Ingen plads i herberget

”Der var ikke plads til dem i herberget.” Sådan opsummerer juleevangeliet lakonisk situationen for Josef og Maria, som er i fødsel den aften, hvor det bliver jul.

Ironisk nok bekræfter historien om Jesu liv derefter den gamle sang om, at ”julen varer li’ til påske”. For påskens beretning om Jesu lidelse og død er igen historien om afvisning og afmagt. Nøden og udsatheden er vilkåret året rundt for Gud og for mennesker. Der er heller ikke plads i herberget i denne påske.

Den lange kø af hjemløse mennesker zig-zag’er sig hen ad Stengade på Nørrebro, og ikke alle får en plads i herberget i Natcaféen. Det kan man læse om på de følgende sider. Historien om at være udenfor gentager sig en aften før påske 2016 på københavnske Nørrebro. Men med den forskel, at vi prøver at gøre plads. Vinteren igennem har natcaféen taget alle ind, selv om der ikke var soveplads til alle.

Kirkens Korshær bygger sit arbejde på det kristne fundament. Det påminder os til stadighed om at lukke op og skabe rum. Det vil vi gerne gøre endnu mere af i Kirkens Korshær. For der er brug for det, at vi giver hinanden plads. Plads er ikke kun et spørgsmål om kvadratmeter. Det er en fælles opgave, i mere omfattende forstand et spørgsmål om både at være den, som giver plads, og den, som tager plads. Om at indskrænke sit territorium på den ene side og på den anden side om at turde at tage plads i tryg forvisning om sit eget menneskeværd.

At skabe gode øjeblikke
Skærtorsdag spiste Jesus sammen med sine disciple, et måltidsfællesskab præget af stærke følelser, af kærlighed, svigt, ensomhed og fællesskab. Måltidet var et godt øjeblik. Også for Judas, så godt, at han ikke kunne være i det, men måtte gå ud og ødelægge det og fik tilnavnet ”forræderen”, selv om der sikkert var mere at sige om ham, end at han forrådte Jesus. Mennesker kan få det sådan med gode ting i deres liv:
”Det er for godt til at være sandt. Hellere forråde end selv blive forrådt!” Men øjeblikket var godt.

Øjeblikke kommer og går. Varighed er ikke en kvalitet i tiden. Den hører evigheden til. Men indtil da, så lad os give hinanden plads med gode øjeblikke.