Samtalenørden, der ville gøre en forskel

Det er kun to måneder siden, at Stine Lene Hansen tiltrådte den nyoprettede stilling som chef for det landsdækkende sociale arbejde i Kirkens Korshær. På hendes nye kontor står opslagstavlen stadig på gulvet og bøgerne ligger stablet i vindueskarmen, der har simpelthen ikke været tid til at komme helt på plads. For dagene har været lange og ofte fyldt med møder, administration og timer på landevejene, mens hun har fundet sig til rette i sin nye stilling. Men da arbejdet forleden bragte hende til Mariaparken i Vejle, hvor hun sad omgivet af musik, højrøstede stemmer og klirrende poser, mærkede hun hjertet slå og meningen med de lange dage. For det er mennesker, som det hele handler om - og sådan har det altid været for Stine Lene Hansen. I dag fylder hun 50 år.

Regionschef for det landsdækkende sociale arbejde

Den første februar tiltrådte Stine Lene Hansen den nyoprettede stilling som 'regionschef for det landsdækkende sociale arbejde'. En stilling, hvor hun har fået ansvaret for samarbejdet med den danske folkekirke og korshærspræsterne, samt for at styrke frivilligheden i Kirkens Korshær. 

Derudover har hun med stillingen fået det ledelsesmæssige ansvar for Kirkens Korshærs sociale udviklingsprojekter og programmer.

Læs mere i artiklen: 'Nye ansigter til Kirkens Korshær'

Den sociale bevidsthed har hun med sig fra barndomshjemmet. Fra opvæksten, der foregik dels i et villakvarter i Solrød Strand, dels i Holland, hvor hendes far blev udstationeret. Og hvor hun på egen krop mærkede, hvordan det var at være udenfor og fremmed. Men også fra forældrene, som rundet af henholdsvis Indre Mission og arbejderbevægelsen, lærte deres to børn, at ikke alle mennesker havde det lige så godt som dem - at de havde et socialt ansvar.

Fra hun som ganske ung første gang sad ved et døende menneskes side, var hun optaget af døden. Optaget af, hvordan man kan hjælpe mennesker, når livet gør ondt, og dér hvor sproget hører op. Noget hun senere bar med sig i årene som sognepræst, hvor det særligt var de store og små livsovergange og ritualerne, som fyldte. For det er tydeligt for hende, at vi som mennesker mangler det i vores verden.

At hun en dag skulle blive præst, lå ikke lige for. Faktisk var det i første omgang medicin- og psykologistudiet, hun som vaklede mellem. For derigennem kunne hun få en akademisk viden, som hun kunne bruge til at gøre en forskel i verden. Men da idéen om at blive præst kom til hende, forsvandt al tvivl.

Skal man være præst i Danmark, skal man først læse en kandidat i teologi. Selvom græsk, latin og bibelkundskab ikke var det, der sagde hende mest, kastede hun sig over teologistudiet på Københavns Universitet med krum hals. Årene på studiet blev på mange måder en omvæltning. Blandt andet fordi hun mødte sin mand, og de sammen fik deres to sønner, mens de begge stadig læste. Så det var med et spædbarn på armen, at Stine Lene Hansen i 2005 tog sin sidste eksamen og kunne kalde sig cand.theol.

Som nyuddannet præst fik hun et barselsvikariat på Stevns, og da det udløb blev hun fastansat sognepræst i tre små nordstevnske sogne. Hun var afholdt af menigheden, som værdsatte hendes åbne og jordnære tilgang til kristendommen og kirken. Og hun blev hurtigt kendt for, at hun kun sjældent prædikede fra prædikestolen, fordi hun i stedet foretrak at være på gulvet i kirkerummet. For hun har altid troet på og arbejdet for en kirke, som er i øjenhøjde med menigheden. Har en tro på, at det at være præst eller kristen ikke handler om at følge strenge dogmer eller regler, men om en medmenneskelig omsorg overfor andre.

At være sognepræst var i hendes øjne verdens bedste job. Og egentlig havde hun tænkt, at det skulle hun være til den dag, hun gik på pension. Men så faldt hun over et jobopslag i Præsteforeningens medlemsblad. Kirkens Korshærs samtaletjeneste, Sct. Nicolai Tjenesten, søgte ny leder.

Hendes interesse var vakt. For siden hun som ung havde været frivillig i Kirkens Korshærs varmestue på Istedgade, havde organisationen haft en særlig plads i hendes hjerte. For i mødet med de prostituerede, stofmisbrugerne og de hjemløse mennesker, havde hun for alvor mærket diakonien leve. Noget som hun, når hun kiggede indad, måske savnede lidt i det trygge sogn på Stevns. Hun viste stillingsopslaget til sin mand. Skulle hun søge?

’Hvis du kommer til samtale – så får du den også,’ lød hans svar, og han fik ret.

Med et vidst vemod lagde hun efter et årti præstekjolen på hylden og lukkede døren til præstegården bag sig. I Sct. Nicolai Tjenesten har hun været brugernes mand og er kendt for sin insisteren på altid at have mennesket for øje, også når der tales strategi, økonomi og faglighed.

Hun er en selvudnævnt samtalenørd og går op i, hvordan samtalen kan bruges som et aktivt værktøj – en prisme, som giver nye perspektiver og kaster lys på det, der måske lå i mørke. Det har hun taget med sig i arbejdet med den traditionsrige samtaletjeneste, hvor hun også har skubbet på i forhold til uddannelse af de frivillig, supervision og akkreditering. For i en evigt foranderlig verden må man følge med og være opmærksom på, at det aldrig må stagnere.

Læs også: 'Nogen, der altid lytter'

Hendes insisteren på åbenhed, nysgerrighed og læring var også en af grundene til, at hun sidste år blev valgt som forperson for RådgivningsDanmarks akkrediteringsnævn, hvor hun også sidder i bestyrelsen. Derudover har hun siden februar repræsenteret Kirkens Korshær i både Dansk Diakoniråd og Bibelselskabet.

På kontoret, hvor bøgerne indtil videre ligger i vindueskarmen, står en stor grøn plante. Den har hun taget med sig fra hjemmet på Stevns, hvor familien er forblevet bosat. Måske som en påmindelse om den natur, hvor hun kobler af efter de lange dage. Eller haven, hvor hun, når hun ligger på knæ med fingrene i mulden, kommer tæt på at finde en indre ro, hvor der ikke er andet end hende selv og opgaven foran hende.