Nyhed

Væk fra hverdagen

Hver sommer arrangerer mange af Kirkens Korshærs sociale arbejdssteder udflugter, aktiviteter og sommerlejre for brugerne. De gode oplevelser giver et afbræk fra hverdagen og gode minder med hjem i bagagen.

Kirkens korshær tager hvert år hjemløse og socialt udsatte mennesker med på sommerlejr, som her ved Avnø Fjord på sydsjælland
Dagene får hurtigt ben at gå på, når Drejervej tager på sin årlige tur til Kirkens Korshærs feriekoloni Skaveruplejren på Sydsjællan. Men der er også tid til et stille øjeblik ved vandet.

I naturskønne omgivelser og tæt på Avnø Fjord ligger et gult hus ugeneret på en stor naturgrund. Skaveruplejren, som steder hedder, har siden 1989 være i Kirkens Korshærs eje. Hver eneste sommer danner det gule hus rammerne om gode minder og oplevelser for socialt udsatte og sårbare mennesker, når medarbejdere og brugere fra Kirkens Korshærs sociale arbejdssteder sammen tager på sommerlejr.

Et af de steder, som benytter sig af muligheden for at udskifte stenbroen med fuglekvidder, er Kirkens Korshærs sociale arbejde på Drejervej. I slutningen af august fylder de af to omgange minibusser og tager afsted på en uges sommerlejr. Først mede deres kvindegruppe for kvinder med anden etnisk herkomst, og senere med brugerne fra varmestuen Hotel Jens.

Mens det er første gang i mange år, at kvindegruppen skal afsted, er det en fast tradition, at tage på lejr med varmestuebrugerne. Og for leder på Drejervej, Hanne Okwera, er der ingen tvivl om, at det betyder rigtigt meget for brugerne.

- De fortæller os, at det er rart at komme væk fra både de gode og dårlige vaner i byen. At det er et afbræk fra en hverdag, hvor de er meget alene, siger Hanne Okwera.

En pause fra de dårlige vaner

Sommerlejren skal være en god oplevelse, og der skal være plads til alle. Derfor bruger medarbejderne tid på at finde frem til, hvem der skal med på turen. For det handler både om, hvem der har gavn af det og kan passe ind. Derfor bruger de også tid på at give nye deltagere en grundig indførsel i, hvad der skal foregå og forventes af dem.

- Vi forklarer dem, at der er nogle klare forventninger til dem. Vi vil eksempelvis ikke have, at de sover hele dagen, kun opholder sig på værelset eller helst bare vil være for sig selv. For hele idéen med turen er, at vi i fællesskab skal have nogle gode oplevelser, fortæller lederen.

Blandt andet derfor er der ligesom på matriklen i Nordvest nultolerancer overfor alkohol og andre rusmidler, når brugere og personale sammen tager afsted. Det stiller krav til deltagerne, som skal være i stand til enten selv at kunne administrere deres metadon eller afholde sig fra rusmidler.  En udfordring som brugerne tager på sig.  

- Vi har nogle brugere, som langsomt begynder at trappe ned i ugerne op til, at vi skal afsted. For de vil gerne sikre sig, at de kan holde til at komme med. Det er et tydeligt billede på, hvor vigtigt det er for dem, at kunne være med og deltage.

- Det er fantastisk at se, hvordan det bliver en gulerod for nogen af dem, som gør – at de i hvert fald for en stund, ændrer på nogle af de dårlige vaner, fortæller Hanne Okwera.

Gode oplevelser og historie

På sommerlejren går dagene sin faste gang. Der er morgenmad, morgengymnastik, udflugter og tid til at nyde naturen. Sammen tager de tager på stranden, ud at fiske, på restaurant. Ting, som for de fleste mennesker er en selvfølge i sommeren, men som betyder uendeligt meget, når overskuddet og økonomien i hverdagen kan være forsvindende lille.

- Sidste år legede vi ’Magretheskål’ (en form for gæt og grimasser, red.) og andre selskabslege om aftenen. Det var for nogle af brugerne ret grænseoverskridende. Men efterfølgende har det været noget, som vi har talt rigtigt meget om, fordi det var en rigtig sjov og god oplevelse, fortæller Hanne Okwera og understreger vigtigheden af netop det.

- Når vi tager afsted sammen, bliver de en del af et fællesskab, hvor vi er sammen om noget. Det er der mange af dem, som mangler i hverdagen. Samtidigt giver det dem nogen gode oplevelser og noget, som de kan tale og fortælle om, når vi kommer hjem.

Kirkens Korshærs feriekolonier

Kirkens Korshær ejer og driver tre feriekolonier: Skaveruplejren på Sydsjælland, Helligsølejren ved Thy og Harndrup på Fyn.

Her kan Kirkens Korshærs sociale arbejdssteder booke sig ind, når de sammen med brugerne ønsker at tage på udflugter og lejre.

Når kolonierne ikke er i brug, bliver de lejet ud.