Nyhed

Alt for mange LGBT+ personer bliver hjemløse

Den årlige ’pride uge’ er en fejring af mangfoldigheden, men også om den fortsatte kamp for alle menneskers ret til at være sig selv. Det budskab bakker Kirkens Korshærs op om, for alle mennesker, uanset seksualitet, køn, status og andre forskelligheder har umistelig værdi.

Kirkens Korshær tror på, at alle mennesker har umistelig værdi. Derfor bakker Kirkens Korshær op om Pride.

Denne uge har regnbueflagene vejet rundt omkring i Danmark, som en markering af den årlige Pride-uge. En uge, der er en hyldest til mangfoldigheden. Af retten til at være, den man er, og til at elske den, man elsker. Men også en markering af den fortsatte kamp for at sikre de rettigheder.

Som medlemmer af den fælles Europæiske hjemløseorganisation FEANTSA er Kirkens Korshær med til at arbejde for at sikre bedre forhold for LGBT+. Diskrimination og vold mod af LGBT+ mennesker er stadig stor. Og hvert eneste år bliver tusindvis af mennesker over hele verden, også i Danmark, hjemløse på grund af deres seksualitet eller kønsidentitet.

- I Kirkens Korshær ønsker vi at møde mennesker dér, hvor de er, og som dem, de er, uanset seksualitet, status, religion eller andre forskelligheder. Priden er i sin kerne et ønske om, at mennesker giver sig til kende i ærlighed og åbenhed over for hinanden. Det formål bakker vi op, siger chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen. 

LGBT+ er overrepræsenterede i tallene

FEANTSA har undersøgt omfanget af hjemløshed blandt medlemmer af LGBT+. De vurderer, at gruppen er kraftigt overrepræsenteret blandt hjemløse, ikke mindst blandt unge under 25 år. For mens unge, der identificerer sig som værende del af LGBT+, kun udgør omkring 7 procent af den europæiske befolkning, udgør de mellem 20-40 procent af de unge hjemløse. 

Tallene er et skøn. For det er svært at sige, hvor mange, der hvert år bliver hjemløse, som direkte eller indirekte følge af deres seksualitet eller kønsidentitet. Og selvom der er blevet større opmærksomhed omkring gruppen, så er der et stort mørketal, fortæller leder og chefkonsulent i Kirkens Korshær, Heinz Wolf, som sidder med som repræsentant i både Rådet for Socialt Udsatte og FEANTSA.

- Jeg tror, de er hos os og i vores tilbud i større grad, end vi aner. Det er stadigvæk fyldt med megen tabu og skam. Også blandt alle de socialt udsatte mennesker som bruger vores tilbud, siger han.

LGBT+

LGBT+ er en betegnelse, som omfatter mange forskellige seksuelle orienteringer og kønsidentiteter. Selve ordet er en forkortelse for:

L – Lesbiske

G – Gay eller homoseksuelle mænd

B – Biseksuelle

T – Transpersoner, hvis biologiske køn ikke stemmer overens med deres kønsidentitet

+ - Repræsenterer den mangfoldige gruppe af mennesker, som ikke er heteroseksuelle og/eller ciskønnede.

Når ingen kasse passer

På Kirkens Korshærs Herberg på Hillerødgade i København oplever afdelingsleder, Patrycja Wyszomirska, at der er behov for at kunne rumme og imødekomme LGBT+ gruppens mangfoldighed og særlige behov. Eksempelvis i mødet med mennesker, der ikke identificerer sig med deres CPR-nummer og dagligt bliver mødt af et system, hvor de ikke kan finde en kasse at passe ind i.

- I vores Natcafé og også på vores ungepladser møder vi mennesker, som ikke oplever at de passer ind i de rammer, som er i samfundet i forhold til seksualitet og kønsidentitet, og derfor oplever manglende accept og udstødelse grundet den familiære, kulturelle og etniske baggrund, de kommer fra, fortæller hun.

-  Men her hos os kigger vi ikke på CPR-nummer, og derfor kan man blive indskrevet på vores skærmede kvindeafdeling, hvis det er det, man har brug for.

Den slags tilbud er der behov for flere af. Derfor er Kirkens Korshær i samarbejde med en række andre organisationer i gang med et projekt, der skal ruste medarbejderne til bedre at kunne imødekomme og rumme LGBT+ gruppens særlige behov. Et projekt, som i første omgang skal rulles ud på herbergerne, men på sigt også i Kirkens Korshærs øvrige sociale tilbud.