Nyhed

Kirkens Korshær hilser hjemløsereform velkommen

Sammen med regeringens boligudspil tidligere på måneden ser det positivt ud for at kunne fokusere indsatsen mod hjemløshed baseret på Housing First-tilgangen. (bolig først, red.)

Hjemløs på Strøget med sin hund

Vi arbejder allerede med den tilgang, hvor det enkelte menneske og dets specifikke situation og behov er udgangspunktet. Derfor er det afgørende vigtigt, at der bliver en individuelt tilpasset støtte, når mennesker kommer fra hjemløshed og til bolig. Det er et afgørende element i Housing First-tilgangen, som ikke må overses, lyder det fra chef for Kirkens Korshær, Helle Christiansen.

Mange har gavn af Housing First-tilgangen, men ikke alle. Det viser internationale erfaringer fra bl.a. Norge og Finland. Housing First bygger på et princip om hensyn til den enkelte. Det betyder, at der også skal være tilbud til mennesker med behov for meget omsorg og hjælp i hverdagen, og derfor ser chefen for Kirkens Korshær frem til bedre muligheder for længerevarende ophold på såkaldte §107-pladser (midlertidige boformer) og permanente boliger med intensiv støtte kan tilbydes mennesker med behov for det. Kirkens Korshær har allerede gode erfaringer med sådanne tilbud gennem mange år, forklarer Helle Christiansen.

Vi ønsker, at det arbejde, organisationer som Kirkens Korshær sætter i gang i mødet med mennesker på herbergerne, kan være afsæt for den støttende indsats i egen bolig efter herbergsopholdet.
Helle Christiansen, chef for Kirkens Korshær

På den måde kan vi tilrettelægge et sammenhængende, støttende forløb for den enkelte, og dermed undgå, at der bliver for lange udfald, hvor den nødvendige støtte endnu ikke er på plads, siger hun og fortsætter:

 I Kirkens Korshær ser vi frem til at give erfaringer og perspektiver ind i de kommende drøftelser af regeringens udspil. Vi tror og håber på, at der nu er gode muligheder for, at vi kan lykkes med en drøm, vi længe har haft: at hjemløshed i Danmark skal være en saga blot. Vi har gode erfaringer, viden og samarbejdsrelationer til at sætte en stopper for hjemløshed, slutter hun.

Regeringen foreslår
  • Alle skal have et hjem – flere billige boliger til udsatte og hjemløse
  • ​​​​​Vi skal investere i mennesker – systemet må ikke fastholde mennesker i hjemløshed
  • En ny vej ud af hjemløshed – udbredelse af Housing First
  • Der afsættes 100 mio. kr. til midlertidigt at kunne nedsætte huslejen i op til 1.200 eksisterende almene boliger til 3.500 kr./md. Tilskuddet løber over en årrække og prioriteres til kommuner med det største behov og med betingelse om fuld kommunal anvisningsret. Boligerne målrettes borgere i hjemløshed og andre udsatte borgere.
  • Der afsættes 680 mio. kr. frem mod 2026 til et engangstilskud, som permanent nedsætter huslejen til 3.500 kr./md. for op til 1.700 nye almene boliger. Tilskuddet prioriteres til kommuner med det største behov og med betingelse om fuld kommunal anvisningsret til boligerne.
  • Regeringen ønsker at indgå en aftale med kommunerne om en bedre udnyttelse af den kommunale anvisningsret til de 500.000 almene familieboliger, der allerede findes, hvoraf de knap 40.000 har en husleje på mindre end 3.500 kr./md.

Læs hele regeringens udspil her.

 

Fakta om unge hjemløse

Ved kortlægningen af hjemløshed i Danmark blev der i 2019 registreret 1.023 hjemløse unge mellem 18 og 24 år og 905 hjemløse borgere mellem 25 og 29 år personer. Det vil sige, at ca. 2.000 borgere ud af ca. 6.500 hjemløse er unge. En analyse fra VIVE viser, at hver tiende ung, der har været anbragt i barndommen, bliver registreret i hjemløshed, når de er mellem 18 og 24 år. Samlet set er det cirka hver tredje af de unge i hjemløshed, der har haft en anbringelse i barndommen, og desuden er der også en del, der har fået forebyggende foranstaltninger (VIVE, 2020).