Ensomheden bliver mindre i Paradiset
Kirkens Korshærs varmestue Paradiset i Lyngby er samlingssted for cirka 100 faste brugere. Mange af dem mangler både familierelationer, netværk og tilhørsforhold, for eksempel til en arbejdsplads. Men her kan de få en fornemmelse af at høre til. En plads i et fællesskab, hvor alle er velkomne
Tekst: Rie Helmer Foto: Sebastian Stigsby
En parkeret varebil fra Fødevarebanken, som deler overskudsmad ud til sociale organisationer, er første tegn på, at Korshærsbladets udsendte er på rette vej. Og ganske rigtigt. På et træskilt på en af de røde barakbygninger står PARADISET med store bogstaver.
Paradiset er navnet på Kirkens Korshærs varmestue i Lyngby. Varmestuen ligger i en park lige overfor Lyngby Storcenter, midt i byen, let at komme til, men afskærmet for omverdenen. Et trygt samlingspunkt for mennesker i social udsathed, som kommer her for at få et måltid mad, en kop kaffe og lidt selskab. Andre at tale med eller bare nogle at dele ensomheden med.
For ensomheden er en fælles faktor for mange, hvis ikke alle, der kommer i Paradiset. En ensomhed som kun de færreste af os kender til omfanget af, fordi den ikke blot handler om at føle sig alene, som vi alle gør ind i mellem, men bunder i en komplet mangel på netværk, livsvidner, det at have en levende sjæl at dele stort og småt med.
Leder af varmestuen, Eva Tufte, forklarer:
- Hvis din datter fyldte 40 i går, men du ikke har kontakt med hende, og du ikke har nogen at sige det til, eller hvis du er i årelang sorg, fordi dine børn er blevet tvangsfjernet. Hvem skal du så dele det med? Hvem skal give dig en fornemmelse af, at du stadig eksisterer?
- Når vores brugere kommer her, møder hinanden og os og fortæller noget fra deres liv, så har de trods alt delt noget, der er vigtigt, med nogle. Så har de da talt med et andet menneske i dag.
Gratis mad, frisør og fællesskab
Eva Tuftes lillebitte kontor bagerst i barakbygningen inde bag køkkenet fungerer udover kontor også som opbevaringsrum, garderobe for personale og frivillige, mødelokale og i dag også frisørsalon. Frisøren har været her i årevis som frivillig. Hun er socialfagligt uddannet, har et omsorgsgen, der ikke lader sig kue, og kommer forbi Paradiset flere gange om måneden. Derfor kan brugerne gratis få trimmet lokkerne efter tur i dag, mens de venter på dagens store attraktion – frokosten.
Det er nemlig onsdag. Og i Paradiset er onsdag ”juu-huu-dag”. Dagens ret er ”Duskepigernes smørrebrød de luxe”, som der står på tavlen. Dusken i navnet hentyder til den pynt, de højtbelagte madder får på som den sidste finish, før de serveres på store fade omkring klokken 12. Det er Heidi og Pia i køkkenet, som står for de fine anretninger. De er frivillige her i Paradiset, og de har travlt med smøreknivene, for menuen er voldsomt populær, og der bliver ved med at strømme nye frokostgæster ind i gårdhaven.
Mad og fællesskab som trækplaster
Ude under halvtaget på terrassen fyrer en af de faste brugere en lind strøm af jokes af. En anden fortæller, at Paradiset var en vigtig base for ham, noget at stå op til, da han røg ned, mistede sit job og sin familie og begyndte at drikke for meget. I dag har han igen fået arbejde, fortæller han, men han kommer her stadig og spiser med.
Og den gode, gratis mad er da også et af de helt store trækplastre, bliver flere af brugerne enige om. Da talen falder på ensomhed og fællesskab, bliver der sat ord på det, Paradiset også kan og er: Et sted hvor brugerne holder øje med og passer godt på hinanden. Hvor man er hinandens familie på godt og ondt. Hvor man kan få hjælp til det med kommunen, eller til at bestille en tandlægetid, få et slag billard eller smalltalke uden at blive hængt op på noget.
Ham med vitserne fortæller, at han selv fandt hen til Paradiset med hjælp fra en god ven, som introducerede ham til stedet.
- Så stod jeg der og røg en cigaret udenfor. For jeg vidste ikke, om man måtte ryge herinde. Men så kom der lige en frivillig og tog fat i mig, forklarer han.
En overraskende stor målgruppe
Det er sådan, mange finder vej herhen. For det er ikke så let at træde ind i noget nyt alene. Særligt ikke, hvis man kommer lige fra ensomheden og ikke er vant til at føle sig velkommen. Derfor gør både brugere, personale og frivillige en dyd ud af at invitere nytilkommere indenfor.
- Nogle af de nye tager lange tilløb. De kommer, står lidt på afstand og går igen med det samme, for så måske at nærme sig lidt mere et par dage senere, indtil de til sidst tør tage imod en kop kaffe og lige så langsomt træder ind i fællesskabet, fortæller Eva Tufte.
Nogle af de nye tager lange tilløb. De kommer, står lidt
på afstand og går igen med det samme, for så måske
at nærme sig lidt mere et par dage senere, indtil de til
sidst tør tage imod en kop kaffe og lige så langsomt
træder ind i fællesskabet.
- Målgruppen er meget større, end kommunen havde forestillet sig, fortæller hun.
- Tidligere havde stedet her et lidt råt ry, så det billede har vi arbejdet på at få vendt. Før havde vi ikke så mange kvindelige brugere, men det har ændret sig, efter vi invitererede til krea-hjørne med Heidi. Vi får hele tiden flere nye brugere. Og heldigvis også flere nye frivillige, siger hun, og fortæller, at stedet har omkring 100 faste brugere, og at i omegnen af 45 personer kigger forbi i løbet af en dag.
På en bund af trøffel
Ude i gårdhaven er en række haveredskaber sat frem. Alt-mulig-manden Patrick har allerede plantet lidt forskelligt i højbedene, men på trods af begyndende forårsfornemmelser, byder dagen i dag på sne, så havearbejdet får vente lidt endnu. Til gengæld hjælpes frivillige og brugere ad om at få hængt et stort, farvestrålende maleri op under et af halvtagene. Billedet forestiller en flok brugere og er malet af en bruger på 95 år, som kommer i Paradiset hver eneste dag, som en kvinde imponeret forklarer.
En anden bruger fortæller om den seneste udflugt med Paradiset. En tur til Søllerød Kro med mad og musik for at fejre Paradisets 30 års fødselsdag. Udflugten blev betalt med midler fra Oplevelsespuljen under Social- og Ældreministeriet, som kun må bruges i oplevelsesindustrien. Der er bred enighed om, at det var en mindeværdig dag.
- Vi kunne slet ikke kende hinanden, griner en.
- Alle kom hen til bussen i deres fineste puds, så ingen lignede sig selv.
En anden fortæller, at maden var en kæmpe oplevelse, selv om ingen blev rigtigt mætte.
- Det var jo sådan noget ”på en bund af trøffel”, griner han.
En kvinde supplerer:
- Ja, vi måtte vist alle sammen en tur forbi en pølsevogn bagefter.
Stemningen er god i gårdhaven. Småsnakken fortsætter, og de fleste i gruppen under halvtaget vil gerne bidrage til samtalen. Det er rart at være en del af noget, at blive set, hørt og mødt af andre mennesker. Men selv om varmestuen giver grobund for fællesskab og samvær til en gruppe mennesker, som sjældent får noget forærende, heller ikke når det gælder relationer, så er det stadig et fællesskab med åbne- og lukketider. Og det er her, i de lukkede ydertimer, ensomheden oftest er mest påtrængende.
Livets formål fortaber sig
- Selv om vi kan gøre meget her på værestedet, så er det den ensomhed, der foregår derhjemme, som er tungest. Den rungende ensomhed, der opstår om aftenen, natten og i weekenden, når steder som vores holder lukket, siger Eva Tufte.
Derfor er hun glad for det øgede fokus, der er kommet på ensomhed i disse år, for det er noget, vi som samfund skal arbejde på at gøre noget ved. Men hun savner, at det siver længere ned gennem lagene. Helt ned til dem, der er ”rigtigt ensomme”, som hun siger. Dem, der sidder alene, som ikke kan eller tør gå uden for en dør. Dem, der bogstavelig talt aldrig ser et menneske udover kasseekspedienten eller hjemmehjælpen.
Eva Tufte fortæller blandt andet om en kvinde, der sad alene, dag ud og dag ind, i sin lejlighed, angst og deprimeret. Kvinden beskrev det selv sådan, at hun stod op til håbløshed og gik i seng til håbløshed. Et liv, hvor ensomheden var så dyb, at hver dag lignede den forrige, ingen udsving, kun kedsomhed. På den måde kan formålet med livet let fortabe sig.
- Dem drømmer vi om at nå ud til også. Og vi har masser af idéer, siger Eva Tufte.
- For eksempel at spare sammen til en Christianiacykel, så vi kan køre ud og servere kaffe og pasta bolognese på bænken. Eller lave en ordning, hvor vi har frivillige, som kan gå med hjem til folk. Vi havde for eksempel en bruger, der aldrig havde prøvet at eje et nyt møbel. Han havde et hjem, men det var med få og faldefærdige møbler. Og han havde aldrig haft besøg. Der fik vi skaffet nogle nye møbler, så han kunne indrette sig. Nu er han så glad for sit hjem, at han vil holde selskab, for at vi skal komme og se, hvordan han bor. Det betyder noget at have et hjem, hvor man har lyst til at invitere andre mennesker.
Den frivillige forskel
Klokken nærmer sig frokosttid, og fadene med smørrebrød bliver båret ud på terrassen under halvtaget. Som var det en kiosk, stiller brugerne sig i kø og udpeger en efter en de madder, de helst vil have gennem vinduesrammen uden glas i, og Heidi og Pia får travlt med at servere.
Dagens frokostgæster – brugere, frivillige og personale mellem hinanden – fordeler sig med de fyldte tallerkener i mindre grupper indendørs eller ved bordebænke-sættene under halvtagene udenfor og nyder sammen det kolde frokostbords lyksaligheder.
Noget af det særlige ved steder som Paradiset er netop, at her er frivillige. Og det er en helt afgørende forskel, forklarer Eva Tufte. Det, at de frivillige er her af lyst. At brugerne ved, at de frivillige ikke er her for betaling.
I Kirkens Korshær og dermed også i Paradiset er der ingen krav om forandring. Man må komme og være præcis, som man er uden at blive mødt med forventninger om at lave sin livssituation om. Her er kun ganske få regler; vold og trusler er forbudt, og røg og alkohol nydes ikke indendørs. Men ellers er man velkommen, også hvis man kommer for at sidde med ryggen til det hele. Målet er, at alle skal være lidt mere i plus, når de går, end de var, da de kom. Og de relationer, der kan opstå, er og bliver det vigtigste våben mod ensomheden.
- Vi oplever tit, at der opstår alliancer og relationer på kryds og tværs hernede. Og vi ser også, at nogle af de ældre gerne vil give de unge et par gode råd med på vejen: ”Du skal sgu ikke sidde ligesom mig om 30 år”, siger Eva Tufte.
- Hvis jeg skulle ønske mig noget, så skulle det være, at vi nåede ud til flere mennesker, der har brug for det, som Paradiset kan tilbyde. Vi har brug for en Paradis-bus, der kan køre ud til dem, der ikke kan overskue at komme ud af deres bolig. Og brug for at alle kommuner får et Paradis, slutter hun.
Artiklen blev oprindeligt bragt i Korshærsblad #2 2022. Du kan læse mere om Korshærsbladet, og hvordan du kan modtage det her.