Sind

SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed arbejder for at skabe forståelse og tolerance for mennesker med sindslidelse og deres pårørende.

SIND blev etableret i 1960 under navnet Landsforeningen Sindslidendes Vel. Senere blev navnet forenklet til Landsforeningen SIND. I dag er navnet SIND- Landsforeningen for psykisk sundhed.

SIND er for alle
På landsplan er hovedparten af medlemmerne og de aktive i SIND typisk pårørende, professionelle, psykisk sårbare eller andre, der interesserer sig for psykisk sundhed. SIND er tværpolitisk og samler alle typer medlemmer med interesse for sindslidelser og sindslidendes forhold.

SIND hjælper
SIND fungerer både som brobygger mellem de daglige oplevelser i psykiatrien og de informationer, som embedsmænd og politikere baserer beslutninger på. SIND hjælper også, når den enkelte familie eller sindslidende pludselig står i en svær situation.

SINDs landsdækkende telefonrådgivning – 70 23 27 50 – trækker på erfaring og ekspertise fra hele Danmark.

SIND støtter og driver fx tilbud om dialog, information, juridisk bistand, uddannelse og rådgivning samt meningsfuldt samvær med ligestillede. Dertil kommer oplysningsarbejde og politisk indflydelse.

SIND bruger blot få penge på løn. SIND drives især af flere hundrede frivillige, der – under professionel vejledning – står for arbejdet som foreningsaktive, rådgivere, besøgsvenner, bisiddere, foredragsholdere mm.