Vores frivillige: Alice

Fællesskab og købmandskab
Tekst og foto: Lisette Leth-Andersen

Som nytilflyttet københavner i Middelfart efter pensionsalderen kan det være sin sag at skaffe sig nye bekendtskaber. For Alice Mortensen blev hendes frivillige engagement i den lokale Kirkens Korshær Genbrug en døråbner i den henseende.

Da Kirkens Korshær stod for at åbne en helt ny butik i Middelfart, øjnede den tidligere blomsterhandler muligheden for at bruge sine kreative evner og få nye bekendtskaber, samtidig med at hun kunne være med til at skaffe penge til Kirkens Korshærs sociale arbejde.

- Jeg kan godt lide købmandskabet i det. Hvis vi kan lave noget godt og få penge i kassen, fortæller Alice om, hvorfor hun er blevet ved.

Hun er nu daglig leder af butikken, som har åbent fire timer dagligt i eftermiddagstimerne. De er 25 frivillige i alt og det sociale samvær betyder en del. Derfor mødes dagens frivillige altid en halv time før arbejdstid, så der er tid til at drikke en kop kaffe sammen.

Som tidligere selvstændig går Alice meget op i, at butikken ser præsentabel ud. Selv om det kan være svært, når ”vi ikke selv bestiller varerne hjem”, som hun siger med et smil. Men tingene bliver sat pænt op, og så sørger hun for at pynte vinduet, så det ser indbydende ud. Uden dog at butikken skal være noget andet, end den er.

- Jeg tror godt, folk kan lide, at man kan se, at det er en genbrugsbutik.

Butikken er god til få de lokale til at donere ting og møbler. Måske skyldes det, at de trykker deres informationsfolder i lilla, ruller den pænt sammen og binder en grov bast-snor omkring, inden den kommer ud i de lokale postkasser.

- Så tror folk nemlig, at det er en invitation, der ligger i postkassen, og så bliver den læst!