Anstændighed

Det var ordet, som slog mig ved nyheden om, at driftsudgiften til Kirkens Korshærs Natcafé i Stengade på det københavnske Nørrebro er blevet medtaget på finansloven. Det er anstændighed, fordi finansloven er det fælles budget og derfor må medtage indtægter og udgifter relateret til alle dele af samfundet også den mest basale støtte til udsatte mennesker i Dan- mark. Regeringen og Enhedslisten har indgået en aftale om Danmarks Riges finanslov for 2013 og her medtaget en to-årig udgift til Natcaféen. 

Det er et anstændigt træk i finansloven, at vi i det danske samfund yder nødtørftig hjælp – for Natcaféens tilbud er ikke luksus – til gadens mennesker, samtidig med, at vi opfordrer til samfundsmæssige forbedringer både i Dan- mark og på europæisk plan, så menneskers livsbetingelser grundlæggende kan forbedres. Den daværende regering bad i 1996 Kirkens Korshær om at oprette Natcaféen, fordi der skulle være et åbent nattilbud til gadens angst- plagede mennesker, og siden oprettelsen har psykisk sygdom og misbrug været fællestræk hos Natcaféens gæster. I de seneste år kommer mange af gadens mennesker fra andre lande. Angst, fattigdom, misbrug og forned- relse kendetegner også deres situation. Et anstændigt samfund sørger for, at der er nattely, så mennesker værnes i deres svaghed.

Plads i herberget

Men der er ikke plads til alle i Natcaféen og i herbergerne. Og den plads, der er, er trang, som det fremgår af en artikel i dette blad. Når juleevangeliet fortæller, at der ikke var plads til Guds Søn i herberget blandt rejsende folk, er det en realistisk og usentimental gengivelse af virkeligheden – afvisningen ud over al anstændighed af mennesker i nød. Det skete år 0, og det sker hele tiden. Andre mennesker kræver noget af os, vi ikke har lyst til at give: Plads, tid, penge, hjælp. Det andet menneskes behov kan kun opfyldes, hvis mine krav indskrænkes.

Når Gud er en af os

Derfor er kristen jul grundlæggende en udfordring til overvindelse. I julen udfordres vi til at fejre det anderledes i et andet menneske, som kommer uinviteret og ubelejligt til os. Gud er blevet en af os. Ikke sådan i al almin- delighed en af os, men et bestemt menneske, et udsat menneske, som ikke fik plads i herberget. Alligevel valgte Gud at blive hos mennesker. Med sine løfter og sine krav er Gud iblandt os. Hvert møde med et udsat menneske minder os om Gud.
På den korte bane er det besværligt, at Gud er blevet så genkendelig i gadebilledet. På den lange bane er det vores eneste håb om befrielse fra os selv og vores egen begrænsning. Vores begrænsning er død. Liv er i den ubegrænsede Gud, som blev en af os.

 

Denne kommentar har været bragt i Korshærsbladet februar 2012