Nyhed

Kirkens Korshærs årsberetning 2022

110 år med Korshæren, 65 år med Sct. Nikolai-tjenesten, 50 år med genbrug. Og fortsat menneskets værdighed i centrum - og omsorg, nærvær og respekt. Jubilæumsåret 2022 blev både markeret og fejret, og i morgen kæmper vi videre.

Kirkens Korshær i tal 2022 årsberetning

Ja til livet og til hinanden. I sommer blev to brugere af Kirkens Korshærs tilbud i Sønderborg mand og kone, og de havde valgt varmestuen som stedet, hvor vielsen skulle foregå. 

Sådan er det med Kirkens Korshær, her er husrum og hjerterum til brugernes liv på godt og ondt. 

Det er den varme kop kaffe i kulden, sengen at sove i, det lyttende øre i ensomheden, den kvalificerede rådgivning i kaosset og støtte til at blive den bedste forælder, man overhovedet kan blive. Kirkens Korshær markerer mærkedage i menneskers liv. Påske, jul, skoleferier og bryllup, men også mindehøjtideligheder når livet slutter. 

I 110 år har vi været der, hvor ingen andre er. Det er en Gudsgiven opgave. For os er hvert enkelt menneske skabt i Guds billede og uendeligt værdifuldt. 

Vi står på stærke skuldre, i 110 år har vi kæmpet for udsatte og sårbares vilkår, og i morgen fortsætter vi det arbejde. For alle har krav på værdighed. På nærvær, omsorg og respekt. Derfor er opgaven med at give støtte og værdighed til de, der har allermest brug for det, fortsat vores vigtigste ambition. 

Ikke mindst i et år som 2022, hvor vi dårligt havde rejst os op igen efter at være lagt ned af coronanedlukning, før inflationen steg og vi oplevede at priserne på mad og basale udgifter tog himmelflugten. 

Sådan indleder Korshærschef Jeanette Bauer årets beretning, den kan læses her:  

Kirkens Korshær i tal 2022 årsberetning

Årsberetningen er et indblik i, hvem Kirkens Korshær er, og hvor vi som organisation er på vej hen.