Nyhed

Konferencefokus: Hjemløse på landet

Maria Benzon, leder af Kirkens Korshærs sociale arbejde på Lolland og Falster, er blandt initiativtagerne til konferencen ’Hjemløse på landet’ torsdag d. 10. marts. Vi har talt med hende om hvordan udsathed ser ud i provinsen, og om nødvendigheden af et øget fokus på mange af de menneskeskæbner, medierne (endnu) ikke omtaler.

Sovende hjemløs i park

Hvem står bag konferencen?

Flere frivillige organisationer. Frelsens Hær, Sønderskovhjemmet, Perronen, Frivilligcenter Lolland, Frivilligcenter Guldborgsund og Kirkens Korshær. Vi har det tilfælles at vi gerne vil hjælpe hjemløse, og at vi undrer os over den meget lille viden, der er om hjemløshed på landet.

Hvorfor er det nødvendigt med en konference med lige netop det fokus?

Opfattelsen i både embedsværket og blandt kommunalpolitikerne er, at der ikke findes gadesovende mennesker på Lolland og Falster. DET GØR DER! De sover i skoven, i krat, på offentlige toiletter og flere andre steder. Det kan godt være at vi skal lade som om de ikke findes, men det gør de. VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd), der laver hjemløsetællingen, kunne i 2019 tælle i alt 135 hjemløse på Lolland og Falster, hvoraf de 12 var udesovende. Så vi skal skabe fokus på at der rent faktisk findes hjemløse på Lolland og Falster, og dialogen skal meget gerne ende ud i, at vi sammen kan finde løsninger.

Hvordan ser hjemløshed ud på landet og i mindre provinsbyer? 

Hjemløse opholder sig typisk ikke i lejre. Vi har mødt mange skovsovere, og de er som regel alene. Blot en enkelt gang har vi mødt tre, der sov sammen i en lejr. Vi møder ikke mange husvilde, men ret mange hjemløse. Fælles for dem er, at de har mange sociale, somatiske og psykiske problemer. Tænderne gør ondt og misbruget fylder. Vi møder flest mænd, men de kvindelige hjemløse er ekstra udsatte, og har alle det tilfælles at de har blærebetændelse, underlivsbetændelse og/eller brystbetændelse.

Hvad skal den danske befolkning vide om det at være hjemløs på landet?

At de har de samme problemer som dem i storbyerne, men kan se anderledes ud. De opholder sig sjældent i bybilledet om natten, men de findes stadig, og har stadig voldsomt brug for hjælp. De bor i skoven, rejser en tipi, og lever af de dyr, de slår ihjel. Vi møder kvinder, der overnatter udendørs, nogle sover i elevatoren på banegården, og bor ellers rundt omkring hos forskellige mænd.

Hvordan kan livet for hjemløse på landet blive bedre?

De har, som mange andre hjemløse, brug for et trygt sted at være dag og nat. Til trods for at vi har flere forsorgshjem indenfor en times radius, så er der brug for en tryg, ikke-visiteret natcafe. For kvinderne ville et særligt forsorgshjem KUN til kvinder, hvor de kan være i tryghed og blive skærmet, være vigtigt.

Hvad har de brug for? 

Hvis de skal have en chance for at komme ud af hjemløsheden, er der virkelig brug for en massiv indsats fra alle sider. Vi ved at de frivillige organisationer er virkelig gode til at skabe kontakt og relation, og derfor ofte kan brobygge til det offentlige hjælpesystem. Og det virker kun, hvis det er tværsektorielt og omhyggeligt.

Hvad håber I, der kommer ud af konferencen?

Vi håber og ønsker at der kommer fokus på, at hjemløshed så sandelig også findes på landet. Derfor skal alle puljer til bekæmpelse af hjemløshed ikke bare sendes til storbyerne. Vi håber også at vi kan få et bedre samarbejde, både de frivillige foreninger, kommunale, psykiatrien og andre aktører.  

 

Konferencen holdes i Maribo (i Maribo Hallerne), Ved Stadion 4 fra kl. 10 – 15, og åbnes af social- og ældreminister Astrid Krag.

Konferencens hjemmeside: www.hjemloesekonference2022.dk