Anstændigheden står for skud

En årsberetning i Kirkens Korshær har altid en dobbelthed - glæde over, alt hvad vi i fællesskab kan og gør i Kirkens Korshær, og vrede over de vilkår, mennesker i Danmark har at leve under.

Igen i 2013 er Kirkens Korshærs sociale arbejde vokset. Det kan vi se på omfanget af henvendelser, måltider, samtaler og tøjuddeling i varmestuer, bofællesskaber, herberger og familiearbejde landet over. Og vi kan se det i tal: 258 mio. kr. har vi fået og anvendt til det sociale arbejde. Fået som gaver fra private og fonde og takket være arbejdet i 234 genbrugsbutikker. Omsætningen afspejler også, at Kirkens Korshær samarbejder med stat og kommune om at løse konkrete opgaver.

Vi er glade for alt det, vi har fået og får. For der er brug for det. Men omfanget gør os også vrede. Det er uanstændigt, at der er så stor en elendighed i Danmark, og at den vokser.

Der bliver taget beslutninger, som gør flere fattige, og gør det sværere at være menneske i Danmark. Bag mange politiske beslutninger ligger et menneskesyn, som vurderer et menneske som økonomisk investering. Forudsætningen er, at mennesket kun vil gøre en indsats, hvis der følger penge med, og så lidt arbejde som muligt. Kort sagt: er grisk og doven. Det er derfor, det danske samfund gradvist er blevet forsynet med kontrol og disciplinerende straffe i alle afkroge, lige fra vuggestue til bedemand. Et økonomisk baseret menneskesyn måler mennesker efter deres værdi på arbejdsmarkedet. Derfor er det sværere og sværere at være syg, uuddannet, arbejdsløs eller hjemløs.

I hverdagen blandt udsatte mennesker vokser håbløsheden og følelsen af at have værdi mindskes i takt med sanktionerne.

I Kirkens Korshær har vi et kristent menneskesyn som grundlag for vores arbejde. Derfor protesterer vi imod det økonomisk baserede menneskesyn og kalder det uanstændigt at betragte mennesker på den måde.

Kirkens Korshær ønsker at bidrage til et samfund præget af nærvær og ligeværd.

I Kirkens Korshær vokser vreden og kampen for at løfte mennesker op i anstændighed. Hos andre og hos os selv. Den økonomiske bedømmelse af mennesket er ikke sandheden. Støtten til Kirkens Korshær er i sig selv et modbevis. Det store frivillige arbejde, som gavner mennesker med behov for støtte og hjælp, er så sandelig ikke nogen nem, let genvej. Mere end 8.000 mennesker knokler dage, uger og måneder i genbrugsbutikkerne og på arbejdsstederne for at hjælpe andre. Penge og andre gaver gives til Kirkens Korshær. Hvis enhver kun tænkte på sit eget velbefindende, ville det vel være umuligt?

Mennesket kan ikke kun være sit eget projekt. Oplevelsen af fællesskab med andre om en opgave bryder ensomhed og giver fornyet værdighed. Det behov vil vi gerne blive bedre til at imødekomme i Kirkens Korshær. Arbejdsfællesskaber om konkrete opgaver er i fokus.

Kirkens Korshær søger at være til stede, hvor der er behov for det.

Der er historiske grunde til, at Kirkens Korshær er placeret i industribyerne. I København er der varmestuer i brokvartererne, som engang var belastede kvarterer, men i dag er mondæne. I den kommende tid skal vi se på, om vi skal være andre steder, for fattigdomsbilledet i Danmark ændrer sig, aktuelt præget af de gennemførte forringelser, hvor mange f.eks. falder ud af dagpengesystemet. Regeringens reaktion på den stigende fattigdom er lakonisk: ”Vi vil gerne have, at folk arbejder”. Men der er ikke arbejde til alle med den bagage, de nu engang har.

Fattigdommen på landet i Danmark vokser, og folkekirkens menigheder har en stor opgave foran sig med at orientere sig mod de diakonale behov, som står øverst hos mange i sognene. Det vil vi gerne inspirere til og samarbejde om.

Anstændigheden i Danmark og hos os alle bliver for tiden afprøvet i forhold til migranterne fra Østeuropa, Sydeuropa eller Afrika. Politikere raser over, at migranterne sover i parkerne og at de besørger samme sted, men der er ikke andre steder åbne for dem, og i Danmark har vi jo lukket de offentlige toiletter, dels for at spare kommunale penge til rengøring, dels for at chikanere narkomaner og andre misbrugere.

Som folk og som enkeltpersoner tager vi skade af at opføre os uanstændigt. Vi tager skade på vores sjæl, hvis vi lader ”stress dem ud af byen”-retorikken stå uimodsagt.

Også internt i Kirkens Korshærs arbejde bakser vi med at forholde os til den internationale brugergruppe. Sprogproblemer og omfanget af opgaven tynger os. Men vi kan ikke være Kirkens Korshær og så støde migranterne fra os med henvisning til, at vi ikke forstår dem, eller at de må forsvinde, så vi i fred kan passe os selv og dem, vi kan tale med.

Fremtidige udfordringer

Et samfund kendetegnes ved, hvordan de svageste behandles. Og hvad der bliver gjort ved det ene menneske i dag, gør det muligt at gøre endnu værre ting ved det næste i morgen. Værdigrundlaget skrider som sand under fundamentet.

For uanstændighed smitter og påvirker os alle sammen: Er det nu helt rimeligt, at den familie får støtte, når de kan sidde på Mc Donalds til børnefødselsdag? Ham, der suser gennem S-toget med sin kop og mumler om en skilling til en hjemløs. Han render da stærkt nok, så hvorfor vil han ikke arbejde? Vi bliver uanstændige, små dommere. Der er behov for at sætte modbilleder op.

Kirkens Korshærs fundament ligger ikke på usikkert sand, men fast forankret i det kristne menneskesyn.

Derfor vil vi vedvarende protestere mod, at menneskers værdi nedskrives til at være vores evne til at klare os selv. Vi vil blive ved med at yde den nødhjælp til mennesker, vi kan.