Vind i håret og et nyt perspektiv

Selv på en dag som i dag, hvor skyerne hænger tungt over Københavns Havn, kan man på lang afstand se skonnerten Fulton Marstals tre master rage op. Skibet, der normalt ligger til havn i Marstal på Ærø, er i dagens anledning kommet til København for at tage på en helt særlig sejltur.

- Er det jer, som skal med ud og sejle?, spørger en af matroserne den lille gruppe, der står forsamlet på kajen og skutter sig i vinden.

Gruppen består af beboere på Kirkens Korshærs herberg i Hillerødgade. Sammen med en gruppe fra varmestuen Fedtekælderen skal de i dag med den tremastede skonnert Fulton ud og sejle. Turen er den første af fem, som Fulton Fonden med midler fra Socialstyrelsen har inviteret Kirkens Korshærs sociale arbejde med ud på.

- På Fulton lever vi efter mottoet ”Gode dage er noget, vi giver hinanden” og det er også en stor fornøjelse at skabe gode dage sammen med jer fra Kirkens Korshær, fortæller chefskipper Jakob Jensen fra Fulton af Marstal.

Alle mand på dæk

Med lidt forsinkelse ankommer gruppen fra Fedtekælderen også til skibet og kommer ombord. Motoren på det gamle skib begynder at rumle og sender vibrationer gennem skroget. Det er næsten tid til afgang. Chefskipper Jakob Jensen kalder alle mand sammen.

Lad være med at kravle op på rælingen. Ask ikke på dækket. Brug de lommeaskebægre, I har fået. Kom herop, hvis klokken lyder. Lyder det, mens han gennemgår reglerne for hvordan man skal gebærde sig ombord.

- Vi får brug for jeres hjælp undervejs, slutter han.

Og da skibet kort efter stævner ud, springer et par af gæsterne fra Fedtekælderen beredvilligt til. Med instruktioner fra besætningen går de i gang med at gøre sejlet klar. Det kan virke som en lille ting. Men det er tydeligt, hvordan ryggen bliver lidt rankere, mens både venner og fremmede ombord på båden roser deres arbejde.

Vind i sejlet

Med brummende motor, sejler skibet gennem Københavns havn. Chefskipperen kalder efter nye hjælpere. Tre stærke mænd på hver side af den store mast, som han siger. Der bliver puffet lidt frem og tilbage og ingen træder i første omgang frem. Men efter lidt tid, bliver der fyldt op på begge sider. Der bliver hevet og trukket, og det er ikke let arbejde på det våde dæk.

Svuuuuush siger det.

Og så ligger den ene af hjælperne og roder rundt på det våde dæk. Men hun bliver ved med at hive i rebet for at få sejlet op. Da hun bagefter rejser sig og tørrer hænderne af i de nu våde bukser, lyser smilet hele ansigtet op. Det er uden tvivl en oplevelse, hun vil huske.

Træning af den sociale muskel

Med sejlet hejst helt til toppen af masten, falder der ro over skibet. De fleste tager en kop dampende varm kaffe eller te. Kigger over rælingen på byen og havnen, der glider forbi. Taler dæmpet om alt og intet.

En af de medarbejdere fra Fedtekælderen, som er med, tager en pose med sandwich og nogle sodavand op ad rygsækken og deler ud. Mens de flest fredsommeligt spiser sandwichen, griber en af gæsterne posen med sandwich og går skibet rundt. Tilbyder de resterende sandwicher til dem, der er med fra herberget. Han når hen til en mand, som sidder og er sunket hen i sin egne tanker. Lægger forsigtigt en hånd på hans skulder og rækker med et smil posen med sandwich frem. Manden tager en fra posen og synker igen hen i egne tanker.

Fra varmen i skibets indre kommer en mand op. Med en smøg dinglende i mundvigen går han skibet rundt og spørger efter en lighter.

- Husk, hvad kaptajnen sagde om rygning og skodder, påminder Anna Stubbe, der er socialarbejder på Herberget i Hillerødgade.

Han nikker og finder ro ved rælingen, hvor han ryger sin cigaret og omhyggeligt asker over bord. Socialarbejderen smiler.

- Det lyder rigtigt kedeligt. Men grundlæggende er der rigtigt meget socialtræning i at være med på en tur som i dag. For her skal man være sammen med andre, opføre sig ordentligt og høre efter, hvad skipperen siger, fortæller hun.

Et helle fra hverdagen

Sammen med en lille gruppe fra Herberget i Hillerødgade står hun og betragter verden, der glider forbi.

- Er det Flakfortet?, spørger den ene og peger på en lille ø i horisonten.

- Ej, det den der, hvor de skyder kanonerne fra, siger en anden.

- Flakfortet ligger meget længere ude. Der arbejdede jeg engang, og så skulle jeg sejle ud på arbejdet, fortsætter hun.

 

I en stund taler de om arbejdet på øen. Om sommerferie og minder. Spørger man Anna Stubbe, er det netop noget af det en tur, som den her kan. En mulighed for at lære hinanden bedre at kende langt væk fra en hverdag, der ofte er svær. Hvor der ikke skal tales om handleplaner og det næste skridt.

- Vi får mulighed for at lære hinanden at kende på en anden måde, når vi er afsted som her. For der er tid til, at vi bare kan være sammen. Det er et helle fra hverdagen, hvor vi bogstaveligt talt får mulighed for at se det hele fra en ny vinkel, fortæller hun.

Hun vender sig mod de beboere fra herberget, som står ved siden af hende. Spørger dem, hvad de synes, de får ud af turen.

- Det er rart med noget luftforandring, siger den ene.

- Ja, mand. At komme ud og mærke den friske luft i ansigtet, siger den anden og smiler veltilfreds.

En lille del af historien

Ved skibets forstavn har en lille gruppe fra Fedtekælderen forsamlet sig. Efter tur poserer de. Får taget et billede. Så to. Overalt på skibet kommer telefonerne under den godt to timer lange sejltur op af lommen, så dagens oplevelse kan blive foreviget. For det er ikke hver dag, man kommer ud og sejle med en tremastet skonnert.

- Det giver noget indhold til hverdagen. Og der er noget vi fælles kan tale om bagefter, fortæller Anna Stubbe.

- Vi er en del af deres historie. Og det her bliver en lille brik i deres fortælling, som vi kan give dem med videre, når de en dag flytter fra herberget – og det skal de alle sammen. Det er så vigtigt, at vi kan give dem noget mindeværdigt og positivt med i bagagen.