Høringssvar

Det sociale frikort bør gøres permanent

Kirkens Korshær er tilhængere af ordningen med socialt frikort. Derfor mener organisationen også, at ordningen bør gøres permanent, lyder det i et høringssvar

Kirkens Korshær logo

Der er mange mennesker, som har haft stor glæde og gavn af ordningen med socialt frikort. Derfor bakker Kirkens Korshær også op om ordningen. For alle mennesker fortjener muligheden for at blive en del af fællesskaber, der kan modvirke den ensomhed og isolation som mange socialt udsatte mennesker lever med. Og her kan det sociale frikort være en hjælp på vejen.

Derfor håber Kirkens Korshær også, at potentialet for ordningen i endnu højere grad kan udfoldes.

Det ærgrer dog Kirkens Korshær, at lovforslaget lægger op til, at ordningen midlertidigt forlænges – i stedet for at blive gjort permanent. For det skaber en unødvendig usikkerhed for de mennesker, som får gavn af det sociale frikort. Ligesom det kan skabe usikkerhed for de virksomheder, der skal ansætte.

Kirkens Korshærs anbefaling er derfor klar:

Det sociale frikort bør gøres permanent!

Det sociale frikort

Udsatte borgere, der ikke har været under uddannelse eller haft en arbejdsindkomst på over 10.000 kroner indenfor det seneste år, kan tilkendes et socialt frikort af kommunen. Med det kan de tjene op til 20.000 kroner skattefrit i løbet af et år – uden, at de bliver trukket i andre sociale ydelser.

Behov for mere smidighed

Siden loven om ’Socialt frikort’ trådte i kraft den 1. januar 2019, har den ofte været forbundet med ’administrativt bøvl’. Både for det enkelte menneske og for arbejdsgiverne.

Derfor ønsker Kirkens Korshær en mere smidig og barrierefri adgang til ordningen. Så langt flere mennesker end i dag får øjnene op for det sociale frikort – for det gavner og glæder alle.

Om høringssvaret

Høringssvaret er givet i forbindelse med 'Forslag til lov om ændring af lov om forsøg med et socialt frikort', som vil forlænge ordningen med det sociale frikort. 

Du kan læse mere om lovforslaget her.

 

Kontakt
Morten Østergaard Sørensen - chef for kommunikation, politik og analyse

Morten Østergaard Sørensen

Chef for kommunikation, politik og analyse

23 10 63 83

mos@kirkenskorshaer.dk