Cecilie og hendes søn har 1000 kroner at leve for
Får at få økonomien til at hænge sammen, springer Cecilie måltider over og undlader at tage sin medicin. Men det, der gør mest ondt, er de konsekvenser, som fattigdommen har for hendes søn
Tekst: Kjartan Sveistrup Andsbjerg - Foto: Modelfoto
Cecilie er vokset op under trange kår. Alligevel har hun altid klaret sig selv, og lagt stort vægt på at give til dem, der havde mindre end hende selv. Derfor har hun heller aldrig troet, at det var hende, der en dag skulle ende i en situation, hvor hun havde brug for andres hjælp til det mest basale.
Alligevel var det det, der skete, da hun blev syg og mistede sit job. Cecilie er fysisk slidt ned og på kontanthjælp. Hver eneste dag oplever hun på egen krop fattigdommens tunge byrde.
- Pengene er meget små. Når de første regninger og medicin er betalt, så er der 1000 kr. tilbage til at leve for. Og det skal dække mad, tøj, busbilletter og uforudsete udgifter, siger hun.
For Cecilie er en af de mest håndgribelige konsekvenser af fattigdommen manglen på mad. Hun fortæller:
- Jeg skipper mange måltider. Jeg har altid været en halvstor dame. Men de sidste par år på kontanthjælp har jeg tabt 25-30 kilo. Min søn er i aflastning halvdelen af tiden. Og det er en af de få grunde til, at det kan løbe rundt. Når han så ikke er i aflastning, så spiser jeg enten hos Kirkens Korshær, eller også spiser jeg ikke, for så sparer jeg penge, forklarer hun.
For få penge, for små sko
Selvom hun ofte må gå sulten i seng, er det, der gør allermest ondt på Cecilie, at hendes fattigdom går ud over hendes søn. Han er helt holdt op med at bede om nye ting, fordi han godt ved, der ikke er råd.
- For nyligt skulle min søn for første gang ud på mountainbike sammen med sin klasse. Da han kommer hjem, var alle hans tæer bare én stor vabel af sår, fordi skoene var for små. Men han har ikke sagt det til mig, fortæller hun.
- Det kunne ikke falde min søn ind at sige: ‘Ved du hvad mor? Mine sko er for små, må jeg få nogle nye?’. Og det er faktisk næsten det værste. Det er det, der gør mig mest ked af det. Han kunne ikke finde på at bede om noget, forklarer hun.
Det kunne ikke falde min søn ind at sige: ‘Ved du hvad mor? Mine sko er for små, må jeg få nogle nye?’. Og det er faktisk næsten det værste.
Det er ikke kun på tæerne, at sønnen kan mærke familiens fattigdom. Den kommer også til udtryk socialt, fortæller hun.
- For ikke så længe siden spurgte jeg min søn, om han ikke ville have nogen af sine klassekammerater med hjem. Og han blev ved med at sige, ’nej, det behøver jeg ikke’. Og så kom det jo så frem, at det var fordi, han var nervøs for, at jeg skulle bruge penge på mad til dem.
Forsøger at skjule fattigdommen
Familiens stramme økonomi betyder, at Cecilie lever med en konstant frygt for, hvordan andre skal se dem. Derfor forsøger hun at skjule sin fattigdom.
- Jeg ved godt selv, hvor bange man er som mor. Når man ikke kan give sine børn det, man gerne vil give dem. Når man ikke kan give dem al den mad, man gerne vil. Når man skal springe måltider over. Jeg ved godt, hvor bange man er for, at kommunen pludselig står og banker på døren. Så man siger ikke, man er fattig. Man skjuler det.
Selvom livet på kontanthjælp er hårdt, gør Cecilie, hvad hun kan for at skabe så god en tilværelse som muligt for hende selv og sønnen.
- Jeg prøver på alle mulige måder at gøre, hvad alle de kloge siger. Skærer ned på min medicin. Prøver at være økonomisk med alting. Og det er jo dér, Kirkens Korshær er et fantastisk sted. Vi kan hente grøntsager en gang om ugen. Og vi kan komme ned og spise frokost, når det er helt galt.
*Kirkens Korshær er et fristed for de mennesker, som kommer der. Derfor er historien om Cecilie og hendes søn også anonymiseret. Organisationen er bekendt med hendes rigtige identitet.
Denne artikel blev oprindeligt bragt i Korshærsbladet #1 2024. Du kan læse mere om bladet, og hvordan du modtager det her.