Nyhed

Kirkens Korshær påskehygger om udsatte familier

I Kirkens Korshærs familiearbejde kan familier, der på flere måder mangler overskud, få støtte og hjælp. I løbet af påsken bliver der i fællesskab gjort en dyd ud af, at både børn og voksne får gode oplevelser med hjem

I Aalbor har familiearbejdet blandt andet pustet og malet æg med både børn og unge i anledning af påsken.
I Aalborg har familiearbejdet blandt andet pustet og malet æg med både børn og unge i anledning af påsken. - modelfoto

Påsken byder på familiehygge. Hvis man har en familie, man taler med, har råd til at besøge eller råd til selv at få besøg af. Der står påskefrokost på programmet. Hvis der er penge til mad. Der skal klippes og klistres og gækkes og gættes. Hvis overskuddet og tiden er til det, og medicinen dækker det, der skal dækkes. Hos både børn og voksne.

Og så er der alle udflugterne og de øvrige udendørsaktiviteter, som man kun kan deltage i, hvis der bliver købt erstatninger for de hullede sko, som allerede sidste år sang på sidste vers. Og er der så rent faktisk finanser til nyt fodtøj og måske en jakke, der kan matche månedens lunefulde vejr, så er der nok ikke til udflugterne alligevel. 

Alt for mange familier har det svært i Danmark – og det bliver ofte særligt tydeligt, når ferier og helligdage står for døren. Det er her, at Kirkens Korshærs familiearbejder træder til med en hjælpende hånd og et tilbud om hyggeligt samvær i fællesskabet. Med oplevelser og arrangementer, som familierne ellers ville have været foruden. I det nordjyske har de familiestøttende arbejdssteder tradition for at lave fælles aktiviteter og traditioner, der minder om dem, de fleste danskere har. For det er vigtigt at værne om og videregive, forklarer leder Lene Højland Laursen.

- Traditioner er med til at knytte bånd og det at høre til et sted. Derfor laver vi masser af forskellige påske-aktiviteter. Vi puster æg på gammeldags manér, som bagefter dekoreres med farver, går på æggejagt i byen, klipper gækkebreve og laver ”kyllingekager” i vores ungdomsklub for sårbare unge mellem 12 og 18 år.

Noget at fortælle om

Som forældre vil man gerne give sit barn det bedst mulige liv. Et liv med nærende mad eller bare mad nok. Et liv med fødselsdagsfejringer med de andre fra klassen. Et liv, hvor påsken og de fridage, der følger med, ikke byder på bekymringer men kvalitetstid og kammeratskab. Hvor børnene og de unge kan spejle egne oplevelser i deres jævnaldrende. Være med når snakken går om alle ferieaktiviteterne. 

Noget at fortælle om, bliver der i det københavnske Nordvestkvarter, hvor det familiearbejdet på Drejervej har inviteret børn og voksne med i cirkus.

- Vi ønsker at give familierne en god og særlig oplevelse med særlig fokus på, at det er en fælles oplevelse for mødre og børn, som en del af deres livshistorie. Små som store oplevelser kan styrke bånd i familien, fortæller leder Hanne Okwera.

Oplevelser i en hverdag med afsavn

At der i familiearbejdet bliver holdt arrangementer og fælles aktiviteter er i sig selv ikke en nyhed. For der er en stærk tradition for at gøre noget ud af ferier og helligdage. Men i år bliver der flere steder gjort lidt ekstra ud af påsken. For socialstyrelsen oprettede i kølvandet på coronakrisen en særlig ’oplevelsespulje’, hvor Kirkens Korshær fik bevilliget 10 millioner kroner til at give brugerne særlige oplevelser.

Det betyder blandt andet, at Kirkens Korshær i Herning har mulighed for at invitere 75 børn og voksne til påskefrokost med alt betalt. Noget, som familierne ellers ikke holder eller har mulighed for, fortæller Mette Fink Møller fra Kirkens Korshær i Herning.

- Familierne har ikke økonomien, overskuddet eller muligheden for det. Mange har heller ikke noget stort netværk. Derfor er det altid glædeligt for både børn og voksne, at få lov at komme afsted sammen med os. Her ved de at rammerne er sat. Her ved de at der vil blive hygget, grint og sunget og at alle tager derfra med fyldte maver og gode minder.

Glæd et udsat barn i påsken

Kirkens Korshær hjælper også udsatte og fattige familier i påsken. Ingen skal sidde isolerede og ensomme! Over hele landet hygges der med familierne, arrangeres ture og påskefrokoster. Børnene er på æggejagt, der klippe-klistres og laves flotte påskedekorationer. Alle beløb gør en forskel!

MobilePay til 97090

SMS teksten PÅSKE til 1416 (200 kr. + alm. sms takst)