Bedre at brandsikre end at slukke: Styrk forebyggelsen!
I dag udkom Social- og Ældreministeriet årlige redegørelse på det socialpolitiske område. Denne gang med hovedfokus på vilkårene for anbragte unge og for unge i hjemløshed.
I dag udkom Social- og Ældreministeriet årlige redegørelse på det socialpolitiske område. Denne gang med hovedfokus på vilkårene for anbragte unge og for unge i hjemløshed.
”Risikoen for at et anbragt barn bliver en udsat voksen er massiv. Der er behov for i langt højere grad at tænke i forebyggelse, så barnet aldrig når at opleve et svigt. Og så viser den, at efterværn er afgørende for barnets muligheder som voksen”, udtaler Kirkens Korshærs chef Jeanette Bauer.
Hun tilføjer at udsatte familier bør sikres socialfaglig støtte allerede inden barnet kommer til verden.
"Vi ved, at de første måneder er afgørende for et lille barns trivsel, så indsatsen skal starte før fødslen. Udsatte familier i risikogruppen er ofte kendt i forvejen – om ikke af myndighederne, så af os i civilsamfundet. Vi skal arbejde sammen om at sikre børns trivsel".
For der er en massiv social slagside i forhold til anbragtes børns muligheder. Blandt tidligere anbragte mænd, der har skiftet anbringelsessted én eller flere gange i løbet af deres anbringelse, har omkring tretten procent været i hjemløshed. Det er dobbelt så højt som de tidligere anbragte mænd, som ikke har skiftet anbringelsessted.
"Anbragte unge har hele fjorten gange større risiko for at leve med hjemløshed, når de bliver voksne, end andre børn. Det taler i den grad for en styrket langsigtet socialfaglig strategi med blandt andet efterværn, koordinerende sagsbehandler og fast støtteperson. Og det må meget gerne vare længere end til at fyldte 22. år, som det er tilfældet i dag – og gerne i tæt samarbejde med organisationer som Kirkens Korshær. Vi har en helt anderledes tæt og vedvarende relation", fortæller Jeanette Bauer
Hun er glad for rapporten sætter fokus på Housing First sammentænkt med tilgængelige og ordentlige boliger.
"Det løser ikke problemet for alle unge i udsathed, men der er ingen tvivl om, at en fast base i en bolig, der er til at betale, vil give mange unge et langt bedre grundlag for livet".
Morten Østergaard Sørensen
Chef for kommunikation, politik og analyse
23 10 63 83