Sjælesorg i arresten

Skrevet af Rie Helmer

På visitkortet står der ”samtale under tavshedspligt”. Når man spørger arresthusmedarbejder i Nord- og Midtjylland, Jens Anders Brogaard, hvad det betyder, forklarer han, at det er en samtale uden dagsorden, en slags sjælesorg, hvor det er den indsatte, som bestemmer, hvad der skal tales om.

Kirkens Korshærs tre arresthusmedarbejdere besøger mennesker, som er sigtede for en forbrydelse, men endnu ikke dømt, og som sidder varetægtsfængslet i et af landets arresthuse. Besøget er et tilbud om en samtale med et menneske, som ikke er fra politiet eller kriminalforsorgen, præst eller behandler. Blot et medmenneske, som tilbyder nærvær og en at tale med.

- Sjælesorg betyder jo, at man tager vare på sjælen. Når man sidder under helt uafklarede forhold i en lille celle, så har man let ved at få tankemylder; der er intet eller ingen til at stoppe det. De fleste lever til daglig et liv med indtryk alle steder fra. Her sidder man pludselig alene med sig selv. Og så kommer der en masse tanker i spil, typisk i forhold til ens liv, forholdet til ens børn, ægtefælle eller forældre, siger Jens Anders Brogaard.

Den eneste uden uniform og dagsorden

At Jens Anders Brogaard er en atypisk gæst i arresten bliver understreget af, at han banker på og venter lidt, før han lukker døren op, og så at han ikke bærer uniform.

I dag er han i blå jeans og mørkeblå strikpullover, som giver ham netop det tilsigtede neutrale udtryk. Det eneste, der stikker en anelse ud, er den mørkebrune læderrygsæk, som er en vigtig del af arbejdet for Jens Anders Brogaard.

- I den har jeg forskellige ting, jeg kan bruge i samtalerne. For eksempel mit visitkort med foto på, så de indsatte kan huske, hvem ham der, der lige var på besøg, egentlig var. Det er lidt sjovt at se at tit, når jeg besøger nogen for anden gang, så hænger visitkortet på opslagstavlen mellem billeder af motorcykler, hunde, familiemedlemmer eller nøgne damer.

Der er også en lille sort notesbog i tasken, hvori Jens Anders Brogaard noterer den indsattes fornavn og cellenummer. Han gør det, fordi det betyder noget, at man følger op. En indsat skal ikke på gårdturen høre fra de andre, at ham Jens Anders fra Kirkens Korshær har været her i dag, og så gå og tænke over, hvorfor han så ikke ville besøge mig igen, lyder forklaringen.

Cigaretter som dåseåbner

Jens Anders Brogaard har også altid en pakke cigaretter i tasken, selv om han for længst er holdt op med at ryge.

- Hvis ikke de indsatte røg, før de kom herind, så begynder de som regel, for det er en stimulans i en presset situation, hvor man har nerverne uden på tøjet. En cigaret kan også fungere som en slags dåseåbner. Jeg har selv tidligere røget og kan sætte mig ind i den den situation, hvor man sidder lukket inde i 23 ud af 24 timer i den lille celle, man har ikke mere tobak, købmanden kommer først om 3 dage, og man har det ad helvede til. Så kan en smøg altså gøre godt, fortæller Jens Anders Brogaard.

Ingen håndtag på indersiden

Vi har fået lov at besøge en celle, hvor beboeren ikke er hjemme. Der er sovesofa, skrivebord og en stol, et skab, et par hylder, et køleskab, hvorpå der står rent service, et glas med instant kaffe og en elkedel. Der er cornflakes i en plasticpose, en lille håndvask på væggen, en tissekolbe på hylden og en tv-skærm på bordet. Den betaler de indsatte leje for, så de, der ikke har råd, kan ikke se tv i cellen.

Langt oppe på den ene endevæg er et lille vindue med mørke tremmer for. Her kommer kun en anelse dagslys ind. Døren i den anden ende af den smalle aflange celle er uden kighul, og – i sagens natur – uden håndtag på indersiden. Herinde, i et skrabet, utiltalende hummer, tilbringer de indsatte langt det meste af deres tid. En times gårdtur og, hvis man er heldig, lidt kortspil med en anden indsat om aftenen eller i sjældne tilfælde et par timers arbejde i arrestens værksted, som kun har plads til 3 mand ad gangen og resten af tiden er man helt alene med sig selv.

Vi vil dem det kun godt

Det er her i cellen, Jens Anders Brogaard kommer ind og i løbet af et splitsekund skal afgøre, hvilket menneske han har at gøre med. Han møder mange på sammenbruddets rand, mange, som ikke taler dansk og mange med psykiske sygdomme også mennesker som kan virke truende og skræmmende. Men Jens Anders Brogaard har aldrig brug for alarmer eller håndjern.

- Nogle mærker efter, om jeg kan rumme dem, for hvis jeg ikke har styr på situationen, så bliver det farligt, så kommer vedkommende måske til at gøre noget, han fortryder bagefter. Så det handler for mig om at være den, der kan sætte sig ned uden angst. Det lyder måske flot, men jeg tror det lykkes, fordi vi vil dem det godt. I modsætning til mange andre. De her mennesker er udsat for så mange krav fra det omgivende samfund, som de ikke kan honorere, alene fordi de har levet under de vilkår, de har. De er ikke født sådan, men er et produkt af deres livshistorie. Det kunne være os alle sammen, hvis vi havde levet under samme vilkår, forklarer Jens Anders Brogaard, og fortsætter. 

Det hårdeste i det her arbejde er at være vidne til det, som vores samfund skaber af elendighed. Det tynger mig meget.

Ord, der lindrer

I tasken har Jens Anders Brogaard også et tilbud om ord, der lindrer. Han medbringer altid en bibel og en salmebog. Formålet er på ingen måde at missionere, men enkelte gange spørger de indsatte efter noget, der kan skabe ro, eller direkte om man vil bede en bøn med dem.

- Vi taler meget om tro og tvivl. Der bliver bedt mange bønner i et arresthus. Også af mennesker, som ikke har brugt det i deres liv tidligere, siger han.

I tasken har han også to tekster på fotokopi, som han giver de indsatte, hvis de har lyst. Den ene er et digt, skrevet af en misbruger i behandling med titlen ”Frøken Heroin”.

- For det beskriver fantastisk godt, hvad heroin er, og hvilken magt det har. Flere har haft glæde af at læse det, hvis de har en ægtefælle, et barn eller selv har en kamp med et misbrug.

Den anden tekst er en nyere salme, som kan give håb i mørket. Den har titlen ” Vær stærk, min sjæl, i denne tid”, og handler om at holde ud, give plads til håbet, og stole på, at Gud er til stede.

Når nåden bringes ind i cellen

For Jens Anders Brogaard handler det om at bringe ånd ind i cellen. At give plads til, at der kan opstå et kort sekund, hvor det pågældende menneske kan føle sig set og hørt og forstået, ja endda elsket. Og tilgivet.

- Man sidder i en situation, hvor man er udskældt og slet ikke lever op til tidens krav om at være et succesfuldt menneske. Man er uperfekt og føler sig ligegyldig. Så kommer jeg med kirkens sprog og kan bringe ind i rummet, at det jo ikke er vores gerninger, vi bliver frelst på. Det er det, der er nåden, siger han.

Aben bliver på skulderen

Det vigtige er, at samtalen hverken bliver terapeutisk, missionerende eller giver indtryk af, at Jens Anders Brogaard kan overtage problemerne. Aben hører til på den indsattes skulder, så at sige.

- Det er godt at være personlig, men ikke privat. Der skal skelnes. Vi er ikke professionelle behandlere, og vi skal ikke åbne et menneske helt op, så vedkommende bryder sammen. Jeg er meget bevidst om, at jeg ikke skal leve deres liv, og at aben sidder på deres skulder og skal blive der. Men ofte tænker jeg - og siger det – at det er fantastisk, at de her mennesker har klaret sig så

godt, som de har. Jeg har ikke haft de samme vilkår, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvis det var mig.

---

3 SPØRGSMÅL

 Hvordan ser en arbejdsdag ud for en arresthusmedarbejder?

- Jeg starter med de nye indsatte, så jeg er sikker på at nå at tale med dem. Og ofte fortæller betjentene mig, hvis der er nogen, som har det elendigt, så jeg kan besøge dem. Længden af dagen kommer meget an på, hvad man kan nå, og hvad man kan rumme. Man kan ikke sidde i den slags samtaler fra kl. 9-17, så bliver man skør i hovedet. Det er måske 4-5 timer hver dag, så kan man ikke mere. En enkelt dag kan man kun i 3 timer. Og en sjælden gang kan det være sådan, at man står foran døren til et arresthus, og så mærker man, at man ikke har overskuddet til at gå ind og må vende om og komme i morgen i stedet.

Det er nogle gange nogle af de værste forbrydelser, de indsatte er varetægtsfængslet for. Hvad stiller du op med det?

- Jeg tænker på det med, at man jager et bæst og fanger et menneske, som rejseholdet har brugt som slogan. Det er også min oplevelse. Men det er jeg også opdraget til, det er vi vant til i Kirkens Korshær, at vi ser bagom misbruget og den kriminelle gerning og bevidst søger mennesket inde bag ved. Og det, der sker, når man gør det, er, at man finder et menneske, der ligner en selv. Man finder en, hvor man ikke behøver høre ret meget af livshistorien, før der er en forklaring på, at det endte, som det gjorde. Heldigvis. For ellers var man født til det. Men det er nogle vilkår, der har gjort det. Og sådan er det hver evig eneste gang.

Møder du ondskab i dit arbejde?

- Nej, jeg møder mere ondskab udenfor arresten, end jeg møder indenfor.

---

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Korshærsbladet #1, 2016