Mennesket først
Hver søndag holdes der korshærsgudstjeneste i Mariakirken på Vesterbro. I sidste weekend var det chef for Kirkens Korshær, Jeanette Bauer, som med udgangspunkt i Johannesevangeliet prædikede om, hvordan der i Guds hus og Kirkens Korshær er plads til alle mennesker.
Søndag den ottende maj prædikkede chef for Kirkens Korshær, Jeanette Bauer, for første gang siden sin tiltrædelse i Mariakirken på Vesterbro. I anledning af Store Bededag, kan du læse hele hendes prædiken her:
I min faders hus er der mange boliger, siger Jesus. Og det lyder jo ret godt, ikke?
Og det er faktisk også meget godt. For det er en trøst for os – at Gud har mange boliger. Men hvad er det egentlig, Jesus mener, når han siger, at Guds hus har mange boliger? Betyder det, at der står en ejerlejlighed klar til mig her på Vesterbro eller hvad?
Det er ikke så konkret en bolig, trods alt. Det er en anden slags bolig. Men ligesom en konkret bolig kan Guds bolig give tryghed og sikkerhed. Guds bolig kan ikke købes for penge. Guds bolig er evig kærlighed. Og det er det, Jesus siger; Uanset hvad, så er der også til dig. En bolig af evig kærlighed til dig for den du er, var og vil blive.
Uanset, hvordan du går klædt. Uanset, hvordan du gebærder dig. Uanset, om du er rig eller fattig. Uanset, hvordan du ser ud. Uanset, hvad du tænker. Uanset noget!
Så er der ly, varme og trøst hos Gud. Selv i dine allersværeste og mørke stunder, så har Gud plads til dig. Til lige netop dig. Og du skal ikke vise ID-kort. Du skal ikke gøre dig fortjent. Du skal ikke være from og lydig. Du skal ikke pine og plage dig selv. Du skal ikke noget som helst. Jesus klarer det for dig. Jesus HAR klaret det for dig. Og endnu bedre: Han kommer til at gøre det igen og igen. Uanset hvad. ’Jeg kommer igen og tager jer til mig’, siger han.
Hver søndag aften holdes der en særlig korshærsgudstjeneste i Maria Kirken på Vesterbro. En gudstjeneste som holdes i Kirkens Korshærs ånd, hvor der er højt til loftet og en lidt løsere form, som spejler livet som socialt udsat menneske.
Fire gang om året er der chef for Kirkens Korshær Jeanette Bauer, som står for gudstjenesten.
Hos Gud er der altid en bolig. Den er måske ikke altid af mursten. Den kan måske ikke altid skærme dig for vind og vejr. Den har måske ikke indlagt vand og varme. Men den er klar til, altid, evigt og hele tiden at byde dig indenfor, præcis som du er.
Du skal bare tro. Det kræver ikke, at du løber et maraton. Det kræver ikke et smart job. Det kræver ikke den rigtige bil, den rigtige kone, den rigtige familie. Det kræver ikke, at du har likes og følgere på sociale medier. Det kræver ikke andet af dig end troen.
Troen på, at uanset hvad, så er du elsket. Du er ønsket. Du er en Guds gave – for du er menneske. Guds kærlighed ligger i dig, bare fordi du er. Du, menneske, er Guds skabning i sit eget billede. Uendeligt værdifuld og fuldkomment umistelig.
På en dag som i dag – mors dag – bliver forbindelsen mellem Gud og mennesker tydelig, fordi vi ser den i vores dagligdag hver dag i forbindelsen mellem børn og forældre.
Skaberværket udspiller sig for vores øjne. Fra en lille celle, man ikke kan se, men som man kan håbe og tro på, til et menneske, der er elsket fra før det kommer til verden. I den totale tillid, den livsnødvendige tro, barnet har til sine forældre af, at mor og far vil mig kun det bedste. Og den frie vilje, som langsomt men sikkert indfinder sig hos barnet, og som over årene giver mor og far grå hår i hovedet.
Men også med de uretfærdigheder, der kan regne ned over et menneskeliv. Død, ødelæggelse, krig. Brudte relationer. Fattigdom, ensomhed, sygdom og misbrug.
Og her kan man sidde i sit livs mørke og spørge sig selv – råbe ad Gud, som når Jesus på korset i angst, vrede og frustration spørger ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?’ Men selv der, i vores sværeste stunder, har Gud en bolig til dig. Eller som Jesus siger til os i dagens tekst: ’Jeres hjerte må ikke forhærdes. Tro på Gud, og tro på mig!’
Der ER plads til dig. Selv, når du ikke tror det.
Det er den lille dråbe af tvivl, som rammer os i nødens stund, som er Thomas i dagens tekst. Han siger: Jeg ved ikke, hvor du går hen, så hvorfor skulle jeg tro?
Mariatjenesten er et anonymt tilbud for alle socialt udsatte, hjemløse og ensomme, som har brug for ro, hvile og et afbræk fra hverdagen. Uanset køn, kulturel baggrund eller andet – alle er velkomne. Mariatjenesten holder til i Mariakirken på Istedgade.
Og netop det at tvivle, at stille spørgsmål – det er troens nådegave. Hvis ikke du – som Thomas – kan tvivle, så kan du ikke tro. Men den gode nyhed er, at du har det i dig allerede.
Forestil dig, at du kun kunne se mørke. At du gik rundt i dagslyset og intet kunne se. At du måtte tænde en mørkelampe, så du kunne se, hvad der foregik. Sådan er det heldigvis ikke. For når mørket falder på, kan vi stadig se. Vi kan ikke se så tydeligt, som vi kan i dagslys. Men vi kan stadig se.
Vores øjne er lavet til at se det allermindste lysglimt. Selv den mindste sprække af lys, kan vi se. Og hvis ikke vi havde mørket til at være mørkt, så ville vi ikke forstå lyset, når det er lyst.
Hvis vi ikke havde had, ville vi ikke have kærlighed. Hvis vi ikke havde tørst, så ville vi ikke forstå vand. Hvis vi ikke havde sult, så ville vi ikke forstå, hvad det vil sige at være mæt. Hvis vi ikke havde tvivl, så ville vi ikke kunne tro. Og hvis vi ikke havde Guds bolig, altid, evigt og hele tiden, så ville vi ikke kunne være mennesker.
Vi er skabte med kærlighed i os. Vi er skabte med evnen til at elske og blive elsket. Vi er skabte med evnen til at se både lys og mørke. Til både at tro og tvivle.
Og som så meget andet i livet, så handler tro og tvivl om balance. Som Jesus siger i starten i dag. Dit hjerte må ikke blive hårdt. Du må ikke bare overgive dig til det ene, selvom det kan føles nemt og rart. Du er ikke skabt med et hårdt hjerte. Du er skabt med evnen til at rumme både og – og alt ind i mellem. Og mest af alt: Du er skabt i lys, mildhed og kærlighed.
Og evnen til at se lyset, selv i det mørkeste mørke, det er det, vi arbejder på hver dag her i Mariatjenesten, og i Kirkens Korshær i hele landet.
Vi er ved din side i dit mørke, men ikke som en mærkelampe, der kun gør mørket større, men som det modsatte. Som en lygte, du kan tænde, når og hvis du vil. En lygte, der kan finde lys og være lys. Vi bilder os ikke ind, at vi kan fordrive mørket fuldstændig. Slet ikke. Men vi ved, hvor stor en forskel i et menneskeliv, et lille glimt af lys kan gøre. Vi er den hver dag – og vi ser den hver dag.
Det er så populært i politik at sige ’mennesker først’. I Kirkens Korshær siger vi ’mennesket først’. Mennesket som Guds skabning. Mennesket som umisteligt. Mennesket som uendeligt værdifuldt. Mennesket som det udtryk det er for Guds kærlighed. Mennesket som altid har en bolig hos Gud, uanset hvad.
Og det er præcis det, vi lever i vores arbejde også her i Mariatjenesten. Vi er her altid. Du er altid velkommen. Igen og igen. Selvom du fejler, selvom du tvivler, selvom alt er mørkt. Uanset hvad. Du har altid åbne arme hos os, og du har altid, altid, ALTID en bolig hos Gud.
AMEN.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.«