Kommentar til regeringens socialpolitiske redegørelse

Det er godt med ekstra fokus på socialpolitik, og på vilkårene for socialt udsatte mennesker i vores land. Det er også fint at ønske mere viden om, hvad det egentlig er, der virker. Men hvad menes der mon egentlig med at ”det virker”?

Det er meningen med regeringens reformer på kontanthjælpsområdet, at flere kommer i job og bliver selvforsørgende. Regeringen selv regner dog kun med, at det drejer sig om 700 flere mennesker i arbejde, og derfor falder mistanken hurtigt på, at reformerne mere er ment som en straf til de arbejdsløse, end en egentlig forbedring af mulighederne for at få et job. Det bekræftes ved, at man ikke i den 262 sider lange redegørelse interesserer sig et eneste sted for, hvad fattigdom gør ved menneskers mulighed for at komme ud af udsathed og måske endda i arbejde. Sammenholder man dette med det faktum, at regeringen har fjernet fattigdomsgrænsen, som kunne give konkret viden om, hvordan fattigdom udvikler sig i Danmark, får man indtryk af en kedelig tendens til at lukke øjnene for en virkelighed, hvor øget fattigdom fører til øget eksklusion.

I socialpolitisk redegørelse hedder det blandt andet, at ”Fremskridt skaber værdi for den enkelte i form af større livskvalitet, men også for samfundet som helhed. Udvikling af arbejdsevnen vil fx skabe motivation og kompetencer til at kunne varetage støttet eller ordinær beskæftigelse, og behovet for hjælp og støtte vil falde i takt med, at en borger kan mestre flere opgaver. Kontakt med venner og familie kan også aktivere ressourcer hos en udsat borger, fordi samværet med andre mennesker styrker selvtilliden, og nære relationer kan i mange tilfælde udgøre en vigtig støtte. Jo mere selvhjulpen og jo stærkere et socialt netværk, desto mindre vil behovet være for indsatser, som i mange tilfælde er udgiftstunge”.

Det, der virker, er altså, at alle får et arbejde, så det ikke bliver så pokkers dyrt for samfundet at støtte og hjælpe udsatte borgere. Det, der virker, er at have samvær med andre mennesker, så man kan få større selvtillid, som socialt udsat menneske. Det, der virker, er alt det, som ikke er ”udgiftstungt”, nemlig at man er selvhjulpen og stærk rent socialt.

Men hvordan bliver man det, når man ikke har råd til at betale sin husleje? Ikke kan give sit barn en ordentlig madpakke med i skole? Ikke kan sørge for sin personlige hygiejne, købe lægeordineret medicin, få ordnet sine tænder hos tandlægen eller har penge til briller eller besøg hos en frisør en gang i mellem? Hvad stiller man op, hvis man har psykiske problemer, som betyder, at man ikke kan være sammen med andre mennesker, mens de psykiatriske tilbud bliver færre og færre?

I redegørelsen hedder det endvidere: ”Med kommunalreformen i 2007 blev det samlede ansvar for indsatserne i serviceloven overdraget til kommunerne”. Det er altså kommunernes ansvar at få flere selvforsørgende, ikke-udgiftstunge borgere ud af socialt udsatte mennesker. Men når man ind i mellem støder på historier om massive svigt i kommuner, som enten ikke har råd eller kompetencer til at udføre deres opgave ordentligt, så virker det ikke gennemtænkt at tro, at det hjælper at dokumentere eller sætte kravene op. Når man til stadighed hører historier om kommunale sagsbehandlere, der får et loft for, hvor mange børn, der må anbringes udenfor hjemmet, fordi anbringelser er for dyre, eller kommuner, som er blevet underrettet om mistrivsel hos børn igen og igen uden at sætte ind, når man hører om kommuner, hvor borgerne forventes at kunne dokumentere deres tilhørsforhold ved hjælp af kvitteringer, selv om det drejer sig om psykisk syge, boligløse mennesker, som har rigeligt at gøre med bare at holde sig i live, og som ikke har overskud til at gemme bonnerne fra supermarkedet, hvordan kan en redegørelse så, hvis konklusion er, at vi ikke får nok for pengene, hjælpe på at flere bliver selvforsørgende og mindre udgiftstunge? Hvor er hele den del, som handler om, at vi er mennesker og har brug for at blive mødt, hvor vi er, og støttet, til vi kan stå eller gå selv? Hvordan kan socialpolitik springe så let hen over, at menneskers værdi ikke kun kan gøres op i arbejdsevne eller penge?

Hos Kirkens Korshær sætter vi en ære i at gøre livet bare en anelse mere tåleligt for mennesker, som ikke er i nærheden af arbejdsmarkedet, men som alligevel har uendelig værdi, blot fordi de er til.

Socialministeren ønsker os god arbejdslyst i forordet til socialpolitisk redegørelse. Vi siger i lige måde med et ønske om, at socialpolitik ikke kun skal være beskæftigelsespolitik, men også indeholde en lidt bredere horisont og ikke mindst hjerte og blik for menneskelig værdi.