Høringssvar

Nedbryd barrierer for mennesker i hjemløshed

Kirkens Korshær giver samfundets udsatte en stemme og taler deres sag. Mennesker i hjemløshed skal have muligheden for at klage over afgørelser. Der skal nedbrydes barrierer, lyder det i dette høringssvar.

Kirkens Korshær logo

For Kirkens Korshær er det altafgørende, at mennesker i hjemløsheds retssikkerhed styrkes. Derfor støtter vi op om, at klager over afgørelser om udskrivning fra herberg omfattes af fast-track-ordningen i Ankestyrelsen. På den måde sikre man en kortere behandlingstid.

Kirkens Korshær har fuld forståelse for, at det tager tid at træffe korrekte afgørelser. En behandlingstid på otte uger er dog stadig lang tid. Når man lever i hjemløshed er det lang tid at vente på en afgørelse om ens fremtid.

Fjern barriererne for at klage

For mange mennesker i hjemløshed kan det blive komplekst at klage over udskrivning fra herberg. Fra vores sociale arbejde ved vi, at det kan være svært at læse og forstå klagevejledninger og overholde tidsfrister. Samtidig lever mange mennesker i hjemløshed kaotiske liv og har ikke et netværk, der kan hjælpe.

Disse barrierer for at klage skal nedbrydes. Det kan ske ved, at det gøres muligt at klage mundtlig; for eksempel ved hjælp af video. Fordi de skriftlige evner for mennesker i hjemløshed ofte kan være udfordrede.

Samtidig bør der indføres tilbud om bisidderfunktion. Så man kan få den hjælp, man har brug for. Bisidderfunktionen kan for eksempel varetages af en medarbejder på herberget. Med hjælpen kan det gøres nemme og mere overskueligt at komme igennem klageprocessen.

Lad dem blive på herberget

Herudover har Kirkens Korshær et stort ønske. At man bliver boende på herberget indtil ens sag, er behandlet. Det går ikke at flytte mennesker mod deres vilje.

Om høringssvaret

Høringssvaret er givet i forbindelse med udkast til bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område. Du kan læse mere om lovforslaget her.

 

Kontakt
Sille Alstrup Yrt - politisk konsulent

Sille Alstrup Yrt

Politisk konsulent

40 29 15 67

Say@kirkenskorshaer.dk