De her mennesker er så vant til at blive nedvurderet
Vi har spurgt fire repræsentanter for Kirkens Korshærs sociale arbejde, hvordan de i hverdagen oplever ensomheden og arbejder med at skabe mere fællesskab i brugernes liv. I dag fortæller Pia Skov Christensen fra varmestuen i Sønderborg og familiearbejdet i Nordborg.
Af Pia Skov Christensen, afdelingsleder, Kirkens Korshærs byarbejdet i Sønderborg - varmestuen - og familiearbejdet i Nordborg.
Ensomhed kan ramme alle, men udsatte mennesker er dobbelt eksponerede. Hvis du har ressourcer, kan du vælge at indgå eller ikke indgå i noget, men som udsat kan du ikke vælge. De føler sig hele tiden marginaliseret. De kan måske kortvarigt føle et fællesskab, når de drikker eller tager stoffer sammen, men der er brug for sunde fællesskaber, hvor de ikke føler sig forkerte. Hvor de ikke er nede på point fra starten.
Vores brugere taler meget om glæden ved at komme i vores fællesskab. Et fællesskab, som især består af, at der er nogen at snakke med. At de ved, hvad de kommer ned til, og at der er noget at komme ned til. Den tryghed, der er forbundet med det. Vi sørger for, at det er det samme, der foregår hver gang. Ofte tænker man, at ”så kunne vi lige gøre sådan og sådan”. Men nej! For det er jo mig, der synes, forandringer er rare. Det synes denne gruppe ikke. De lever i forvejen i så meget kaos. De følges med kaos. De har i forvejen svært ved at sætte rammer, så de har behov for genkendelighed.
Derfor gør vi også meget ud af at holde påskefrokoster, jul og fødselsdage for eksempel. Det er jo det normbegreb, de fleste af os er vokset op med. Men det er en luksus at have behov for at stikke ud. For hvis man ikke er en del af fællesskabet, er det eneste, man drømmer om at være en del af den norm og det fællesskab.
Vi har blandt andet en gruppe af børn fra 4. klasse og opefter, som kommer i et tilbud, de selv har døbt ”Hyggeholdet”. Der begynder vi hver gang med en runde: Hvordan har du det i dag. Den er de så glade for. Den springer vi aldrig over! For her har de taletid. Mange af dem trives ikke i skolen på grund af mobning, de føler sig udenfor eller fungerer ikke socialt. Under runden lytter alle helt stille til den, der taler. Det er så værdifuldt. Det skaber magi. For det bliver tilladt at komme med det, du kommer med. Uanset hvordan du er, lytter vi og giver plads.
Vi lever i det, man kalder udkantsdanmark, så det kan være svært at finde kvalificerede frivillige. Derfor har vi mange brugerfrivillige, hvilket betyder, at brugerne er meget involverede i stedet. Det er blevet deres sted, som de er medansvarlige for og passer godt på. Folk byder ind på rengøring og arbejdsdage. Og i familieklubben for udsatte familier, der kører de andre ud med mad, hvis nogen har en dårlig periode, eller de hjælper hinanden med at flytte. Jo mere plads vi har givet det, jo mere er det vokset. Jo mere empowerment et menneske får, jo mere aktør bliver det menneske i sit eget liv.
For eksempel er det ikke os som professionelle, som har sørget for en fryser til de madvarer, som vi får fra Fødevarebanken. Det er en af brugerne.
Den tankegang om at give magten tilbage til brugerne, har jeg taget med ind i varmestuen. Nogle gange kommer vi til at vælge den ”nemme” løsning; at servere tingene for dem. Men vi bliver bedre og bedre til at tage den ekstra tid, det tager, når brugerne selv gør tingene. I stedet for at gøre det, nogen foreslår, siger vi: Det lyder godt – skal vi ikke gøre det sammen?
Jeg har læst alle bøgerne om empowerment, men det seneste år er det gået op for mig, hvor meget kraft der er i det. Det kræver, at man bruger tid. For så snart en bruger træder op og siger: Jeg vil gerne stå for maden, så åbner han samtidig op for at blive vurderet. De her mennesker er så vant til at blive nedvurderet. Så det kan tage lang tid, og vi skal være meget opmærksomme på, hvor vi som professionelle skal stå. Om vi skal stå lige ved siden af og støtte, eller lidt længere væk, så vi bare er i nærheden. Det kræver menneskekundskab og opmærksomhed. Men investeringen kommer tilbage. Og det virker på ensomhed, fordi du selv tager ansvar og kan være noget for andre. Jeg tror, følelsen af ensomhed er direkte proportional med følelsen af at være noget for andre.
Indlægget blev oprindeligt bragt i Korshærsblad #2 2022. Du kan læse mere om Korshærsbladet, og hvordan du kan modtage det her.