Nyhed

Mange roser i ny hjemløsereform

​​​​​​​Med den nye reform tager Danmark store skridt til at gøre op med hjemløshed i Danmark. Sådan lyder den umiddelbare vurdering fra en af landets store organisationer, der arbejder med mennesker i hjemløshed, Kirkens Korshær.

Jeanette Bauer, chef for Kirkens Korshær, i en af Kirkens Korshærs varmestuer
Chef for Kirkens Korshær, Jeanette Bauer, er godt tilfreds med den nye hjemløsereform.

Der er mange roser i ny reform, mener chef for Kirkens Korshær, Jeanette Bauer, der dog også kan få øje på et par tidsler. 

- Forudsætningen for at komme ud af hjemløshed er selvfølgelig, at man har et hjem. Det har været alt for svært at få en bolig, der er til at betale – særligt i de store byer. Derfor er det stærkt, at den nye aftale indeholder mere end 4.000 billige boliger til hjemløseindsatsen, siger Kirkens Korshærs chef, Jeanette Bauer og tilføjer, at aftalens helt store positive element er indførslen af Housing First-tilgangen (bolig først, red.) i hjemløseindsatsen i Danmark.

Ingen selvbestemmelse, men styrket retssikkerhed

Der er dog også i aftalen en tidsel og en rose, der er vokset side om side.

- Vi havde jo slået på tromme for at mennesker i hjemløshed selv kan bestemme bostøtte. Det får vi ikke lige nu – til gengæld har politikerne lyttet til Kirkens Korshærs ønske om en fast-track i Ankestyrelsen. Det er en klar styrkelse af hjemløse menneskers retssikkerhed – at de kan klage over afgørelser i deres sager, og at det offentlige så at sige ruller den røde løber ud. Når man lever et kaosliv skal man ikke vente i månedsvis på afgørelser. Det er virkelig en klar forbedring, mener Jeanette Bauer.

Forskning og indsatser i bl.a. Finland og Norge viser gode resultater med Housing First, hvor det lykkes at få 8-9 ud af ti ud af hjemløshed.

- Kirkens Korshærs fokus er selvfølgelig på de sidste 10-20%, som skal have noget andet og mere. Her er en ny bostøtteparagraf afgørende – og jeg er glad for, at vi i civilsamfundet er trukket så tydeligt frem som en del af den indsats. For mig er det en anerkendelse af det vigtige relationsarbejde vi gør hver dag. Og med puljen til at styrke vores faglighed på herbergerne, oplever jeg, at politikerne virkelig kan se, hvor stor en forskel vi gør for mennesker i hjemløshed – og hvor stor en rolle vi kan spille i, at hjælpe mennesker ud af hjemløshed, siger hun.

 Finansiering af natcaféer bekymrer

Dog er der fortsat bekymring i Kirkens Korshær for finansieringen af natcaféerne. Det blev til en mindre pulje, som langt fra dækker behovet, vurderer korshærschefen.

- Natcaféerne er underste sikkerhedsnet for gadens folk. Her giver vi ly for natten, mad, bad og omsorg. Det er en helt grundlæggende opgave i et velfærdssamfund og derfor forventer jeg fremadrettet, at den flytter ind på finansloven, siger hun og tilføjer, at hun glæder sig over, at der også vil ske tilpasninger af målgruppebeskrivelserne i serviceloven.

- Vi har hele tiden stået fast på herbergernes ret til at tilbyde husly til dem, der har behov – det såkaldte selvmøderprincip. Det bliver der holdt fast i og det har stor betydning for socialt udsatte mennesker. Der må og skal ikke være mennesker, der bor eller sover på gaden i Danmark, siger hun og fortsætter:

- Vi spiller – som altid – positivt og pragmatisk med. Vores ønske er i bund og grund, at der ikke længere er behov for organisationer som Kirkens Korshær. At vi i så rigt et land som Danmark ikke har mennesker, der må sove på gaden. Og selvom det ikke ser ud til, at vi bliver arbejdsløse lige foreløbig, så håber jeg, at vi med aftalen i dag om fem år kan se tilbage og sige, at Danmark i den grad har fået nedbragt hjemløsheden, slutter hun.

FAKTA: Ny hjemløsereform
  • Aftaleparterne er regeringen, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti.
  • Tilvejebringelse af 4.050 boliger til hjemløseindsatsen.
  • Der afsættes 150 mio. kr. til midlertidigt at kunne nedsætte huslejen i op til 1.800 eksisterende almene boliger til 3.500 kr./md.
  • Der afsættes 900 mio. kr. frem mod 2027 til et engangstilskud, som permanent nedsætter huslejen til 3.500 kr./md. for op til 2.250 nybyggede almene boliger.
  • Kommunerne får bedre mulighed for at tilbyde huslejetilskud i udslusningsboliger.
  • Omlægning af refusionsordningen, så den statslige refusion efter et kort ophold på et herberg overgår til støtte til borgeren frem for at dække udgifter for lange ophold på herberger.
  • Ny bostøtteparagraf i serviceloven, der skal understøtte øget brug af de specialiserede støttemetoder efter Housing First-tilgangen.
  • Krav om, at kommuner skal udarbejde handleplaner for alle borgere på herberger.
  • Kommunerne får mulighed for at udskrive borgere fra herbergerne, hvis de kan stille med en egnet bolig og social støtte i stedet.
  • Oprettelse af Task Force på hjemløseområdet, som skal styrke kommunernes sagsbehandling og indsats på hjemløseområdet samt bidrage til en styrket implementering af Housing First.
  • En analyse af tilbud, kapacitet og målgrupper på herbergsområdet.
  • Etablering af et nationalt partnerskab af interessenter, der skal følge og drøfte udviklingen i antallet af hjemløse og indsatsen på området.
  • Pulje til civilsamfundets arbejde med at understøtte vejen til og overgang i egen bolig for borgere i hjemløshed.
  • Fortsættelse af forsøg med borgerstyrede budgetter til socialt udsatte borgere.
  • Pulje til omsorgspladser for borgere i hjemløshed efter indlæggelse.
  • Intensiv case management til unge i hjemløshed og unge i risiko for hjemløshed.
  • Styrket rådgivning om retssikkerhed hos landsdækkende hjemløseorganisationer.
  • Understøttelse af fællesskaber for tidligere hjemløse i overgangen til egen bolig.
  • Midlertidig støtte til kapacitetstilpasning på natcaféer.
  • Udvidelse af aktiviteter hos Gadens Stemmer.
Hjælp os

Støt

Hjælp hjemløse og fattige mennesker
Mand sidder på bænk med hovedet i sit skød

Få mere viden

Om vores arbejde
Frivillige: Livet er bedre, når der er brug for dig

Bliv frivillig

Og vær med til at gøre en forskel