Klassiker

Dansk forbrug og genbrug i tal

Danskerne køber i gennemsnit 10,2 kg tøj om året. Faktisk er vi en af de befolkningsgrupper, der køber mest tøj. Tøjforbruget er 35 procent højere end for resten af jordens befolkning.

Kirkens Korshær Genbrug Galten

Skrevet af Jeanette Ellen Bauer & Rie Helmer Nielsen

Produktionen af tøj er en af de aktiviteter, der bela-ster klima og miljø mest. Modeindustrien står for 20 procent af verdens spildevand og 10% af CO2-udledningen. Det tal anslås at være 25%, når vi når 2050.

Forbruget af tøj og sko stiger. Forbruget i EU er steget 40% mellem 1996 og 2012 og det forventes at stige med 63% frem mod 2030.

Tidligere udkom der 2-4 kollektioner om året. I dag udkommer der op til 24 kollektioner årligt.

Mere end halvdelen af det tøj, danskerne smider væk, bliver ikke genanvendt.

80% af det tøj, vi smider ud, har 80% af levetiden tilbage, ifølge en rapport fra Nordisk Ministerråd.

Danske husholdninger køber 75.000 tons tøj og boligtekstiler om året til privat forbrug. Knap halvdelen bliver givet videre til genbrug, den anden halvdel ryger til forbrænding.

Næsten halvdelen af de kasserede tekstiler ville kunne være genbrugt som tøj eller genanvendt som tekstilfibre i ny produktion af tekstiler. Dette spild anslås at koste omkring 100 millioner kroner om året i tabt genbrugs- og genanvendelsesværdi.

Erhverv og den offentlige sektor indkøber årligt 10.000 tons tekstiler. Kun 10% bliver genbrugt eller genanvendt. Nye EU-affaldsdirektiver foreskriver, at der fra 2025 skal indsamles tekstiler.

graf

I en undersøgelse fra forrige år svarede 20% af de adspurgte danskere, at de genbrugte mere. I 2019 var tallet steget til 34%.

Danmark er samtidig det førende land i verden, når det kommer til at være generelt klimabevidste. Danskerne er generelt mere optagede af bæredygtighed end vores europæiske naboer som Tyskland og England.

Selv om de unge går mest op i bæredygtigt forbrug, er den ældre generation villig til at betale mere for en vare, hvis den er produceret etisk korrekt, mens den yngre generation, født efter 2001, i højere grad forventer, at prisen er sat ud fra, at virksomhederne tager et bæredygtigt ansvar på sig (Berlingske.dk).

Hos DBA, som er Danmarks største markedsplads med genbrug, er antallet af annoncer med brugte ting på fem år mere end fordoblet fra 10,2 millioner annoncer i 2013 til 21,6 millioner i 2018.

Samtidig har otte ud af ti danskere købt eller solgt genbrug det seneste år. Det viser tal fra DBAs gen-brugsindeks, der kortlægger danskernes genbrugs-økonomi og -vaner. Det er den højeste andel danskere med hang til genbrug, som DBA har registreret, og en stigning i forhold til samme periode sidste år, hvor det var knap syv ud af ti danskere, der købte eller solgte genbrug.

33% af danskerne svarer i DBAs kortlægning, at de sælger brugte ting videre for miljøets skyld, mens 35% af danskerne køber brugt for at mindske overforbrug, og 31% angiver, at de køber brugt for miljøets skyld. Det er i alle tre tilfælde flere end året før.

Artiklen blev oprindeligt bragt i Korshærsbladet #1 2020.