”At give til andre er en central del af livet”
For Viggo Kaspersen har det at give til andre altid været en naturlig del af livet. For når man selv har det godt, har man et ansvar for at give noget videre til de mennesker, som intet har – også når livet engang er slut.
Tekst og foto: Kitte Fabricius
På det lille kontor med udsigt over de bølgende marker, som omgiver hjembyen Store Andst, læner Viggo Kaspersen sig frem i kontorstolen. Bag brillerne er der et lunt glimt i øjet, da han begynder at fortælle. For selvom det er over 25 år siden, så husker han det, som var det i går.
Dengang var året 1996, og efter næsten et årti som del af sekretariatet hos KFUM-spejderne havde Viggo Kaspersen egentlig planer om at gå på efterløn. Men da hans kone Edith inviterede ham med til besøgsdag hos Kirkens Korshær, blev kimen sået til en ny idé. For mens han lyttede til Kirkens Korshærs medarbejdere fortælle, var der noget, som vakte genklang i ham. Noget, som på vejen hjem i bilen, fik ham til at vende sig mod sin kone Edith og sige:
- Det dér Korshær. Det tror jeg kunne være spændende at arbejde med.
Mindet om den dag får smilet frem i Viggo Kaspersens ansigt, og han kan ikke lade være med at klukke lidt for sig selv. For lidet vidste han, at det, der dengang var en strøtanke, efterhånden er blevet til en menneskealder i Kirkens Korshærs tjeneste.
Korshærsånden fanger
Skæbnen ville nemlig, at stillingen som landssekretær (en slags frivillig konsulent, red.) i Region Syd kort efter blev ledig, og Viggo Kaspersen overtog tøjlerne. En stilling han frem til sin pension ti år senere bestred, hvorefter han involverede sig i det lokale butiksudvalg i Vejen og blev valgt til Regionsudvalg Syd, hvor han sad frem til strukturændringen i 2019.
Når man først er kommet ind i Korshæren, så bliver man fanget af ånden og atmosfæren. Af den måde man arbejder med det dybt alvorlige på en fuldstændig frigørende måde.
Viggo Kaspersen er det, man vil kalde en ildsjæl. I en alder af 83 er han næstformand i menighedsrådet, skriver og udgiver hver eneste uge lokalbladet ”Andstavisen” og stiller i sol og regn troligt op, når en række organisationer holder landsindsamlinger. Han kan simpelthen ikke lade være – føler et ansvar overfor at bidrage med noget positivt til verden omkring sig.
Og Korshæren, den må han indrømme, at han ikke har kunnet slippe. Fra skrivebordsskuffen foran sig finder han en mappe frem. Den indeholder kontaktlister, referater og andre dokumenter. Materiale, som han har samlet sammen det sidste halvandet år, hvor han har været sekretær for det nystartede Korshærsnetværk Trekanten.
- Når man først er kommet ind i Korshæren, så bliver man fanget af ånden og atmosfæren. Af den måde man arbejder med det dybt alvorlige på en fuldstændig frigørende måde, fortæller han og uddyber:
- Hos Kirkens Korshær er der ikke nogen kvælende normer eller dogmer. Selvom Ordet (Guds Ord, red.) er med alle steder og er en central del af arbejdet, så bliver det aldrig falsk eller påtaget. Og den måde, vi arbejder på, er en modsætning til det frelste og hellige.
Vi har det på alle måder godt. Men det ville jeg have svært ved at nyde, hvis jeg ikke også gav til dem, der har mindre end mig selv. Det, at give til andre, er for mig en fuldstændig central del af det at være til.
At give er centralt i livet
En kasse med brugte køkkenting, frivillige timer lagt i den gode sags tjeneste eller en 10’er i raslebøssen – der findes mange måder at give til velgørenhed. Og alle bidrag er lige væsentlige, understreger Viggo Kaspersen.
Selv har han valgt, at han – udover sit store frivillige engagement – sammen med sin kone hvert eneste år afsætter en sum penge til velgørenhed. En beslutning, som for dem begge har været et helt naturligt valg. For der er brug for pengene, og for den hjælp, som organisationerne tilbyder.
- Vi har det på alle måder godt. Men det ville jeg have svært ved at nyde, hvis jeg ikke også gav til dem, der har mindre end mig selv. Det, at give til andre, er for mig en fuldstændig central del af at være til. Og det er en fundamental del af det kristne budskab, fortæller han.
Klare linjer
Ligesom det gennem hele hans liv har været naturligt at give til velgørenhed, har det for Viggo Kaspersen været naturligt at overveje, om en del af hans arv skal gå til velgørende formål. Derfor har han det seneste år også gået med tanker om at skrive et testamente.
Sammen med sin kone har Viggo Kaspersen tre voksne børn og flere børnebørn, som både i hans verden og rent juridisk står til at arve. Derfor kan man også spørge, hvorfor han overhovedet har tanker om at skrive et testamente?
- Jeg vil gerne have, at der også er penge til at give til andre, lyder hans prompte svar, inden han understreger, at det også handler om at give ro til de mennesker, man holder af, som bliver ladt tilbage.
- I dag er der mange familier, hvor det er dine, mine og vores. Der tænker jeg, er vigtigt at få klarlagt. For man hører om familier, hvor der har været store diskussioner og uheldige situationer i forbindelse med fordelingen af arven. Og det kan ske i alle familier, også selvom man har en oplevelse af, at det aldrig vil ske, siger han.
Jeg tror i grunden ikke, at det er svært at lave et testamente.
Men det kan være svært at få gjort noget ved det.
Ingen lever evigt
Tidligere undersøgelser har vist, at over halvdelen af danskerne overvejer at skrive et testamente – mens kun hver syvende faktisk får det gjort. En statistik, som Viggo Kaspersen er en del af. For selvom det snart er et år siden, at overvejelserne om at skrive testamente begyndte, så har han endnu ikke fået det gjort.
Hvorfor er det så svært at omsætte overvejelserne til handling? Viggo Kaspersen leder efter ordene, for det er svært at forklare.
- Jeg tror i grunden ikke, at det er svært at lave et testamente. Men det kan være svært at få gjort noget ved det. Selvom vi har nået en alder, hvor vi nok burde gøre noget ved det, er det svært at tænke, at det er noget, som haster. Vi har det jo godt, og så er det svært ikke at tænke, at vi skal leve evigt, siger han med et smil.
- Men det er jo i virkeligheden en meget kortsigtet måde at tænke på. For der er ingen, som ved, om det går galt næste gang, en af os sætter sig bag rattet. Og det gælder jo uanset om man er 30 eller 80. Derfor bør vi alle tage stilling, slutter han.
Artiklen blev oprindeligt bragt i Korshærsblad #4 2021. Du kan læse mere om Korshærsbladet, og hvordan du kan modtage det her.
Kirkens Korshær er en del af Det Gode Testamente, der er et samarbejde mellem 38 velgørende organisationer. Vores mål er, at flere danskere skriver testamente, og at flere har kendskab til muligheden for at støtte velgørenhed gennem arv.
