Indlæg

At gøre noget sammen skaber fællesskab

Vi har spurgt fire repræsentanter for Kirkens Korshærs sociale arbejde, hvordan de i hverdagen oplever ensomheden og arbejder med at skabe mere fællesskab i brugernes liv. I dag fortæller Line Pinstrup, leder Kirkens Korshærs sociale arbejde på Stubben – Botilbud og Varmestue i Helsingør.

Af Line Pinstrup, leder Kirkens Korshærs sociale arbejde på Stubben – Botilbud og Varmestue i Helsingør

Line Pinstrup
Line Pinstrup, leder Kirkens Korshærs sociale arbejde på Stubben – Botilbud og Varmestue, i Helsingør

Vi oplever ikke at ensomheden er et særligt vilkår for vores brugere. Det er et grundvilkår hos alle mennesker. Men når man samtidig bakser med for eksempel misbrug, dårlig økonomi og manglende netværk, så kan ensomheden også få mere magt. Ensomheden er et grundvilkår hos alle mennesker. Den ligger op ad de ting, vi ikke er stolte af, den er et tabu, og man skal ikke stikke meget ud, før man er anderledes, særligt ikke i en verden, hvor den normale sociale adfærd er så snævert defineret. I den verden kommer ensomhed i boldgade med skyld og skam. Og det stiller store krav til os og krav til vores evne til ikke at være ensomme. På den måde skaber ensomheden isolation, mere skam og mere ensomhed.

På Stubben handler hverdagen meget om det forpligtende fællesskab. Det særlige er, at vi ikke er en kommunal institution eller et beskæftigelsesprojekt. Alle er nødt til at hjælpe med at holde hus og have, og selvom vi har en vicevært, er der rigeligt med praktiske opgaver, og hvis ikke vi gør det sammen, så bliver det bare ikke gjort. Det, at gøre noget sammen, som har en reel værdi, kan være med til at skubbe ensomhedsdyret væk.

På Stubben bor 11 mennesker på vej fra hjemløshed til deres eget. Når vi er fælles om at holde orden og sætte i stand, skaber det nogle gode øjeblikke, nogle snakke og nogle værdifulde relationer. Der bliver fyret jokes af og fortalt historier. I går havde vi fælles arbejdsdag, hvor vi alle sammen arbejdede og spiste sammen. Det er det, vi kan som civilsamfund – skabe nogle fællesskaber, der forhåbentlig ikke bliver for konstruerede. For nogle mennesker, kan bare det at komme ned ad trappen og ud i haven måske være nok til at mindske følelsen af ensomhed.

Jeg synes, vi i Kirkens Korshær har en stærk faglighed i det sociale arbejde. Den skal vi ikke glemme at stå på. Men vi kan også noget andet, lige der, hvor vi skaber møder, hvor mennesker er til stede, fordi de har lyst. Det er noget særligt. Vi har 20-25 frivillige omkring Stubben, som alle er med til at vise det i praksis: At man som menneske kan give noget og tage noget. Frivilligheden kan være med til, at relationen bliver ligeværdig. Det, vi i Kirkens Korshær kan levere, har både fagligheden og en dimension af frivillighed, fra menneske til menneske. Det kan for nogen være med til at øge følelsen af fællesskab og mindske følelsen af ensomhed.


Indlægget blev oprindeligt bragt i Korshærsblad #2 2022. Du kan læse mere om Korshærsbladet, og hvordan du kan modtage det her.