dag, der taler til hjertet og maven frem for hjernen, siger Søren Gericke.
Julen er den sværeste tid for udsatte

I alt modtager 16 af Kirkens Korshærs arbejdssteder maddonationer, og der afholdes julefrokoster i 10 af vores varmestuer. Maden bruges til arrangementer i juledagene eller fryses ned og spreder glæde i 2018. Flere og flere kommer til os både for at få mad, men også for socialt samvær i juledagene. Derfor er maddonationen af stor værdi.

- Med det behov for hjælp vi oplever i julen, er det en stor hjælp at få doneret mad, så vores egne midler strækker længere og kan blive brugt til at skabe overskud et andet sted. Ud over et måltid kommer mange også for at finde nærvær og samvær hos os. Her tager medarbejdere og frivillige med åbne arme imod mennesker, som har brug for et måltid mad, en snak og varme, siger Helle Christiansen, chef for Kirkens Korshær.

For spørgsmål vedrørende samarbejdet kontakt kampagneleder Maja Molberg på tlf. 61 38 80 61.