Kirkens Korshær bygger på værdierne omsorg, nærvær og respekt

Vores tilgang til arbejdet

Siden 1912 har Kirkens Korshær arbejdet for, at mennesker i sårbare og udsatte livssituationer kan opnå bedre trivsel, livskvalitet og mening med livet

Kirkens Korshær er en folkekirkelig organisation, og vores arbejde hviler på et kristent menneskesyn. Vi tror på, at ethvert menneske er unikt og uendeligt værdifuldt.

Vores målgruppe er mennesker i udsatte og sårbare livssituationer. Mennesker, som lever med ofte svære sociale, psykiske og økonomiske problemer. Afhængighed, fattigdom, ensomhed. Målgruppen er foranderlig og ændrer sig efter strømninger i samfundet. Derfor forandrer vores arbejde sig også, så vi kan hjælpe der, hvor nøden er størst.

I Kirkens Korshær møder vi mennesker i øjenhøjde, også når de ligger ned, og vi møder dem uden krav om forandring. Fordi vi tror på at ethvert menneske er enestående og har umistelig værdi. Og fordi vi nægter at acceptere, at menneskers værdi nedskrives til deres evne til at klare sig selv.

Et fagligt og værdibaseret fundament

Med udgangspunkt i vores værdier tager vi afsæt i en række faglige metoder, som samlet set ser mennesket som ’ekspert i eget liv’. Det kommer til udtryk gennem en anerkendende tilgang til de mennesker, vi møder i vores arbejde, og vores mulighed for at hjælpe er altid relationsarbejdet.

Vi er hensigtsmæssigt og autentisk til stede i relationen og er nysgerrige på det menneske, som vi står overfor. Relationsarbejdet starter ved første møde og bliver ved så længe, at det enkelte menneske ønsker at have kontakt til os.

Vi ser mennesket uden at være dømmende overfor de omstændigheder, det bærer med sig. Enhver situation kan vise sig forskellig, og med relationsarbejdet som fundament er vi nysgerrige på at se og afklare den enkeltes behov. Derigennem får vi mulighed for at hjælpe.

Være-, gøre- og handletilgangen beskriver Kirkens Korshær tilgang til arbejdet med mennesker i socialt udsatte og sårbare livssituationer

Være-, gøre- og handletilgangen

Vores værdier og relationsarbejdet er altid til stede i alt hvad vi gør. Med relationsarbejdet mærker og afkoder vi, hvor mennesket vi møder er henne lige nu, og hvordan vi hjælper bedst i den givne situation og kontekst. Hvilken vej skal vi gå? Hvilken tilgang og indsats er den mest relevante lige her?

Kirkens Korshær arbejdet med det, vi kalder være-, gøre- og handletilgangen. Tilgangene hjælper os med i praksis at omsætte og leve op til vores løfte om altid at møde det enkelte menneske der, hvor det er. For vi ved, at der ikke findes nogen ”one size fits all”. Mennesker er unikke og har forskellige behov og forskellige problemstillinger. Derfor skal vi kunne veksle mellem forskellige tilgange, så vi kan møde det enkelte menneske på den måde som passer i øjeblikket eller i den givne situation.

Være, gøre og handle er de tre ”hovedveje” vi kan gå ud af rent fagligt ift. at møde den enkelte der hvor han eller hun er med relevante indsatser i praksis. Nogle gange er der brug for at være, andre gange for at gøre, andre igen at handle – nogle gange det hele på én gang.