Nyhed

Marie stiller op til Frivilligrådet: ”Det er vigtigt, at vi rummer mangfoldigheden.”

Marie Nyegaard stiller op til Frivilligrådet som kandidat for Kirkens Korshær. Her vil hun være en stærk stemme for den menige frivillige og kæmpe for et mere mangfoldigt og rummeligt frivilliglandskab.

Marie Nyegaard, kandidat til Frivilligrådet
Marie Nyegaard 

44 år
Bosat i Aarhus.
Arbejder til dagligt som leder af Husrum.
Frivillig i Kirkens Korshær Aarhus og medlem af Korshærssamrådet for Midtjylland.

Mærkesager:

  • Sagen i centrum for frivilligt engagement
  • Fokus på den værdi frivillighed giver den enkelte
  • Mangfoldighed i frivillighed – alle har noget at bidrage med
  • Synergi og samarbejde mellem civilsamfundets organisationer og tilbud
  • Rammer for den bedst mulige udnyttelse af knappe ressourcer

Hvorfor stiller du op til Frivilligrådet?

Det gør jeg fordi, jeg synes, at Kirkens Korshær har noget rigtigt vigtigt at byde ind med i forhold til den måde, som organisationen ser på frivillighed og mennesker. For i Kirkens Korshær har alle, uanset baggrund og ståsted, en særskilt værdi og noget at bidrage med. Den måde at se mennesker og frivillighed på, vil jeg gerne være med til at brede ud. For jeg synes, at det er virkelig vigtigt, at vi rummer mangfoldigheden. Og det er ærgerligt for samfundet, når vi har grupper, som aldrig bliver en del af fællesskabet – ligesom den enkelte ikke får del af den glæde og livskvalitet, som man får i kraft af frivilligheden.

Med en plads i Frivilligrådet vil jeg få en direkte kanal, ikke bare til det politiske landskab, men også til alle de mange frivillige organisationer på socialområdet. Og der tror jeg, at jeg kan bidrage med noget lidt andet, fordi jeg stiller op som frivillig.

Hvordan kan dine egne erfaringerer med at være frivillig bruges, hvis du bliver valgt til Frivilligrådet?

Frivilligrådet

Frivilligrådet er et statsligt, uafhængigt, råd, som rådgiver Folketinget og social- og ældreminister Astrid Krag (S). Det består af 12 medlemmer: Formand, næstformand, 4 repræsentanter fra ’store’ foreninger og organisationer, 4 repræsentanter fra ’små’ foreninger og organisationer. Derudover indstiller ’Frivilligcenter og Selvhjælp Danmark’ (FriSe) og Kommunernes Landsforening (KL) hver ét medlem.  

Rådet har bl.a. til opgave at:

  • Rådgive socialministeren og Folketinget i spørgsmål om den frivillige sociale sektor.
  • At sætte aktuelle spørgsmål om frivillighed til debat.
  • At synliggøre den værdi, som frivillighed skaber, og at fjerne barrierer for det frivillige engagement i Danmark.
  • At få flere til at engagerer sig i den frivillige sociale indsats.

Jeg kan selvfølgelig ikke tale på alle frivillige i Danmarks vegne. Men jeg ved, hvordan det er at sidde på den anden side af bordet, og den stemme er vigtig at få med. For selvom det er vigtigt med alt det organisatoriske og strategiske, så er det ikke nødvendigvis det, som motiverer mennesker til at lægge tid og kræfter i frivilligt arbejde.

Jeg tror, at mange ligesom mig er motiveret af selve sagen. Det at opleve, at man kan være med til at gøre en forskel for en sag, man brænder for. Muligheden for at blive del af et fællesskab, hvor man sammen er med til at løfte en opgave og ændre verden en lille smule til det bedre. Det perspektiv skal vi også huske, når vi taler om det frivillige engagement i Danmark.

Hvad er det vigtigste, når vi taler om frivillighed i Danmark?

Under coronanedlukningerne var det fantastisk at se, hvordan alle rakte ud og hjalp hinanden. Men her på bagkanten af det hele oplever jeg, at det pludselig er blevet svært at rekruttere nye frivillige. Så spørgsmålet er, hvordan vi understøtter, at det er givende og meningsfyldt at række ud og gøre noget for andre, også i en tid med høj beskæftigelse, og hvor mange måske har fået nye interesser under coronapandemien. Vi kan ikke bare tage frivilligheden for givet. 

Hvad vil du gerne arbejde for i Frivilligrådet?

Noget af det vigtigste for mig er, at vi rummer mangfoldigheden. At vi skaber en frivilligkultur, hvor der er lige muligheder og adgang for alle. For når jeg i dag ser udover frivilliglandskabet i Danmark, så ser jeg også at der er meget fokus på at rekruttere kompetente  og veluddannede frivillige. Det er der klart også brug for. Men det er vigtigt, at vi har blik for, at alle mennesker har noget at bidrage med. Derfor vil jeg rigtigt gerne arbejde på, at vi bliver bedre til at række ud til grupper, vi ellers normalt ikke tænker ind som frivillige. Og at vi har øje for det særlige, som det kan give både til fællesskabet og til den enkelte. 

Det er ærgerligt for samfundet, når vi ikke får alle med. Men det er også vigtigt for det enkelte menneske, som får løftet sin livskvalitet og et nyt syn på sig selv.

Derudover vil jeg gerne arbejde for, at vi skaber de bedst mulige rammer omkring det frivillige arbejde i Danmark. Det kan jo betyde mange ting. Men noget af det, jeg oplever er, at der tit er fokus på nye og innovative projekter. Det er virkelig vigtigt med udvikling, men jeg vil også gerne arbejde for, at vi også sikrer finansiering og ressourcer til at videreføre projekter, som allerede er velfungerende og som vi ved, har en høj kvalitet. 

I det hele taget er jeg optaget af, hvordan vi bruger ressourcerne rigtigt og på indsatser, der reelt gør en forskel. Her kan organisationer og foreninger også gøre rigtigt meget godt ved at gå sammen og bidrage med det, de hver især er bedst til.

 

Valg til Frivilligrådet

122 organisationer skal frem mod den 1. marts vælge repræsentanter til Frivilligrådet. Frivilligrådet består af 12 medlemmer, hvoraf otte skal vælges blandt repræsentanter for den frivillige sociale sektor. Fire af dem skal repræsentere de ’store’ foreninger og organisationer, mens de resterende fire skal vælges blandt de ’små’.

Det er de pladser, som der nu skal vælges repræsentanter til. I alt stiller 20 kandidater op, hvilket vil sige, at der skal være kampvalg.

Læs mere om valget her: https://frivilligraadet.dk/nyheder/nyhed/valgprocessen-frem-mod-nyt-frivilligraad-er-nu-skudt-gang