Tak fra Bjarne Lenau Henriksens familie

"Vi, Bjarnes familie vil gerne udtrykke vores store tak til alle, der deltog i sorgen over Bjarnes død. Det var gennem mails, hilsner, blomster, pengegaver til Kirkens Korshær og deltagelse i bisættelsen.

Takken går til hovedbestyrelsen, ledelsen, nuværende og tidligere medarbejdere, arbejdsgrene, storkredse og frivillige.

Kirkens Korshær var Bjarnes andet hjem, og den fulgte ham i hele hans liv fra teologistuderende til emeritus."

- Birte, Christian og Anders.

Bjarne Lenau Henriksen1948 - 2021

Bisat ved Marmorkirken 4.11.2021

Salmer til bisættelsen
3, 28, 217, 14, 728

Læsninger
Gamle Testamente slm 23, Markus 16,1-8, 1 Kor 13

Præludium: Bach: Toccata i d-mol
Postludium: Bach: Wachet auf ruft uns die Stimme

Mindeord

Ved bisættelsen talte Olav Poulsen, præst og tidligere chef for Sct. Nicolai Tjenesten. Her hans ord:

Bjarne er død. Det er svært at begribe. Det er svært at se i øjnene, at det er sådan virkeligheden er. Det er derfor vi er samlet til gudstjeneste. En gudstjeneste som Bjarne selv for længst havde planlagt lige fra Bachs Toccata til postludiet. Vi er her for at tage afsked, for at se i øjnene, hvad vi har mistet og for at sige tak. Vi er her for at høre, at Guds kærlighed rækker ud over død og forgængelighed.

Bjarne brugte ofte nogle ord fra en af Kaj Munks prædikener, hvor der står: ” At vidne om Gud vil først og fremmest sige at leve, så livet bliver dyrebart for andre og det gode i dem styrkes ” og i samtaler tilføjede han gerne, at det især var det første: at livet skulle blive livet værd, som han var optaget af. Han brød sig ikke om at skulle forandre mennesker. Måske er det én af grundene til, at der i dag sikkert er flere end mig, der ved, at mødet med Bjarne har været afgørende for, hvordan vores liv er blevet. 

Det var godt at have Bjarne både som leder og som chef for Kirkens Korshær. Han var lydhør. Han havde ro, han havde tid, Han sagde selv, at han ville gerne have travlt, men han ville ikke skynde sig. Så hvis man som medarbejder havde et problem (det var der engang noget, der hed), så havde han tid. Han kunne sætte sig ned, stoppe sin pibe (det var også engang) og så vidste man, at der var tid til at blive hørt og få nogle forstående bemærkninger eller nye vinkler på sagen.

Som leder af Sct. Nicolai Tjenesten, senere Mariatjenesten og i de mange år som korhærschef gav Bjarne stor frihed til medarbejderne til at løse den opgave, de var ansat til. Man fik lov til at arbejde frit under ansvar uden indblanding. Men var der problemer, skete der noget, så var Bjarne der.

Livet var godt og varmt, når man var sammen med Bjarne. Han kunne lide at være sammen med andre. I de senere år, hvor han var fast gæsteprædikant her i Marmorkirken var kirkekaffen og samværet med organist, kordegn og kirketjenere ikke det mindst vigtige. Og det var en fornøjelse at være sammen med ham. Med sit lune, sit glimt i øjet var han godt selskab. Det var han både for de gamle damer i de vestjyske støttekredse og for narkomanen på Vesterbro.

Bjarnes særlige kærlighed rettede sig mod de skæve eksistenser, de udsatte. Fra han begyndte som frivillig i Korshærens varmestue i Stengade i 1968 til årene som frivillig hjælpepræst i Horserød var det hans store glæde at være sammen med dem, der på den ene eller anden måde levede på kanten af det almindelige effektive samfund. Han sagde selv, at de i deres ligefremhed gav hans liv nogle dimensioner, som han nødig havde undværet uden at han af den grund forfaldt til at romantisere de udsatte liv.

I den offentlige debat har Bjarne gennem alle årene været fortaler for de svage og oversete og protesteret mod samfundets behandling af dem, hvad enten det er narkomaner, hjemløse, flygtninge eller andre. Tilbage i -78 talte han for homoseksuelles ligeværd- også i kirken. Det var bestemt ikke populært dengang.

I bøger, foredrag, debatindlæg har han fastholdt ethvert menneskes gudgivne værdighed. Fastholdt, at vi møder Gud i det nødstedte menneske. Vi kommer til at savne denne insisterende stemme.

Der er ikke mange sognegårde eller missionshuse, hvor Bjarne ikke har været og holdt folkekirken fast på den diakonale forpligtelse. Bjarne var myreflittig. Han skulle helst være i gang med en prædiken, et foredrag eller en artikel. Så sent som i sidste uge udkom bogen ”Sjælesorg i bevægelse”, hvor Bjarne bidrog med artiklen ”Bæredygtig Sjælesorg”, der tager udgangspunkt i hans virke som fængselspræst.

Det dyrebare liv. Det er det liv vi har sammen med andre. Bjarnes liv var først og fremmest dyrebart sammen med jer, hans nærmeste. Med dig, Birte, som sagde ja til Bjarne her i kirken for 52 år siden. I var hinandens lykke og tryghed. Det var en overskudskærlighed, der gjorde, at det var mere end godt at kende jer.

Og livet var dyrebart med Christian, med Anders og Anna og ikke mindst med Olivia og Magnus. I var jeres farfars bedste veninde og bedste ven. Det var en stor glæde for Bjarne at være blevet farfar. Han fortalte begejstret om Olivia og Magnus, når han havde været sammen med jer. Eller talt med jer via Facetime. Der var jo grænser for, hvad han kunne deltage i, men han var på fodboldbanen med Magnus og han fik vist også nået at give jer en svingtur.

På jeres fortællinger, Christian og Anders kan jeg høre, at Bjarne altid har været en meget nærværende far på trods af, at han rent faktisk var meget væk. Der var den tidlige barndom med cykelture i Dyrehaven og på Bakken, Med Halfdans Rasmussens vers og remser, som Bjarne elskede at citere. Senere var Bjarne med jer til fodboldkampe og koncerter. Han ville være med i jeres interesser. Men først og fremmest kunne I altid regne med at han var der. I svære situationer kunne der ikke altid siges så meget, men han var der, og den faste bemærkning når noget var svært var ”Du ved, vi er her ”

Bjarne var altid meget nærværende og samtidig maste han sig ikke på. Han havde respekt for jeres eget liv.

I bogen ” Det dyrebare menneskeliv”, fra 2008 om Bjarnes liv og virke, siger Bjarne ”Da jeg blev chef, glædede jeg mig til alt det, jeg skulle i gang med at realisere. Nu glæder jeg mig til at få mit engagement rullet på plads på en stille og rolig måde, så jeg kan sige: det var godt jeg var her.”

Og vi andre kan i dag sige. Ja, det var godt, det var mere end godt at du var her.

Vi står nu tilbage med savnet og sorgen over tabet af Bjarne.

I ”Digt om døden ”af Inger Christensen står der

"Som dybet løfter vandet

op til en kilde

løfter døden de levende

op for at drikke"

Det var nogle linjer Bjarne ofte vendte tilbage til og citerede. Døden og tabet kan måske få os til at se, hvor dyrebart livet er. Vi ser hvad vi har mistet og dermed også, hvor meget vi har fået gennem den, der ikke længere er blandt os. Vi ser hvor rigt livet er. Døden sender os efterladte tilbage til hver vores liv, sådan som kvinderne ved Jesu grav blev sendt tilbage til Galilæa, til deres hverdag med løftet om, at de skulle møde ham dér.

Evangeliet om Jesu opstandelse (som vi skal høre efter jordpåkastelsen) sender os tilbage til vores hverdag med hver vores minder og fortællinger om det liv, der nu er slut, minder og fortællinger, vi fremover skal dele med hinanden, i tro på at livet stadig er livet værd trods sorg og savn.

 Inden de tre skovlfulde jord bliver lagt på kisten, skal vi høre de ord, der også lød ved vores dåb, og som udspringer af fortællingerne om Jesu opstandelse. De taler om et levende håb, som er et håb om at død og elendighed ikke er det sidste der er at sige om vores liv.  At nok skal vi blive til jord og aske, men at vi i Jesu opstandelse har et tegn på, at vi også i døden er omsluttet af Guds kærlighed, at den rækker ud over død og forgængelighed og holder os fast i al evighed.

Amen

 

Læs Kirkens Korshærs egne mindeord om Bjarne Lenau Henriksen her: 

https://kirkenskorshaer.dk/artikler/mindeord-om-bjarne-lenau-henriksen