Raglan, ribstrik og rundpinde - strik i den gode sags tjeneste

Tekst og foto: Kitte Fabricius  

Gennem den åbne dør i det lille bindingsværkshus strømmer lyden af skramlende stole, latter og begejstrede stemmer. Det er mandag eftermiddag i Haslev på Midtsjælland, og bevæbnet med strikkepinde, kreativitet og godt humør har medlemmerne af Kirkens Korshærs Strikkekreds i Haslev indtaget lokalerne, som er stillet til rådighed af Haslev Kirke.   

Det er kun et par minutter siden, at mødet officielt er gået i gang, men indenfor i det lille lavloftede lokale har de fleste allerede fundet strikketøjet frem. Og selvom der i løbet af eftermiddagen både bliver drukket kaffe, spist kage og snakket, så bliver der også strikket på livet løs – og i ramme alvor.  

For Kirkens Korshærs strikkekredse er ikke bare sociale fællesskaber, hvor mennesker samles om en fælles interesse for håndarbejde. De er også med til at støtte det sociale arbejde. Resultatet af de 29 strikkekredses hårde arbejde bliver nemlig solgt i Kirkens Korshær genbrugsbutikker, på basarer og på Tivolis årlige julemarked (dog ikke i år pga. corona, red.).  Desuden bliver en del af de strikkede varer sendt direkte ud til varmestuer, hvor de deles gratis ud til brugerne som et værn mod det danske vejr.  

Plads til alle  

I Haslev startede strikkekredsen i 2008 eller måske var det 2009. Det præcise tidspunkt er der ikke længere nogen, som kan huske, og i grunden er det vel også lige meget. Anledningen til at starte en strikkekreds, husker kredsens stifter, Ruth, dog tydeligt.  

 - På det tidspunkt mødte jeg flere, som fortalte, at de gerne ville være med til at støtte Kirkens Korshærs arbejde, men som ikke kunne se sig selv være frivillige i genbrugsbutikken. Det fik mig til at tænke over, hvordan vi kunne lave noget, som alle kunne være med i, fortæller hun.   

Derfor kontaktede hun en af Haslev Kirkes præster, og sammen kom de på idéen om at starte en strikkekreds i kirkens lokaler. Siden er kredsen vokset og vokset og består i dag af omkring 20 aktive medlemmer.  

De fleste af strikkerne er over 60 – den ældste over 90 – og har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Men man behøver altså ikke være hverken gråhåret eller pensionist, hvis man har lyst til at være med, fortæller Ruth Davidsen.  

- Før sommerferien var der en ung pige, der kom nede i genbrugsbutikken og spurgte om gode råd til at komme i gang med at strikke. Jeg opfordrede hende til at komme med herop, så vi kunne lære hende det. Det blev en stor succes.   

Baseret på donationer  

Enhver, der nogensinde har vovet sig ind i en garnbutik, ved, at det ikke ligefrem er en billig hobby. For der skal mange nøgler garn til, hvis man skal strikke en sweater, og kvalitet koster. Og når man – som de garvede strikkere i kredsen – har gang i mange projekter på en gang, løber det hurtigt op.   

Ruth viser ind i et lille sidelokale. Her står kasse på kasse med omhyggeligt organiserede garnnøgler stablet langs den ene væg.  Mens gulvet er fyldt med papkasser og store sække, som stadig mangler at blive sorteret.  

- Det er helt utroligt, men det er alt sammen noget, vi har fået doneret i butikken eller fra mennesker i lokalsamfundet, fortæller hun.   

Når skabet er fyldt  

En del af kredsens strikkere kender hinanden i forvejen. De har igennem årene krydset veje som frivillige i Kirkens Korshærs lokale genbrugsbutik, menighedsråd og andre former for foreningsarbejde. Andre har taget springet og er mødt op efter, at de er faldet over et opslag om strikkekredsen på Haslev Kirkes hjemmeside eller i kirkebladet. En af dem er Hanne.   

 - Når jeg er derhjemme, sidder jeg altid med et strikketøj i hånden. Men det er begrænset, hvor meget strik, der kan være i skabet – og på et tidspunkt begyndte min familie og venner at frabede sig flere strikkede gaver, siger hun med et muntert glimt i øjet.   

- Derfor gav det virkelig meget mening for mig at komme herned og være med. For jeg kan strikke lige, hvad jeg vil, og får lov til at prøve nogle ting af, samtidigt med, at vi støtter et godt formål.   

Gør noget godt  

Ved et andet bord sidder Maria. Hun smiler lidt genert, da hun fortæller om sit engagement i Kirkens Korshær. Maria fortæller, at hun både hjælper til i butikken og kommer fast i strikkekredsen.   

 - Det giver mig så utroligt meget, siger hun med et strejf af accent i stemmen. 

Hun er ungarer, men opvokset i Rumænien, forklarer hun. For snart 35 år siden kom hun her til landet med sin familie og mærkede på egen krop, hvordan det var at stå udenfor samfundet og fællesskabet.  

 - Den dag i dag husker jeg så tydeligt, hvordan det var at være afhængig af andre folks hjælp for at klare sig. Hvordan det var ingenting at have. Derfor betyder det virkelig meget, at jeg i dag kan være med til at hjælpe andre ved at strikke og være frivillig nede i butikken, siger hun.  

 - At jeg kan give til andre, som jeg selv engang fik.   

Et værn mod ensomheden  

I løbet af eftermiddagen bølger samtalen gennem lokalet, mens alt fra strikkeopskrifter til hverdagens store og små spørgsmål vendes og diskuteres. Det fællesskab, der er opstået omkring strikkekredsen, handler om andet og mere end udveksling af strikketips og snak over en kop kaffe. Det er livsglæde. En mulighed for at lade batterierne op. Et fællesskab, hvor man er ventet og værdsat, fortæller Kirsten.   

 - Her er der nogle, som virkelig ser dig! Nogle, der lægger mærke til, når du er blevet klippet eller har været væk et par uger, fordi du var syg eller på ferie. Det er noget af det, som man kan mangle, når man er blevet alene, siger hun og bliver suppleret af sidemanden Dagny:  

 - Det er et værn mod den ensomhed, som vi alle mærker en gang imellem. For selvom man har en stor familie og børn, så kan man nogle gange godt føle sig alene. Men når vi sidder her om mandagen, så bliver der plads til at vende både stort og småt. Til både at tale om det alvorlige og dybe og til bare at få et godt grin.   

---

Artiklen blev oprindeligt bragt i Korshærsblad #3 2021. Du kan læse mere om Korshærsbladet, og hvordan du kan modtage det her.