Relationsplejersken

Tekst: Rasmus Adserballe Foto: Maria Mistarz Benzon  

- Nu kan jeg allerede mærke, at det er blevet meget bedre. 

Ordene kommer fra en hjemløs mand, som i Kirkens Korshærs varmestue i Nykøbing Falster har fået fjernet 25 sting i sin hånd, som nu også har været i sæbevand.   

Det er tirsdag, og netop den dag er den pensionerede sygeplejerske Birgitte Lauritzen på frivilligt arbejde med sin altid ajourførte kuffert fuld af grej til brug i behandlingen af brugere, der er kommet til skade eller har brug for assistance.   

Brugerne ved, hun er der den dag. Og brugere, som fast kommer andre dage, bliver fortalt om Birgitte Lauritzen, der kan tilse dem om tirsdagen. De må altså pænt vente. Og det gør mange. For lysten til at gå til egen læge mangler. Hvis de overhovedet har en altså. Nogle er jo lidt anderledes og føler sig udstillet i venteværelset. I varmestuen bemærkes det ikke, hvis en bruger forlader sin plads for at blive undersøgt, forklarer Birgitte Lauritzen.   

- Vi går gerne med til lægen. Ellers får de det ikke gjort. Og så er det en udfordring, at nogle ikke har et sygesikringsbevis. Det kan derfor være et problem at få en tid til dem. Men så må man slå i bordet, og det er jeg nok bedre til end de andre her, fordi jeg ved, de SKAL se dem, siger hun.   

Nål og tråd  

- Du får ikke en hjemløs fra Falster til at tage til Slagelse for at få fjernet tråde.   

Birgitte Lauritzen vender tilbage til det hjemløse menneske med den dårlige hånd, som havde været endnu værre, var det ikke for konsultationen i varmestuen.   

- Mange giver op på forhånd, hvis ikke vi kan hjælpe dem – for eksempel med at få en tid. Jeg tror også, at mange lægesekretærer afviser dem. De får en dårligere behandling ude i samfundet, end de gør her hos os, vurderer hun, og fortsætter:   

 - Har nogen problemer, vil vi gerne hjælpe dem. Mange mener ikke, de har andre steder at gå hen. Og når først de føler sig trygge ved os, vil de gerne komme her.   

  Birgitte Lauritzen fortæller, at hun via varmestuen har været på kursus i NADA-behandling, som er øreakupunktur anvendt for at berolige bl.a. misbrugere, depressionsramte og angstplagede – mennesker, man ofte støder på i Kirkens Korshær. En af Birgittes Lauritzens klienter har siden fortalt, at vedkommende nu ikke længere er så bange for at være i sin egen lejlighed.  

 - Jeg er utroligt glad for at være frivillig her. Dem, man hjælper, er virkeligt glade for det. Det er dét, du får. En tak fra dem fordi man gør noget for dem. Og jeg har det dejligt med, at jeg har gjort noget.   

 Tillid tager tid  

I varmestuen undersøger hun brystknuder. Taler med brugerne om korrekt brug af penicillin. En skulle endda have lavet tænder. 

   - I mange år havde de manglet. Vedkommende kom fast i varmestuen, og vi fulgte ham til tandlæge til hver eneste behandling, til tænderne var på plads.  

 Men hvordan får hun den nødvendige tillid, der skal til, når nu ”patienten” ikke vil betro sig til egen læge? Hvordan opbygges der en relation, som gør, at et svært liv er lettere at tale med lige Birgitte Lauritzen om?  

  - I starten var jeg her kun hver 14. dag, men det var slet ikke nok, hvis nogen skulle lære mig at kende. Men jeg er her jo. Jeg går med i det almindelige arbejde og spiser med dem. De ved, hvem jeg er, og hvordan jeg er. Jeg sidder her med mit strikketøj. Har nogle en skavank eller spørgsmål til deres medicin, snakker jeg med dem.   

 Kort tid efter Birgitte Lauritzen begyndte som frivillig i varmestuen, spurgte hun til en brugers tydelige helbredsproblemer – og kom ingen vegne. Men efter tre måneders langsom tillidsopbygning opsøger personen hende nu hver gang, der er noget.  

  - ‘Det skal du ikke blande dig i,’ kan sagtens være reaktionen første gang. Men næste gang, jeg er i varmestuen, kan jeg alligevel godt finde på at spørge til, hvordan det går. Det er måden, jeg gør det på.