Plads til alle

Af chef for Kirkens Korshær, Helle Christiansen

I denne udgave af Korshærsbladet kan man blandt andet læse om de vanskeligheder, døgnvarmestuen i Nørre Allé i Aarhus har haft i forbindelse med, at åbningstiden blev udvidet og lokalerne ændret. Medarbejderne har været igennem en indkøringsfase, som har budt på så store udfordringer, at arbejdstilsynet kom på banen med et påbud.
Historien handler om, hvordan arbejdet med at forbedre arbejdsmiljøet har givet langsigtet forbedring.  Medarbejderne er afgørende for det møde med udsatte mennesker, som er Kirkens Korshærs formål. Bevidst og aktivt arbejde med at forbedre arbejdsmiljøet er derfor også til gavn for brugerne i Kirkens Korshær. Sådan kan vi blive ved med at holde varmestuer og andre tilbud åbne, og de er ofte det eneste holdepunkt i et kaotisk liv.

Hvorfor lader vi ikke bare være?

Man kan ved læsningen af Korshærsbladets artikel undre sig over, at vi ikke bare lader være. Standser arbejdet, når nu det er så besværligt og oven i købet kan udgøre en risiko for medarbejderne, hvis vi ikke hele tiden sørger for at være opmærksom på sikkerhed. Svaret er, at vi bliver ved, fordi det er nødvendigt.
Kirkens Korshærs arbejde blandt udsatte mennesker antager mange former landet over. Undertiden er de brugere, som har Kirkens Korshær som holdepunkt, så medtagne, at deres reaktioner er skadelige, både for dem selv og deres omgivelser.
De mennesker, som opsøger Kirkens Korshær, har mange problemer at slås med. Desværre er hjemløsetallet igen steget. På to år er der kommet ca. 1.000 flere hjemløse i Danmark. Hjemløshed er ofte et symptom for mange og komplekse problemer. Misbrug og psykisk sygdom påvirker menneskers adfærd voldsomt.

Også rum for de mest udsatte

Forleden blev alle vinduerne i Kirkens Korshærs varmestue og natcafé på Nørrebro smadret. Systematisk med et stykke af en flise. Gerningsmanden var en af Natcaféens brugere, som ikke kunne få plads denne nat, fordi alt var optaget. I frustration smadrede han alle vinduerne. Skal vi ophøre med arbejdet af den grund? Nej. Der bliver sat nye vinduer i, og en anden nat får han plads, for mennesker på gaden kan ikke undvære Natcaféens tilbud.  Derfor bliver vi ved. Vi kan ikke bare lade være, for der skal være rum for alle mennesker - også de mest udsatte.

 

Denne kommentar har været bragt i Korshærsbladet juni 2013