Det offentlige sikkerhedsnet er hullet

For tiden er medierne fulde af historier om, at andre må tage over, når det offentlige ikke løser opgaverne i forhold til socialt udsatte mennesker i vores samfund godt nok.
Det være sig Egmont-fonden, der på baggrund af regeringens nye sociale mål skrev på Altinget.dk i sidste uge:

”Vi håber, at regeringens sociale mål vil bidrage til, at flere aktører, offentlige, private, civilsamfundsorganisationer, vil arbejde med at styrke de udsatte børn og unge, vil dele viden om, hvad der virker, og samarbejde om at sprede de gode erfaringer. For børnenes skyld og for samfundets. Vi tager gerne et medansvar og ser frem til yderligere dialog med alle, der vil være med”.

Eller Bikubenfonden, der sammen med Realdania, Helsefonden og Københavns Kommune har stiftet alliancen ”Hjem til alle”, som blandt andet skal kulegrave barriererne for at unge mennesker kommer ud af hjemløshed, og hjælpe de unge til kunne blive i egen bolig.

Professor Thomas P. Boje fra Roskilde Universitet peger dog i en artikel på Altinget.dk på de problemer, det kan give, når civilsamfundet overtager, hvor det offentlige kommer til kort. Og tilføjer, at man kan håbe, at de sparede penge ikke bliver brugt på skattelettelser.

Selv er socialminister Karen Ellemann ifølge Køge Dagblad begejstret for, når frivillige initiativer gør en forskel for socialt udsatte mennesker i vores samfund. I mandags besøgte hun den frivilligt drevne forening Broen Køge, som hjælper socialt udsatte børn og unge i fritidstilbud.

Ministeren bliver i dagbladet citeret for at sige:
”Jeg er grundlæggende optaget af at samle viden om initiativer, der rent faktisk hjælper udsatte. Det her er et klassisk eksempel på mødet mellem frivillige og mennesker, der måske er på vej ud over kanten. Broen Køge viser, at det har en positiv afsmittende effekt på unges dannelse og uddannelse, når de har et sundt og meningsfuldt fritidsliv”.

I Kirkens Korshær forsøger vi også at hjælpe socialt udsatte mennesker, så godt vi kan. Det være sig med et sted at sove for natten, et måltid mad, en snak og en kop kaffe. Eller et besøg i arresthuset, en herbergsplads som kan give fodfæste, når man går i behandling for sit misbrug eller en mødregruppe for mødre, som ikke passer ind i sundhedsplejerskens sædvanlige mødregrupper.

Det er vigtigt, at vi alle i vores samfund gør, hvad vi kan for at rumme hinanden og give en håndsrækning, når livet langer ud efter et medmenneske. Men faren er, som professor Thomas P. Boje påpeger, at opgaven med et hjælpe mennesker i social nød ender alene på frivilliges skuldre. Det giver risiko for, at nogle mennesker slet ingen hjælp får, og for at der bliver et hierarki, hvor det føles mere meningsfuldt at hjælpe et socialt udsat barn, end en misbruger uden udsigt til at blive clean foreløbig.

DR's programmer om forskelsbehandling i sundhedssystemet, som nyligt løb over skærmen, er også et godt billede på, hvordan det ikke er givet, at alle får samme kvalitet i behandlingen, selv om det faktisk er det, der er meningen med vores velfærdssystem.

Vi har alle sammen et ansvar for at hjælpe vores næste. Og det gælder i særklasse vores politikere, som vi netop har valgt til at forvalte vores fælles midler, så de kommer alle i samfundet til gode. Til gavn for os alle sammen. Det er dejligt, at fonde og frivillige bidrager, men det er og bliver det offentliges opgave at være det sidste sikkerhedsnet under os alle sammen. I øjeblikket er det desværre et net, hvor hullerne konstant bliver større og større.