Ikke blot en modedille  

Det startede som et usikkert forsøg, som mange tvivlede på. Men tvivlen forduftede i takt med det voksende antal butikker. I dag er Kirken Korshærs genbrugsbutikker en stor succes –- både når vi ser på økonomi, klima og fremtidsudsigter.   

Jubilæumsplakat: Danielle Brandt
Jubilæumsplakat: Danielle Brandt

Seksmillionerogfemhundredetusinde  

Så mange varer blev der langet over disken i Kirkens Korshærs genbrugsbutikker sidste år. Det er flere, end Danmark har indbyggere. Og alt tyder på, at det tal kun vil vokse i fremtiden. For brugt tøj er et vigtigt skridt på vejen til et grønnere og mere klimavenligt forbrug, som stadig flere mennesker får øjnene op for.    

I dag driver Kirkens Korshær knap 240 genbrugsbutikker fordelt over hele landet ved hjælp af frivillig arbejdskraft fra tusinder af gæve frivillige.   

Takket være betænksomme menneskers donationer af tøj og møbler medvirker Kirkens Korshær til at give tingene et nyt liv. Til gavn for såvel køber og miljø som for det for sociale hjælpearbejde.     

Velklædte og glade  

Genbrugsarbejdet er et fundament for såvel Kirkens Korshærs sociale arbejde som for vor identitet. Men det var med en vis forbeholdenhed, at man kastede sig ud i at etablere butikker med brugte frakker, kjoler og møbler.  

“Jeg har aldrig været så velklædt, som siden I åbnede den butik,” sagde en dame forleden med synlig glæde. Og vi var da ikke mindre glade.   

Sådan beskriver korpssekretær Christian Espersen i 1975 Kirkens Korshærs nye satsning – genbrugsbutikkerne. For allerede et par år efter den første butik slog døren op, er det åbenbart, at er der er tale om en kæmpe succes.   

En succes på flere planer tilføjer han, for ikke blot muliggør overskuddet fra butikkerne, at man kan gøre en langt større socialfaglig indsats for de allermest udsatte.   

Fællesskabet i butikkerne er en værdi i sig selv for både kunder og de frivillige, der lægger både tid og hjerteblod i at gøre en genbrugstur til en oplevelse. Og endelig betyder de rimelige priser, at også folk med en lille indtægt kan blive godt klædt på.    

I starten var man fra Korshærens side bekymrede for, at den store interesse for genbrugt tøj kunne være forbigående. Men her et halvt århundrede senere kan vi konstatere, at der ikke blot var tale om en modedille.  

For interessen er ikke blot fastholdt, det stigende fokus på klimaet og bæredygtig livsstil har givet landets genbrugsshoppere endnu en grund til at købe brugt.     

Der er al mulig grund til at glæde sig over, at genbrug og socialt arbejde nu har gået hånd i hånd i Korshæren i et halvt århundrede.  

Fra damerne i Skjern   

Den allerførste butik, Rodekassen på Frederiks Allé i Aarhus, åbnede den 21. november 1972.   

I Korshæren var det med bankende hjerte, for nok havde man set genbrugsbutikker med et socialt sigte i blandt andet Stockholm, men om danskerne var med på vognen, var uvist. Derfor var det med stor lettelse, at man kunne opgøre den første eftermiddags salg var på hele 800 kroner.   

“Ih hvor det lettede. Så var det måske ikke helt ved siden af alligevel”, noterede man sig.   

For genbrug er guld for både kunder og Korshær, og hurtigt voksede den lille butik sig til mange, og snart var genbrugstanken spredt til de fleste dele af Danmark, hvor gejsten og kreativiteten var i top.  

“Og så er de ovenikøbet så geniale i Skjern, at de bytter kjoler med Vejle, så damerne i Skjern må rejse helt til Vejle for at se deres afleverede kjole med en anden dame i. Hvem mon der har fostret den gode ide?”, skrev Christian Espersen videre i sin beretning.