Nyhed

Vi skal gøre fattigdom til fortid

I det seneste Korshærsblad kan du læse om, hvordan fattigdom ser ud i Danmark og – ikke mindst – hvad vi kan gøre for at komme den til livs.

Hænder med plaster og fattigdomskampagnelogo

Tekst: Jeanette Bauer - Foto: Søren Østerlund og Sebastian Stigsby

Tomme køleskabe og skimmelbefængte lejligheder. Børn, der ikke kan tage med vennerne i svømmehal eller biografen. Forældre, der ligger søvnløse af bekymring over, hvor næste måltid skal komme fra. 

Det lyder måske som historier fra gamle dage. I virkeligheden er det konsekvenserne af fattigdom i Danmark anno 2024.

I Kirkens Korshær møder vi hver dag mennesker, der mangler det basale. Mad. Tøj. Medicin. Og vores oplevelser bakkes op af undersøgelser, der år efter år dokumenterer, at vi har et problem med fattigdom i Danmark.

Jeg bliver nogle gange spurgt, om det virkelig kan passe. Om der faktisk findes fattigdom i Danmark? Om ikke det bare handler om, at folk bruger deres penge forkert? Den misforståelse vil jeg gerne lægge i graven.

Portræt af Jeanette Bauer

Selvfølgelig findes der mennesker, som har svært ved at prioritere deres penge fornuftigt. Måske fordi de kæmper med psykisk sygdom. Måske fordi de aldrig har lært at lægge et budget. Sådan er det bare ikke for flertallet.

For de fleste af de fattige mennesker, vi møder i Kirkens Korshær, handler deres fattigdom ganske enkelt om, at de har for få penge. Og det er ikke bare noget, jeg siger.

Da Ydelseskommissionen i 2021 offentliggjorde sin afrapportering, konkluderede den, at nogle af de laveste offentlige ydelser er så lave, at de ligger under det, der er nødvendigt for at kunne leve en sund tilværelse.

Vi har fattigdom i Danmark. Og den gør ondt. Forskning viser, at fattigdom har store negative konsekvenser for både børn og voksne. For deres trivsel. Deres sundhed. Deres livsmuligheder.

   Alle mennesker har uendelig stor værdi og fortjener en værdig tilværelse uden basale afsavn.
Jeanette Bauer, Chef for Kirkens Korshær



I Kirkens Korshær mener vi, at det er uacceptabelt. Alle mennesker har uendelig stor værdi og fortjener en værdig tilværelse uden basale afsavn. Uanset hvad de har med i bagagen.

I dette blad kan du læse om, hvordan fattigdom ser ud i Danmark og – ikke mindst – hvad vi kan gøre for at komme den til livs. For i et land hvor nogle har alt, skal ingen mangle det basale.

Lad os gøre fattigdom til fortid!

 


Denne leder blev oprindeligt bragt i Korshærsbladet #1 2024. Du kan læse mere om bladet, og hvordan du modtager det her.