Korshærssamråd

Kirkens Korshærs regionale arbejde bliver understøttet og udviklet i samarbejde med korshærssamrådene. Her er alt du skal vide om korshærssamrådene og deres arbejde.

Korshærssamrådene mødes to til tre gange om året

Kirkens Korshærs sociale arbejde er delt op i fem regioner: Storkøbenhavn/Bornholm, Nord-, Midt- og Vestjylland, Østjylland, Sønderjylland og Fyn samt Sjælland og Øerne.

I hver region nedsættes et korshærssamråd, der består til dels af medlemmer af Foreningen Kirkens Korshær, repræsentanter for det frivillige arbejde, korshærsnetværkene og korshærsrådene, og dels af lønnede medarbejdere. Sammen arbejder de med at understøtte, udvikle og udbrede kendskabet til Kirkens Korshærs regionale arbejde.

Det er også korshærssamrådene, der står for at planlægge og holde regionsårsmøderne, hvor alle frivillige og medlemmer kan få indflydelse og mere viden om Kirkens Korshærs arbejde for socialt udsatte i Danmark.

Som medlem af et af korshærssamrådene har man mulighed for at stille op til Kirkens Korshærs hovedbestyrelse.

Sådan fungerer korshærssamrådene

Der er stor frihed til, at det enkelte korshærssamråd bestemmer og tilrettelægger deres arbejde - så det passer til sammensætningen af rådet og arbejdet i regionen.

Men grundlæggende er korshærssamrådene ens i deres opbygning, arbejdsopgaver og sammensætning.

Formand og næstformand

Regionschefen er formand for korshærssamrådet.

Næstformanden vælges blandt de medlemmer af korshærssamrådet, der ikke er lønnede medarbejdere i Kirkens Korshærs.

Medlemmer

Korshærssamrådene består af optil 6 repræsentanter fra korshærsnetværkene, 2 medlemmer af Foreningen Kirkens Korshær og 1 medlem fra hver af regionens korshærsråd. De bliver alle valgt ind på regionsårsmødet. Som udgangspunkt bliver hvert medlem valgt for en periode på fire år.

For at blive valgt ind i et korshærssamråd skal man være medlem af Foreningen Kirkens Korshærs og den danske folkekirke.

Derudover vil der i hvert korshærssamråd sidde regionschefen, en repræsentant for korshærspræsterne, en genbrugsleder og en landssekretærer. Regionschefen udpeger også en leder fra et socialt arbejdssted og en medarbejder fra det sociale arbejde, som sidder med i korshærssamrådet.

Alle medlemmer af korshærssamrådet er ligeværdige og har stemmeret.

Eneste undtagelse er i valget af en repræsentant til hovedbestyrelsen, hvor kun ikke lønnede medlemmer af korshærssamrådet kan stille op og stemme.

Arbejdsopgaver

Korshærssamrådene varetager en lang række opgaver og ansvarsområder i regionen, hvor de danner samlingspunkt for Kirkens Korshærs regionale arbejde. Det betyder, at de blandt andet skal være med til:

- At danne overblik over Kirkens Korshærs arbejde i regionen og inspirere til nye aktiviteter.

- Være bindeled mellem de lokale arbejdssteder, korhærsnetværk, korhærsråd og det landsdækkende arbejde.

- Planlægge, indkalde til og afholde regionsårsmøderne.

- Vælge en repræsentant blandt de frivillige til at sidde i Kirkens Korshærs hovedbestyrelse.

Møder

Korshærssamrådene mødes som minimum to gange om året. Det anbefales dog, at man holder tre møder. Møderne vil som udgangspunkt blive holdt på en hverdag i tidsrummet mellem 16-21 og vil blive tilrettelagt så alle frivillige har mulighed for at deltage.

Udvalg

Der er mange opgaver som et korshærssamråd kan og bør varetage. Derfor kan hvert korshærssamråd vælge at nedsætte udvalg til at hjælpe med de forskellige arbejdsopgaver. Hvilke, der er i den enkelte region, er afhængigt af de lokale behov, ønsker og ressourcer.

Det kan eksempelvis være:

Forretningsudvalg – Et forretningsudvalg drøfter og forbereder emner til korshærssamrådets møder og derfor vil formanden altid være medlem. Ofte vil man vælge at give dem bemyndigelse til at løse særlige opgaver og træffe beslutninger i forbindelse med opgaver af hastende karakter.

Oplysningsudvalg – En stor del af korshærssamrådenes opgave er at være med til at udbrede kendskabet og skabe bedre lokal forankring for Kirkens Korshærs arbejde. Et oplysningsudvalg kan have til opgave at arbejde med at skabe kontakt til uddannelsesinstitutioner, foreninger og lignende i regionen.

Folkekirkeudvalg – Kirkens Korshær er en folkekirkelig bevægelse og vægter samarbejdet med den danske folkekirke højt. Et folkekirkeudvalg kan være med til at sikre et bedre og stærkere samarbejde med Folkekirken i regionen.

Regionsårsmødeudvalg ­ - Det er korshærssamrådene, som arrangerer regionsårsmøderne, hvor alle frivillige og medlemmer af Foreningen Kirkens Korshær har mulighed for at få indflydelse på og lære mere om Kirkens Korshærs regionale arbejde. Derfor kan et korshærssamråd vælge at nedsætte et udvalg til at stå for planlægningen.

Erhvervsudvalg – En del af Kirkens Korshærs ønske om at få en bedre lokalforankring er at blive bedre til at samarbejde med det lokale erhvervsliv. Til det kan et korshærssamråd vælge at lave et udvalg som står for kontakt og arbejdet med erhvervslivet i regionen.

Vil du vide mere?

Landssekretærerne sidder klar til at svare på spørgsmål, hvis du gerne vil blive klogere på korshærssamrådene og deres arbejde.

Landssekretær, Syd

Landssekretær

Landssekretær i region Nord-, Midt-og Vestjylland og region Østjylland

Landssekretær, region Nord-, Midt- og Vestjylland samt region Østjylland