Skal moralen være højere hos underklassen end overklassen?

Endnu en gang er der opstået en diskussion om, hvorvidt det egentlig nytter noget at arbejde med social hjælp, og om fattige og underprivilegerede mennesker egentlig fortjener at blive hjulpet. Med forargelse konstateres det, at man kan opleve eksempler på snyd og bedrag blandt modtagere af social hjælp.

Bag ved forargelsen skimter man en romantisk forestilling om den ædle fattige eller rørende taknemmelige socialt udsatte, som ydmygt bukker og forbedrer sig.  Romantik tåler ikke mødet med virkeligheden.

For hvorfor skulle moralen dog være højere i underklassen end i overklassen?

Skatteunddragelse (12 mia. kr.), fusk med firmabiler og bankkollaps er blot nogle af de kendte eksempler på substantiel samfundsundergravende virksomhed i gruppen af privilegerede mennesker.

I gruppen af underprivilegerede mennesker findes også snyd og bedrag. Det oplever vi også i Kirkens Korshær, og vi arbejder ud fra mottoet om, at hvis vi ikke bliver snydt en gang i mellem, har vi ikke gjort vores arbejde godt nok!

Så hvad med, at vi alle kommer ud af romantiske forestillinger og ind i hverdagskampen for at møde det enkelte menneske med lydhørhed over for dets muligheder? Igen og igen og med den risiko, der ligger i, at vi møder mennesker, ikke romanfigurer.

Kynikeren siger, at hvis fem snyder, så snyder alle. Realisten siger, at selvfølgelig snyder nogen, men det skal ikke definere min indstilling i mødet med det næste menneske.