Skyggeliv

Mennesker, som lever på gaden, kan fortælle om den mærkelige ikke-tilstand, hvor andre ikke reagerer på deres tilstedeværelse, ikke ser, hører eller svarer dem, men går forbi, som om de slet ikke eksisterede. Det samme kan meget ensomme mennesker give udtryk for. Når der ingen kontakt er med andre mennesker, må man knibe sig selv i armen eller måske drikke sig fra sans og samling for at mærke, at man muligvis alligevel er i live.

I den menneskelige psyke er der tilsyneladende nogle mekanismer, som øger risikoen for, at vi gør hinanden usynlige. Der ligger i den ældste hjerne måske en afværgemekanisme over for noget potentielt farligt ved ”den anderledes”, som får os til at forsøge at lukke indtrykket ude og haste videre, både  bogstaveligt og i overført forstand. Det anderledes er udfordrende og utrygt.

Det kræver en bevidst aktivering af andre dele af vores menneskeværen, end den der er lagret i  primitivhjernen, at se på et anderledes menneske som andet end som en potentiel trussel. Det kræver af os, at vi sætter en ny bevidsthed ind og opmærksomt lukker øjne og ører op for det menneske, som er anderledes, end vi selv er.

Det kunne være mig
Og så er det andet menneske måske netop ikke så anderledes, end vi selv er. I Korshærsbladet kan man denne gang læse om, hvor kort der er fra et velfungerende, trygt liv og til et liv som det, der betegnes som ”udsat”.

En definition på socialt udsat kan være, at det er et menneske med flere forskellige og sammensatte, komplicerede sociale problemer. Det kan lyde meget fjernt fra et almindeligt, velfungerende liv, men et langvarigt sygdomsforløb, fysisk eller psykisk, eller en social begivenhed kan være tilstrækkeligt til at sætte gang i en proces, der fører til social udsathed.

I den andens sted
Bevidstheden om, at social udsathed kan ramme alle, og altså også os selv og dem, vi kender, kan hjælpe til  at åbne øjne og ører og sætte sig i det andet menneskes sted. Det gælder både i mødet menneske til menneske, og det gælder også, når vi som samfund skal træffe beslutninger om fordeling af hjælp og støtte til mennesker med behov.

Med en forhøjet bevidsthed om, at udsathed kan ramme os alle, kan vi forhindre automatreaktionen, hvor vi hurtigt lukker ned for sanseapparatet i angst og afstandtagen og med brug af besværgende formler som, ”de har nok selv valgt det,” og ”nu må han tage sig sammen!”

Lad os bevidst prøve det mere eftertænksomme: ”Det kunne være mig eller en, jeg kender”. Så kan flere af os måske træde ud af et skyggeliv og blive sanset som de mennesker, vi er.