Sjælesorg på hjul
I næsten 30 år har Peder Thyssen været gade- og korshærspræst i Odense. En gang om ugen cykler han byen rundt på sin ladcykel med omsorg, nærvær og respekt for de mennesker, han møder på sin vej.
Tekst: Kitte Fabricius. Foto Massimo Fiorentino.
Det er først på formiddagen, og Kirkens Korshærs varmestue i Nørregade summer af aktivitet. Med sin letgenkendelige blå frakke bevæger gade- og korshærspræst Peder Thyssen sig hjemmevant rundt i varmestuens smalle køkken. Fylder kaffe på kanden, måler kakaopulver op – så den hverken bliver for tynd eller for stærk – og kigger køkkenskabene igennem i jagten på mere bouillon. Han finder kun en med kyllingesmag, og det smager ikke af noget, siger han. Så i dag bliver det uden bouillon til de til tider tomme maver.
I varmestuens baggård tjekker han med samme effektivitet og rutine den røde ladcykel igennem og fylder på med varme drikke, kopper og kiks. Kort tid efter triller han ud fra gården og spotter med det samme den lille gruppe mennesker, som har forsamlet sig ved en trappe på den anden side af gaden. Egentligt er aftalen, at de skal mødes ved et lille læskur i en nærliggende sidegade, men han trækker på skulderen og ryster let på hovedet.
- Så er det sådan i dag. For jeg har et princip om, at jeg skal være der, hvor folk er, siger han og triller langsomt over vejen.
Korshærspræst på gaden
Peder Thyssen er en af de 21 korshærspræster, som Kirkens Korshær får stillet til rådighed af den danske folkekirke i en del af deres arbejdstid. Præster, som har deres gang på organisationens sociale arbejdssteder, hvor de står til rådighed for brugerne, men som også arbejder meget forskelligt alt efter lokale behov og ønsker.
For Peder Thyssen, der blev gade- og korshærspræst i 1992, har det opsøgende arbejde alle årene været centralt. Han besøger varmestuen en gang om ugen, holder særlige gudstjenester for brugerne og tog før corona på hjemmebesøg. Og uanset vind og vejr cykler han hver tirsdag rundt med lidt at varme sig på, madbilletter til varmestuen, cigaretter og måske vigtigst af alt med et opmærksomt og næstekærligt blik for de mennesker, han møder.
Kirkens Korshærs 21 korshærspræster. De står til rådighed for samfundets mest marginaliserede og udsatte mennesker med problemer som misbrug, psykisk sygdom, ensomhed og hjemløshed.
Korshærspræsterne har deres faste gang i Kirkens Korshærs varmestuer, men der er stor forskel på, hvordan de arbejder. Nogle har en fast rute gennem byen, hvor de møder borgerne med en kop kaffe og en snak om det, de har lyst til at tale om. Andre holder gadegudstjenester, tager på hjemmebesøg, besøger væresteder, arresthuse og meget andet.
Korshærspræsterne har også helt almindelige præsteopgaver som sjælesorg, vielser og begravelser af Kirkens Korshærs brugere.
Plads til alle
Fra trappetrinene bliver der vinket og råbt hilsner, da Peder Thyssen kommer trillende på sin cykel. Det er tydeligt, at de har ventet på Peder Præst, som flere kalder ham. Inden Peder Thyssen åbner ladets låg og deler ud af de medbragte godter, tager han en runde blandt de forsamlede. Før corona havde han givet dem alle hånden, men nu må han nøjes med at se dem venligt i øjnene, når han siger hej.
Snakken er højlydt, og luften summer af godt humør og godmodige drillerier. Peder Thyssen er ikke bleg for at lade en kvik bemærkning falde, og det morer flokken. Men midt i munterheden er han opmærksom på de mennesker, som kommer og går omkring ham.
Da han ser en mand stå lidt alene uden for kredsen, opsøger præsten ham. Reaktionen udebliver først. Men Peder Thyssen venter tålmodigt. Og da ordene lavmælt og hurtigt begynder at flyde, lytter han omhyggeligt efter fortællingen. Imens kommer en af de andre hen og skal til at afbryde, men får høfligt men bestemt besked på at træde et skridt tilbage. Det bliver respekteret, og først da samtalen er forbi, vender Peder Thyssen sig om for at tale med den næste.
- Nogle gange kan de være lidt som teenagere, der kun tænker på sig selv og deres egne umiddelbare behov. Men de respekterer, når jeg beder dem lige vente eller ikke at afbryde. For de ved, at jeg nok skal nå at tale med alle, siger han bagefter.
En bøn på et gadehjørne
Mens formiddagen skrider frem, kommer nye til og andre går igen. Nogle bliver hængende, andre forsvinder så snart, de har fået en madbillet og en cigaret i hånden. Men alle bliver mødt og budt velkommen af præsten, ligesom de får en hilsen med på vejen, når de forsvinder ud i byen.
- Du holder lige øje ikk’?, siger Peder Thyssen efter et stykke tid til en af mændene på trappen.
Og allerede inden han har fået svar, går han med faste skridt det korte stykke vej fra Nørregade og hen til banegården. Følger en fast rute op ad rulletrapperne, gennem gangene og ud ad de elektroniske døre. Efter næsten tre årtier kender han alle de faste opholdssteder. Og selvom banegården ikke længere er så velbesøgt, vil han sikre sig, at ingen venter forgæves eller bliver overset. På tilbagevejen møder han en kvinde, som står på et gadehjørne.
- Kan vi ikke lige tale sammen? spørger hun stille.
Peder Thyssen stopper op. Alvorligt lytter han til hende, nikker og svarer. Rundt omkring dem er der vejarbejde, trafik og forbipasserende, som klemmer sig forbi på fortovet. Men ingen af de to lader til at bemærke det. Da han igen går videre, fortæller han, at hun havde bedt ham om at bede en bøn med sig.
Det samme behov
Troen, kristendommen, Gud. Det er ikke de ting, som Peder Thyssen taler mest om på sine tirsdagsture, og sådan skal det også være. For når han går på gaden som præst, så er det ikke for at missionere eller forkynde. Det er sjælesorg og en udlevelse af den kristne diakoni – omsorgen og næstekærligheden. Det har alle mennesker brug for, mener han.
- Uanset, om det er i mødet med en fra min menighed i domkirken eller stofbrugeren på gaden, har alle grundlæggende det samme behov for at blive set og anerkendt som mennesker. For at vide, at Gud er med dem, siger Peder Thyssen.
Mange af de mennesker, som han møder på sin tur, er vant til, at andre går udenom og kigger skævt til dem. De er vant til at føle sig som uønskede elementer i gadebilledet. Og derfor betyder det meget, når Peder Thyssen vælger at være ved deres side.
- Fra starten oplevede jeg, at mange blev rørt over, at jeg kommer og er blandt dem. For som præst er jeg Guds repræsentant, og det viser dem, at Gud også vil dem som mennesker.
Altid opmærksom og lyttende
Tilbage ved ladcyklen spotter han et nyt ansigt i flokken og lyser op i et stort smil.
- Hvor er det godt at se dig – det er længe siden, udbryder han med varme i stemmen.
Som to gamle venner falder de i snak. Den nyankomne fortæller, at han de sidste mange måneder har siddet i fængsel. Åbent og interesseret spørger Peder Thyssen ind til det. Får at vide, at det faktisk har været en god ting. For det har været en chance for at blive clean. Peder Thyssen nikker og kigger ham op og ned.
- Det er jeg glad for at høre. Du ser også virkelig godt ud, stråler jo nærmest, lyder hans svar.
Den lille udveksling er et eksempel på den måde, som Peder Thyssen hele tiden er opmærksom, lyttende og anerkendende i mødet. Den måde, han husker de flestes navne, det, de fortalte sidst, og den historie, hver enkelt bærer med sig.
Bare at være der
Op ad formiddagen begynder det at tynde lidt ud i forsamlingen. Peder Thyssen slår sig ned ved siden af en kvinde, som sidder lidt og hænger. Han ved, at hun for nylig har fået en lejlighed af kommunen. Og at hun i lang tid har været helt høj af forventning og håb til alt det, hendes liv nu skulle blive. Men da han spørger til det, er forventningen blevet til skuffelse. Han lader hende fortælle og lette sit hjerte. Bliver siddende så længe, hun har brug for det.
- Jeg har måttet lære at acceptere, at jeg ikke kan ændre på dem eller deres liv. Det eneste, jeg kan gøre, er at være der for dem, siger han.
At være korshærspræst er at være der, hvor ingen andre er. Der, hvor mennesker slår sig på livet og snubler på vejen. Men det er også håb og drømme. Gode øjeblikke. Det er ikke altid let, men for Peder Thyssen er der ingen tvivl: Det er det hele værd.
- Som sognepræst møder jeg menigheden til gudstjenester eller i forbindelse med de store livsbegivenheder som dåb, bryllup og begravelser. Men når jeg går ud på gaden, mærker jeg et andet behov for det, jeg kan tilbyde som præst, siger han.
- Der er det aldrig lige meget, om jeg kommer eller ej! Som en sagde tidligere, så havde det at have en at tale med, været et lyspunkt i hele hans uge.
Denne artikel blev oprindeligt bragt i Korshærsbladet #2 2021. Du kan læse mere om, hvordan du kan modtage bladet her.