Varmestuens boble skinner i alle regnbuens farver
Da Corona kom, skulle vi pludselig til at forholde os til hvem, der skulle være plads til i vores egen sociale boble. Men, hvad med de bobleløsse, spørger korshærspræst i Viborg, Kirsten Greve.
For ikke så længe siden var ekkokamre noget, der kun fandtes i den digitale verden.
Som man spurgte, fik man svar, og havde man bare en enkelt gang googlet noget om indlægssåler til fodtøj, ja så blev man snart, hurtigt og vedvarende mindet om sin lille skavank. Man var havnet i et ekkokammer, og alting syntes pludselig at handle om indlægssåler.
Det var træls allerede dengang, det kun var i den digitale verden, man havnede i ekkokamre. Men nu – under corona-restriktionerne, hvor det har bredt sig ud i den virkelige verden – er det både menneskeligt forarmende, skadeligt for fællesskabet og fører til, at ensomheden breder sig.
Vi udvælger omhyggeligt dem, der skal høre med i vores sociale boble. Højst fem… der er mange, der ikke bliver plads til.
Og vi danner vores eget lille ekkokammer, af dem vi kan lide, dem, vi er enige med; dem, vi har noget til fælles med. Det bidrager til udstødelse, og det koster på tolerance og indlevelse. Livet bliver småt og forudsigeligt i hver vores ekko-genererende sociale boble.
Hvad med de bobleløse?
Dem kender vi mange af i varmestuerne rundt omkring. De bobleløse. Dem, der ikke tilhører nogens udvalgte inderkreds. Og derfor er ensomheden også blevet coronatidens mest trofaste følgesvend for mange af vores gæster.
Vi vidste det godt i forvejen – nu ved vi det endnu bedre – at varmestuerne med fællesskab, samvær og rigtige, levende mennesker at tale med – er livsnerven for mange af vores medmennesker.
Identitet er ikke bare det, vi er i os selv, det er også det, vi giver til hinanden. Når vi tager imod mennesker, så fortæller vi dem, hvem de er.
”Du er den, der er velkommen. Du er den, hvis navn, jeg kender. Du er den, hvis udfordringer jeg husker. Du er den, hvis vittigheder jeg griner ad. Du er den, hvis dumheder, jeg tilgiver. Og hvis dumhed, jeg bærer over med. Du er værd at lukke dørene op for. Her må du komme; her må du være med det, der er dig og dit.”
Varmestuerne er langt fra at være ekkokamre, her brydes holdninger af alle slags; og den sociale boble, som sådan et varmestuefællesskab er, er en sæbeboble, der skinner i alle regnbuens farver.
Vor Herre selv insisterer på et broget og mangfoldigt fællesskab. Det er vel derfor, det er så vigtigt for ham at få får nr. 100 med i flokken. Det får, der gik sine egne veje og faldt udenfor normerne. De 99 kunne såmænd have hygget sig nok så godt foruden den sidste skæve, men Vor Herre er ikke meget for ekkokamre og sociale bobler, hvor vi kan levede trygt uforstyrret af det og de anderledes.
Hans mål er at samle mennesker af alle slags i et åbent broget fællesskab, skørt, skævt, skønt og inkluderende. Så Han gik ud for at lede efter nr. 100, og Han blev ved, lige til Han fandt, hvad Han søgte.
Jeg er ikke utilbøjelig til at tro, Han fandt det i en varmestue.
Indlægget blev oprindeligt bragt i Korshærsblad #2 2021. Du kan læse mere om, hvordan du kan modtage Korshærsbladet her.