Jan har ikke altid fem kroner til morgenmad
Jan har levet et barsk liv, som har været præget af hjemløshed, afhængighed og fattigdom. I dag er fattigdommen blevet en vanesag, men det går ham på, at han ofte ikke har penge til at give fem kroner for morgenmad i varmestuen
Tekst: Kjartan Sveistrup Andsbjerg - Foto: Louise Dybbro
Jans venlige øjne og bløde stemme står i stærk kontrast til det barske liv, han har levet. Han er i 40’erne og har i mange af dem levet i fattigdom og hjemløshed.
Første gang han blev hjemløs, skyldtes det, ifølge ham selv, dårlige valg. Anden gang kunne måske være undgået, hvis han havde fået anvist en billigere bolig, konstaterer han tørt, en formiddag, hvor han sidder i en af Kirkens Korshærs varmestuer.
- Jeg flyttede til København for en del år siden, hvor jeg fik en kommunalt anvist bolig. Jeg havde 8.000 kroner udbetalt, og de installerede mig i en lejlighed, der kostede 6.000 kroner. Jeg havde et banklån på 1.100 kroner. Jeg skulle leve for resten.
De fleste mennesker vil nok have svært ved at leve for et rådighedsbeløb på under 1.000 kroner om måneden. Det gjaldt også Jan.
- Jeg var nødt til at gå på gaden for at finde flasker. Bare for at tjene, så jeg lige havde til mad og sådan noget. Og for 8-900 kroner om måneden, så bliver det svært bare at få til shampoo og tandpasta. Mad og kaffe. Der var ikke råd til fornøjelser. Der var ikke råd til at købe en sodavand. Så der blev jeg hjemløs for anden gang i mit liv, forklarer han.
Fattigdommen og den usikre situation gjorde ondt på Jan. En smerte som førte ham ud i en afhængighed af stoffer, fortæller han.
- Jeg har forsøgt at glemme min fattigdom og hjemløshed. Så jeg har taget nogle ting i mit liv, der har gjort, at jeg glemte alt om det. Jeg var nødt til det. Ellers skulle jeg sidde og banke mig oven i hovedet over, at jeg ikke havde råd til det og det og det.
Fem kroners frihed
I dag er Jan ikke hjemløs længere. Han har fået et fast sted at bo og er blevet tilkendt førtidspension. Men pengene er stadig små.
- Når jeg har betalt mine regninger og fyldt køleskabet op, så er der bare ikke flere penge tilbage. Så er der ikke mere at gøre godt med, siger han.
Når jeg har betalt mine regninger og fyldt køleskabet op, så er der bare ikke flere penge tilbage. Så er der ikke mere at gøre godt med.
Jan spørger, om det er okay, han spiser, mens han fortæller. Med stor appetit sætter han tænderne i det rundstykke med ost, som står foran ham. Muligheden for at få et billigt måltid mad er en af grundene til, at han kommer her i varmestuen. Men selv den beskedne egenbetaling på maden kan være svær at få råd til. Og det er noget, der går ham på.
- Noget så simpelt som en morgenmad her, der koster fem kroner. Det er der mange, der ikke har råd til. Så de må få det skrevet, og så betale det løbende, som der er råd til. Det er sådan noget, jeg gerne vil være fri for. Det er den frihed, jeg savner. Det er, at jeg bare kommer herhen og betale fem, 10, 20 kroner. Men det har jeg ikke, fortæller han.
Jan har levet i fattigdom i store dele af sit liv og har ingen umiddelbar udsigt til at forbedre sin økonomiske situation. Han har vænnet sig til at leve under små kår. At han aldrig kommer til at have mange af de ting, andre betragter som selvfølgeligheder.
- I dag er det blevet en vanesag. Jeg har bare ikke det, alle andre har. Eget hus og bil og alt sådan noget. Det har jeg ikke råd til, forklarer Jan.
Jan har set rigeligt til samfundets skyggesider. Derfor giver han heller ikke meget for overskrifterne om, at Danmark skulle være et af verdens lykkeligste lande.
- Vi siger, at vi er verdens lykkeligste folk. Men når man så kommer ind og lever i det, så opdager man “ej, så lykkelige er vi heller ikke”.
Kirkens Korshær er et fristed for de mennesker, som opsøger vores tilbud. Derfor er historien om Jan også anonymiseret. Organisationen er bekendt med hans rigtige identitet.
Denne artikel blev oprindeligt bragt i Korshærsbladet #1 2024. Du kan læse mere om bladet, og hvordan du modtager det her.