Den barske ensomhed

Skrevet af Karina Brogaard, socialpædagog og gadeplansmedarbejder i Kirkens Korshær i Silkeborg

For nogle dage siden mærkede jeg mit hjerte. Ikke på en god måde. Det blødte. Det gjorde næsten ondt. Ensomhed er en mærkelig størrelse. En svær og meget hård størrelse.

En sød, rar, omsorgsfuld, humoristisk og herlig daglig bruger i varmestuen havde løbende næse og en smule hoste. I disse tider er snot jo blevet farlig og er ofte heller ikke et godt tegn. Så jeg fik lov at tage en test på ham. Desværre var der efter 30 sekunder to røde streger. Han skulle altså i isolation i 4 dage. Blev med det samme angst.

Jeg spurgte ham:

- Hvilke tanker går gennem dit hoved, og hvad fylder mest lige nu?

- MAD!, svarede han.

At skaffe mad til de fire dage, hvor han skulle være i isolation. Det var hans største frygt. Tænk sig; et menneske, der er så ensomt, at han ingen har i sit liv. Ingen mennesker, der kan købe ham kartofler, mælk og brød. Ingen - udover os i varmestuen. Jeg pakkede 3 store poser til ham med mad, mælk, sukker, kaffe og grønne sodavand. For de skal være grønne – de er nemlig de bedste i hans verden.

Mens han har været i isolation, har jeg hver eneste dag ringet til ham fra baglokalet i varmestuens køkken. Bare for at høre, hvordan det går og snakke sammen i fem minutter. For mig har det været hyggelige opkald – men dog stadig ’bare’ en opgave, jeg har påtaget mig og gerne skal nå i løbet af arbejdsdagen. Noget som helst ikke skal tage for lang tid, fordi jeg har mange andre opgaver at se til.  

For ham er mit opkald det eneste, han får i løbet af en dag. Min stemme, den eneste han - udover Rasmus Tantholts stemme i TV - og min omsorg den eneste han mærker i løbet af en dag. Tænk sig den ensomhed, han lever med.

Corona har ramt og rammer fortsat os alle. På mange måder. Men at være så ensom - og så endda under en corona-isolation - er ikke til at bære. Ensomhed er barsk. Derfor skal vi sammen bekæmpe den. Skal vi hjælpe hinanden.